Hvor tæt kan man føle sig på et andet menneske? Så tæt at forbindelsen mere er i kroppen end i hovedet og på den måde umulig at komme uden om.
Tag nu jeg-fortælleren Jane i Helle Helles roman ”Rødby-Puttgarden”, som i en scene husker, hvordan hun en dag henter sin niece Ditte i barnevognen efter en lur:
”Jeg lirkede hende ud af selen og løftede hende op, mens jeg kørte barnevognen ind i skuret med den frie hånd. Hun lugtede varmt og rent. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Der er ikke noget galt i at blive her.”
Men hvad skulle der egentlig være galt i at blive i følelsen af fuldstændig ro og samhørighed med barnet?
I en ph.d.-afhandling om kvinderollen i moderne dansk litteratur er splittelse det afgørende tema, siger afhandlingens forfatter, forskningsbibliotekar og adjunkt ved Institut for Kulturvidenskaber Kamilla Jensen Husen:
”Man møder en kropslig erfaring, når man bliver mor, der ikke harmonerer med den frihed, vi har lært, kvinder har. Kvinders rolle i dag er kendetegnet ved en voldsom splittelse; det er en balancegang mellem at bruge den frigørelse, vi har fået, og så at være mor,” siger hun.
Der er hidtil forsket meget lidt i repræsentationen af den moderne kvinderolle i dansk litteratur. Kamilla Jensen Husen har fokuseret på Kirsten Thorups Jonna-serie (1977-87), Christian Kampmanns Familien Gregersen-saga (1973-75), Hanne-Vibeke Holsts Therese-trilogi (1992-98) og en række romaner af altså Helle Helle i sin afhandling, der hedder ”At blive til kvinde - kvindelige udviklingsfortællinger i moderne dansk litteratur 1970-2018”.
Den største overraskelse var det bånd, hun fandt mellem de kvindelige karakterer og de børn, de var tæt på.
”Vi kender alle de her eksempler med, at små børn eller dyreunger dør, hvis de ikke har kropskontakt. I litteraturen fandt jeg et tilsvarende behov blandt de voksne karakterer for at være knyttet til et andet menneske, typisk børn, og at være noget for nogen. Det var så tydeligt, at det slog igennem som kropslige erfaringer eller reaktioner,” siger hun.
Selv hos Helle Helle – blandt de mest moderne af de udvalgte forfattere – ”poppede den op” hele tiden.
Når bindingen er så stærk, er splittelsen det tilsvarende. Det helt store problem for kvinder i moderne litteratur er som et ekko af ethvert læserbrev i avisen: Hvordan skal kvinden både være mor og bruge sine muligheder og potentialer til andre ting i samfundet og livet?
”Den splittelse er næsten uoverstigelig. For det er et nærmest fysisk behov at være noget for nogen, men det er heller ikke nok. Faktisk kun Helle Helles karakterer – for eksempel Jane - kan finde stor nok tilfredshed i at blive i hjembyen Rødby, arbejde på spritbåden og passe sin søsters barn.”
Det lyder gammeldags – at kvinder er mere lykkelige, hvis bare de overgiver sig til deres biologiske trang til at passe børn?
”Ja. Bortset fra, at også mænd føler et tilsvarende behov for at yde omsorg, og at også de er fanget i samfundsskabte strukturer, der bremser dem,” siger Kamilla Jensen Husen.
For eksempel har sønnen Rune i Christian Kampmanns ”Familien Gregersen”-saga svært ved at påtage sig den omsorgsrolle, han ønsker og trives bedst med – han latterliggøres for sit valg.
Men måske angiver andre kulturprodukter en ny og mere håbefuld retning frem for de snævre roller, der altså også i litteraturen hæmmer mænd og kvinder.
Karakteren Emil fra tv-serien Arvingerne er at andet eksempel på en mand med tilknytningen til børnene. Hans omsorgsrolle i familien frisætter søsteren Gro til at være både reservemor for deres lillesøster og forfølge sine kunstneriske ambitioner.
”Her finder man faktisk også et bud på en løsning for det moderne familieliv, nemlig en slags ’it takes a village to raise a child’-budskab’, hvor kvindens potentiale muliggøres ved, at fællesskabet hjælper med både børn og arbejde,” siger Kamilla Jensen Husen.