I den gode samtale låner vi hinanden både øre og ord

Erfaringen fra erhvervsliv og videnskab er, at der ligger store muligheder i at være ekstra opmærksom på både sin egen og andres præcise sprogbrug. Så hvad kan vi lære af det?

Tegning: Rasmus Juul
Tegning: Rasmus Juul.

Et af de forskningsresultater, som gennem årtier er blevet brugt allermest i undervisningen af fremtidige foredragsholdere, tv-journalister og andre mundtlige formidlere, er et studie af den amerikansk-armenske psykologiprofessor Albert Mehrabian, som handler om forholdet mellem selve ordet og den person, der fortæller. Ofte bliver studiet udlagt sådan, at selve det, der siges, ordet, kun udgør syv procent af kommunikationen. De resterende 93 procent er måden, det bliver sagt på. Intonationen og kropssproget.

Men den udlægning er forkert, påpeger Linda Greve, formidlingschef ved Science Museerne under Aarhus Universitet.

”Der er ikke noget i vejen med Mehrabians studie, men han har bare aldrig konkluderet sådan, som det ofte udlægges. Pointen er, at hvis jeg står frem foran en forsamling og siger, at jeg er glad, men ser sur ud, så vil langt de fleste efterfølgende vurdere, at jeg nok var sur. Men det, som det ikke betyder, er, at selve ordene næsten ikke betyder noget. Ord er altid meget vigtige, og intet kropssprog kan rette op på dårlige forskningsresultater eller dårligt valgte ord,” siger hun.

Linda Greve har netop udgivet en lille bog i Aarhus Universitetsforlags Tænkepauser-serie med den korte titel ”Ord”. Og hendes lille skrift handler akkurat om, hvorfor ord er et af de allervigtigste råstoffer til at skabe indsigt, fremgang og resultater. Men Linda Greve plejer også at provokere sit publikum, når hun slår fast, at al kommunikation også er manipulation.

”Det giver altid lige et gisp i salen, når jeg siger dét. Men ordet skal ikke forstås negativt. Manipulation kommer jo af manus, som betyder hånd og betyder egentlig at behandle eller skubbe med hænderne. Det, vi så gør i samtaler, er at skubbe til hinanden med ord. Vi har altid en retning og en mening med at ville skubbe rundt med hinanden, men vi vil ikke nødvendigvis hinanden noget ondt,” forklarer hun.

I stedet for at skubbe hinanden kan man også sige, at det, vi gør med hinanden i en god samtale, er, at vi udvikler ord sammen. Vi skaber en fælles mening, som ingen af os havde kunnet tænke os frem til alene.

”I for eksempel dele af erhvervslivet og den videnskabelige verden er man meget dygtige til at føre den slags samtaler, hvor man taler sammen for at lytte og for at være villig til at lade sig forme og påvirke af den andens ord. Det er afgørende, hvis man har med innovation at gøre, altså når man skal udtænke noget, der ikke er tænkt, sagt eller gjort før,” siger Linda Greve, som til gengæld konstaterer, at kommunikation også kan foregå på en anden måde:

”Samtaler er meget forskellige afhængigt af konteksten. I politiske debatter eller kommunikation på sociale medier handler det ofte om, at hver person bliver ved med at sige det samme, bare højere og højere.”

Et klassisk eksempel på en samtale uden lån af hinandens ord er det konfronterende interview i tv, hvor en dygtigt medietrænet politiker gentager sit eget udsagn, uanset hvad der bliver spurgt om, og hvor intervieweren på sin side prøver at få politikeren på glatis. Ofte bliver dette også en kamp om, hvilke ord der skal bruges som betegnelse for det, man taler om.

”Et aktuelt eksempel er et radio-interview for nylig, hvor journalisten blev ved med at tale om instrukskommissionen, mens Inger Støjberg (V) blev ved med at referere til barnebrudskommissionen,” påpeger formidlingschefen.

