Prøv avisen
Historisk set

Vores monarker skal bæres ud

På en måde er det lidt en historisk tilfældighed, hvilke lande, der har fået tradition for abdikation og hvilke, der ikke har, skriver Lars Hovbakke. Foto: MIKKEL KHAN TARIQ/ritzau

Modsat flere andre europæiske lande er der i Danmark ingen historisk tradition for, at monarken abdicerer, og den aktuelle tumult om kongehuset vil ikke ændre på det, vurderer historiker Lars Hovbakke

Sidste uges meddelelse om prins Henriks demens-sygdom vil uden tvivl endnu en gang sætte gang i spekulationer hos nogle om, hvorvidt dronning Margrethe 2. mon vil abdicere. I Danmark er der dog ikke tradition for, at statsoverhovedet abdicerer. Og da Dronningen er meget historisk bevidst og meget ansvarsbevidst, skal der meget til, før hun vil bryde med traditionen.

Det seneste danske eksempel på, at en regent har forladt tronen inden sin død, er, da Christian 2. i 1523 måtte flygte ud af landet i forbindelse med et oprør imod ham. Og det seneste eksempel på et statsoverhoved, der frivilligt er abdiceret, er Erik 3. Lam, der i 1146 besluttede sig for at gå af som konge for i stedet at gå i kloster. Det er med andre ord næsten 900 år siden, at en konge af egen fri vilje er abdiceret.

I både Holland, Belgien, Luxembourg og Spanien har vi i de senere år set eksempler på monarker, der er abdiceret. Men her er traditionen også anderledes. I Holland, som først blev et kongedømme i 1806, har fem ud af de syv statsoverhoveder, landet har haft siden dette tidspunkt, abdiceret. Blandt andre de seneste tre dronninger: Vilhelmina (i 1948), Juliana (i 1980) og Beatrix (i 2013). Belgien blev først en selvstændig stat i 1830 og kongedømme fra 1831. Her har to ud af seks konger abdiceret, senest kong Albert 2. i 2013.

For Spanien gælder, at landet har levet en omtumlet tilværelse med hensyn til sin statsform.

Andre læser lige nu