Prøv avisen

I Danmark er man først en hel del af fællesskabet, når man drikker

”Jeg husker tydeligt mine første julefrokoster, hvor alle de gifte mænd pludselig var enormt interesseret i at blive venner med én og tale om, at deres koner aldrig forstod dem,” siger Kay Xander Mellish. – Foto: Leif Tuxen.

Da Kay Xander Mellish flyttede til Danmark for 20 år siden, var danskernes forhold til alkohol et kulturchok. I USA er det pinligt, når man får for meget at drikke. I Danmark er man stolt, oplever hun

Da jeg kom til Danmark i år 2000, var det, fordi jeg havde fået arbejde i et mindre firma. Jeg var i 20’erne og jævnaldrende med de fleste af mine kolleger, og jeg husker, hvordan de op til weekenden talte om, at de skulle være fulde. Jeg undrede mig noget, for jeg var ikke vant til decideret at planlægge, at jeg skulle være fuld, men i Danmark var alting anderledes. Her kunne mine kolleger finde på at sige, at deres plan om søndagen var at have tømmermænd, som stod det skrevet i deres kalendere.

Jeg var forbløffet. For en amerikaner er fuldskab noget, der hører til på universitetet. Fuldskab er ikke noget, voksne dyrker. Dermed ikke sagt, at vi ikke drikker, men det er mere sådan, at man sidder med nogle øl eller noget vin og snakker. Det handler om at socialisere, ikke om at blive fuld – at blive for fuld som voksen i USA er pinligt. I Danmark, derimod, oplevede jeg, hvordan voksne med gode uddannelser og gode jobs sagde: ”Oh, jeg kan slet ikke vente med at skulle være fuld i weekenden,” eller ”Oh, nu skal du altså høre: Jeg drak mig bare så fuld i går”. I Danmark er man stolt over fuldskaben.

Det var svært for mig at vænne mig til at skulle drikke med mine kolleger til firmafester og julefrokoster. I bund og grund gider jeg ikke være fuld sammen med folk, som jeg arbejder med. For mig er det fint med en social distance, for ens kolleger er ikke ens venner, og så vil jeg også godt have respekt for min chef, og det er svært, når du ser ham danse uden bukser til julefrokosten.

Jeg husker tydeligt mine første julefrokoster, hvor alle de gifte mænd pludselig var enormt interesseret i at blive venner med én og tale om, at deres koner aldrig forstod dem. Det var en fast rutine, som begyndte efter klokken ni, når de havde fået tilpas meget snaps.

Den opførsel kan virke grænseoverskridende på mange udlændinge, og jeg taler ofte med nogle, som siger, de ikke gider firmafesterne, men det fraråder jeg dem altid. Firmafester med alkohol er en del af det kollegiale fællesskab, og bliver man væk, risikerer man ikke at være en fuldgyldig del af ”teamet”.

Derfor er mit råd til udlændinge altid, at de skal tage med til firmafesterne, uanset om de drikker eller ej, og så bare gå klokken ni, når snapsen slår til. For til den tid kan ens kolleger alligevel ikke huske, at man er gået tidligt.

Jeg forstår ikke hele det der med at sidde og bælle fem snapse. Faktisk bryder jeg mig ikke om smagen, men jeg sipper alligevel som regel til en, men det er bare for at være med i fællesskabet. Jeg kunne hurtigt se, at det var en vigtig dansk tradition, som jeg var nødt til at købe ind på, hvis jeg skulle accepteres. Så jeg takker ja og drikker en lille smule ad gangen og siger: ”uha ja, hvor er det super sjovt at drikke snaps”.

I Danmark er man først en hel del af fællesskabet, når man drikker, og det er et problem for mange udlændinge, der har svært ved at skabe sig et netværk her. Derfor må man erkende, at det kan være lige så svært for en udlænding at forstå, hvorfor danskere drikker så meget, som det kan være for en dansker at forstå, hvorfor en udlænding ikke gør. Mine veninder driller mig eksempelvis stadigvæk med, at jeg et år under fasten besluttede mig for at afholde mig for alkohol. ”Ha! Det kan man da ikke,” sagde de.

Jeg kommer oprindeligt fra staten Wisconsin. Faktisk var der mange danskere, der udvandrede dertil, og jeg er sikker på, at det er en af grundene til, at staten i dag har flest barer pr. indbygger. Den største by Milwaukee bliver sågar kaldt for USA’s ølhovedstad på grund af alle bryggerierne. Mine forældre drak gerne en cocktail, når de kom hjem fra arbejde. Som regel en Martini. Men ellers var alkohol aldrig noget, vi talte om. Dengang var det ikke ligesom i Danmark, hvor man talte mere frit med sine børn om alkohol og sex.

Nu er min egen datter kommet i teenagealderen og startet på gymnasium. I USA skal man være fyldt 21 år, før man må købe alkohol, og jeg kan huske, hvor overrasket jeg blev, da emnet blev taget op i 9. klasse.

Klassens forældre var splittet i to grupper. Den ene halvdel mente, at det var helt naturligt, at deres børn drak – også shots. Nogle af dem brugte argumentet om, at det var værre, dengang de selv var unge.

Den anden gruppe, inklusive mig, var mere skeptisk. Helt ærligt, så forstår jeg ikke, at det er socialt acceptabelt, at børn drikker i den alder. Jeg mener, come on, de går i folkeskole. De er børn, der drikker, og fulde børn træffer dumme beslutninger.

På den anden side tror jeg, at det er bedre, at vi forældre er bevidste om det og derfor kan hjælpe vores børn til at få et sundt forhold til alkohol. Eksempelvis har jeg ikke givet min datter et forbud mod at drikke, når hun går til fester med sine venner. I stedet har jeg ladet hende smage en cider hjemme, så hun kan mærke effekten, og vist hende, hvordan man blander en screwdriver, så hun kan se alkoholforholdet i drinken. Sådan fungerer det ikke i USA – der begynder mange unge at drikke fra den ene dag til den anden, når de starter på college.

Hm, hvis jeg skulle give danskerne et råd, så skal de blive bedre til at fokusere på menneskene, de sidder i selskab med i stedet for at fokusere på rusen. Danskere har en tendens til at have det som et formål at blive fulde i stedet for at have det som formål at nyde et godt selskab.

Denne artikel er en del af en ny serie. Du kan følge serien "Danmark drikker" ved at få en mail, hver gang en ny artikel er klar. Klik her.