At en politiker med en rigsretssag under opsejling vælger sine ord med omhu er forståeligt, men et af Linda Greves budskaber er, at hvis man ved middagsbordet eller til forældremødet kopierer stilen fra retssagen eller den politiske debat-duel, kan man måske blive trænet i at få ret og køre den anden over med sine ord.

Men hvis man ønsker udviklende, dygtiggørende samtaler, så sker det i højere grad ved at bruge sine ører og indoptage den andens ord.

”Sammen kan man bygge videre på hinandens ord og bruge dem til at nuancere sin forståelse af både den anden som person og af emnet. Det er langt bedre end de mange stråmands-diskussioner, hvor man bruger sine ord på at holde fast i billedet af den anden som idiot,” siger Linda Greve.

Når ord gør deres virkning på en sprogbruger, kan de skabe det, som Linda Greve med et hjemmelavet ord kalder et ”carport-øjeblik”. Baggrunden for ordet er, at hun selv en dag kom til at tænke dybere over, at ordet carport betyder en havn til en bil. Det er ikke raketvidenskab, men hun havde ikke lige tænkt over det. Endnu.

Et andet carport-øjeblik kan man komme ud for, hvis man befinder sig i Grækenland, ser en flyttebil og kan stave sig frem til, at bogstaverne på bilen danner ordet metafor. Pludselig står det klart, hvad disse sproglige billeder, der skal gøre det abstrakte mere konkret, handler om. Med metaforer kan vi flytte ordene over i en mere konkret verden, der er lettere at afkode.

Konkret forskning viser endda, at hver person i gennemsnit vil have sagt 16.000 ord, når hver dag er omme, og gennemsnitligt 7,7 procent af dem har været metaforer. Og netop metaforerne er en del af sproget, hvor vi taler os frem til en fælles forståelse af, hvilke billeder der skal anvendes. Når Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, omkring genåbningen af Danmark i forsommeren udtalte, at corona-virus var en tiger, der var sat i bur, blev det abstrakte forklaret på en måde, som de fleste kan forstå, uanset hvilke konkrete erfaringer med tigre vi måtte have.

”Nogle metaforer er helt faste. For eksempel at retningen op er godt, at kærlighed er varm, at sorg er tung, og at lys eller skarpe instrumenter er udtryk for intelligens. Andre metaforer skal vi måske lige tale os frem til, som: ’Min viden er inkarneret’, som betyder, at det, jeg ved, er blevet en del af mig,” forklarer Linda Greve.

Hun tilføjer, at hun personligt er så begejstret for metaforer, at hun havde håbet, hele bogen kunne handle om netop dem, men forlaget ville gerne have et lidt bredere emne.

Derfor blev bogens emne ord. Herunder hendes eget yndlingsord, som er ”endnu”. I den betydning, at ingen af os har grund til at give op og sige ”jeg er ikke så dygtig til dét der” eller ”jeg har ikke fået klaret vasketøjet”. Alt kan tilføjes en håbefuld dimension med en lille tilføjelse, som Linda Greve først samlede op i Disney-tegnefilmen ”Peter Plys og Hafferlaffen” og senere fandt ud af at den amerikanske psykolog Carol Dweck havde bygget hele sin didaktiske teori op på. Ordet ”endnu”.

I begyndelsen var ordet, og således er ord til stadighed med til at skabe mening, virkelighed og rammer for, hvad der er muligt og umuligt. Ord på skrift og ord i et foredrag er én ting. Ord i samtale er noget helt andet og mere formbart. Linda Greve vover endda endnu et udsagn, som sikkert vil provokere mange: Brugen af ordene i samtalen er vigtigere end ordbogens forståelse af, hvad ordene betyder:

”Vi må acceptere, at mennesker tager ord og gør noget nyt med dem. Som i det kendte eksempel med ordet ’bjørnetjeneste’, som i dag findes med to direkte modsatte betydninger. For mig personligt er en bjørnetjeneste en misforstået tjeneste. Endnu.”