Prøv avisen
Historisk set

Vores monarker skal bæres ud

På en måde er det lidt en historisk tilfældighed, hvilke lande, der har fået tradition for abdikation og hvilke, der ikke har, skriver Lars Hovbakke. Foto: MIKKEL KHAN TARIQ/ritzau

Modsat flere andre europæiske lande er der i Danmark ingen historisk tradition for, at monarken abdicerer, og den aktuelle tumult om kongehuset vil ikke ændre på det, vurderer historiker Lars Hovbakke

Sidste uges meddelelse om prins Henriks demens-sygdom vil uden tvivl endnu en gang sætte gang i spekulationer hos nogle om, hvorvidt dronning Margrethe 2. mon vil abdicere. I Danmark er der dog ikke tradition for, at statsoverhovedet abdicerer. Og da Dronningen er meget historisk bevidst og meget ansvarsbevidst, skal der meget til, før hun vil bryde med traditionen.

Det seneste danske eksempel på, at en regent har forladt tronen inden sin død, er, da Christian 2. i 1523 måtte flygte ud af landet i forbindelse med et oprør imod ham. Og det seneste eksempel på et statsoverhoved, der frivilligt er abdiceret, er Erik 3. Lam, der i 1146 besluttede sig for at gå af som konge for i stedet at gå i kloster. Det er med andre ord næsten 900 år siden, at en konge af egen fri vilje er abdiceret.

I både Holland, Belgien, Luxembourg og Spanien har vi i de senere år set eksempler på monarker, der er abdiceret. Men her er traditionen også anderledes. I Holland, som først blev et kongedømme i 1806, har fem ud af de syv statsoverhoveder, landet har haft siden dette tidspunkt, abdiceret. Blandt andre de seneste tre dronninger: Vilhelmina (i 1948), Juliana (i 1980) og Beatrix (i 2013). Belgien blev først en selvstændig stat i 1830 og kongedømme fra 1831. Her har to ud af seks konger abdiceret, senest kong Albert 2. i 2013.

For Spanien gælder, at landet har levet en omtumlet tilværelse med hensyn til sin statsform.

Monarkiet har været afskaffet i to omgange i nyere tid, fra 1873 til 1875 og igen fra 1931 til 1975. Af de seneste tre konger før den nuværende Felipe 6., er den ene blevet siddende til sin død (Alfonso 12., som regerede 1875-1885), den anden gået i eksil (Alfonso 13., som regerede 1885-1931) og den tredje abdiceret (Juan Carlos, som regerede 1975-2014).

Ligeledes er tre ud af fem af Luxembourgs storhertuger og storhertuginder siden opløsningen af personalunionen med Holland i 1890 abdiceret. Senest den i dag 96-årige storhertug Jean (i 2000).

I samtlige de øvrige arve-monarkier i Europa: kongedømmerne Sverige, Norge og Storbritannien og fyrstendømmerne Monaco og Liechtenstein, er der – ligesom i Danmark – ingen tradition for at abdicere.

Det er interessant, at i de fleste af de fire lande, hvor der er tradition for abdikation, er traditionen oprindelig delvis opstået på grund af sygdom, en potentiel skandalesag eller en betændt politisk situation, som gjorde det opportunt, at monarken trak sig tilbage ”før tid”.

Det er så efterfølgende blevet en mere eller mindre fast tradition – også hos de monarker, der ikke havde problemer med sygdom eller politiske forviklinger. Så på en måde er det lidt en historisk tilfældighed, hvilke lande, der har fået tradition for abdikation og hvilke, der ikke har.