I Danmark er det et nationalt anliggende at synge

Sangglæden er ikke nødvendigvis større her i landet end andre steder. Men det er særligt for danskere, at der på tværs af genrer og tidsaldre findes et bredt repertoire af tekster og melodier, som kan bruges til lidt af hvert, som de fleste kender, og som fortæller om, hvem vi er

Tegning: Rasmus Juul
Almindeligvis tøver musikforskere over for påstanden om, at den danske sangtradition er unik, for det er svært at måle sig frem til, hvori det unikke består. Tegning: Rasmus Juul

Meget kunne have set anderledes ud i dansk fællessangstradition, hvis Danmark ikke havde tabt krigen i 1864, og hvis Grundtvig ikke havde været en så sprogligt dygtig, men umusikalsk sangskriver, som han var.

Hvis Danmark ligesom Sverige var forblevet en stormagt i stedet for pludselig at se sig som en lilleputstat truet på livet, ville fædrelandssangene og sangene om det særlige ved det danske landskab og den danske identitet nok have fået en mere beskeden placering i det samlede sang-repertoire.

Og hvis nationens store salmedigter og sangskriver, N.F.S. Grundtvig (1783-1872), havde været lige så ferm med toner, som han var med ord, og selv havde komponeret musikken til hele sit store værk af omkring 1600 salme- og sangtekster, var forholdet mellem tekst og melodi i den danske sangtradition måske blevet mindre fleksibelt.

Men det gik, som det gik. Den danske sang blev på tekstsiden en særligt nationalt oprustende affære og på musiksiden en række melodier, der var komponeret, så en uforberedt forsamling var i stand til at synge nogle indholdstunge, ordmættede vers på dem.

”Jeg tror, det har en vis betydning, at Grundtvig kun skrev tekster. Det gav hans tekster en mulighed for at leve et mere moderne liv, fordi senere tiders komponister har kunnet komponere deres nye melodier til dem,” siger Charlotte Rørdam Larsen, lektor emeritus i musikvidenskab ved Aarhus Universitet og forsker i dansk sang og sangkultur.

”Det er helt anderledes med Bellmans viser i Sverige. Hvem kunne forestille sig at komponere en ny melodi til en tekst af Bellman?” tilføjer hun.

Almindeligvis tøver musikforskere over for påstanden om, at den danske sangtradition er unik, for det er svært at måle sig frem til, hvori det unikke består. I mange lande synger folk fædrelandssange, salmer, viser, popsange og alt muligt andet, og traditionelt kan forskerne højst svinge sig op til, at den skandinaviske sangtradition er speciel.

Men der er også store forskelle i Skandinavien. En af dem er netop det forhold, at hovedfiguren i den svenske sangskat er den sørgmuntre visedigter Carl Michael Bellman, som i 1700-tallets Stockholm besang kærlighed og drikkelag blandt borgerskabet, mens den danske hovedfigur var præst, salmedigter, politiker, national opruster, forkæmper for bøndernes medindflydelse og skaber af højskoletraditionen.

Grundtvig skrev om mange ting, men det var aldrig bare for sjov, og den kendsgerning, at Grundtvigs tekster og Højskolesangbogen som ramme stadig står centralt i dansk sangtradition, tilfører denne en anden alvor og eksistentiel dybde end den svenske, påpeger Charlotte Rørdam Larsen.

”I virkeligheden begyndte den danske fællessang ikke med Grundtvig og højskolen. Den går tilbage til blandt andet klubsangene i 1700-tallet, og der er også en dansk visetradition lig den svenske. Men højskolebevægelsen og bønderne vandt kampen om historien i en sådan grad, at vi i dag næsten kun forbinder den danske sangtradition med højskolesangen,” forklarer hun.

Første udgave af Højskolesangbogen udkom i 1894, og den 19. udgave udkom i november 2020. Ingen sangbøger har i de andre skandinaviske lande samme lange tradition bag sig. Men Emma Berggreen Andersen, cand.mag. i litteraturvidenskab fra Aarhus Universitet og tidligere tilknyttet Videncenter for Sang, har foretaget sammenlignende studier med Norsk Sangbok, som bruges af folkehøjskolerne i Norge, men er en meget mere moderne, international og rytmisk sangbog end den danske, og Den Svenska Sångboken, som er udgivet af forlaget Bonnier og som et princip kun indeholder tekster på svensk med netop Bellman som topscorer.

”Den svenske og den norske sangbog er målrettet til begrænsede situationer. Højskolesangbogen har mange flere sammenhænge, den kan indgå i. Jeg tror, det har haft den effekt, at mange danskere også favner over et bredere repertoire. I Sverige er man enten til korkoncert, visesang eller pop-solosang. I Danmark er der flere, der er lidt til det hele,” siger Emma Berggreen Andersen.

Hun vurderer, at de yngre generationer har distanceret sig mere fra de klassiske fædrelandssange i Norge og Sverige, mens det i højere grad er blevet hængende i dansk sangskrivning at reflektere over, hvad det vil sige at være dansk. Ikke at Benny Andersen, Kim Larsen eller Natasja Saad udtrykker den samme danskhed som Grundtvig i deres tekster, men de skrev også tekster, der havde til hensigt at udtrykke og debattere det nationale.

”Vi er, i modsætning til svenskere og nordmænd, ret vilde med at synge om os selv og det land, vi lever i,” siger Emma Berggreen Andersen.

Hun peger på den nationale genrejsning efter 1864 som en årsag til denne nationale optagethed. I Norge har der også været en national optagethed, men den har haft en anden karakter, idet den handler om, at landet først i 1905 blev fuldt selvstændigt efter unioner med først Danmark, siden Sverige. Emma Berggreen Andersens indtryk er, at ældre fædrelandssange har mindre appel til unge i Norge end i Danmark — men Grundtvigs sange om folkeoplysning fylder stadig meget i også den norske højskolesangbog.

”Jeg tror, det har haft stor betydning for dansk sangtradition, at Grundtvig både skrev salmer, fædrelandssange og mere personlige lejlighedssange. Der er i den danske tradition en stor opmærksomhed på, at sange skal kunne bruges af en forsamling. De har en rent praktisk funktion,” forklarer hun.

Og ifølge Charlotte Rørdam Larsen er det ikke usandsynligt, at en ganske særlig dansk del af sangskatten, den hjemmestrikkede lejlighedssang, skrevet til fødselsdagen, sølvbrylluppet eller indvielsen af Storebæltsbroen, er opstået på grund af dette. Netop traditionen for meget anledningsorienterede sange, kombineret med at tekst og melodi alligevel er løsrevet fra hinanden, så ny musik kan skrives til gamle tekster og nye tekster til gammel musik, kan meget vel have banet vejen for tusinder af danske lejlighedssangskrivere, som har udfoldet deres evner gennem mere end 100 år:

”Det særligt danske er ikke en særlig evne eller begejstring for sang. Det særligt danske er, at vi føler, vi på tværs af nationen har et fælles repertoire af tekster og melodier, som vi har mulighed for at bruge til lige, hvad vi vil.”