I en klasse for sig selv

Freja går i 2.x på Strandparkskolen i København. Det er Danmarks eneste klasse for børn med Downs syndrom

”Jeg ved da godt, at Freja aldrig bliver ingeniør. Men derfor skal man alligevel gøre det bedste for at arbejde med det potentiale, hun har. Jeg kunne sagtens forestille mig, at hun for eksempel engang fik arbejde i en vuggestue – under opsyn,” siger Frejas far, Thomas Larsen. –
”Jeg ved da godt, at Freja aldrig bliver ingeniør. Men derfor skal man alligevel gøre det bedste for at arbejde med det potentiale, hun har. Jeg kunne sagtens forestille mig, at hun for eksempel engang fik arbejde i en vuggestue – under opsyn,” siger Frejas far, Thomas Larsen. – Foto: Cæciliie Vibe Philipa Pedersen.

Klokken er 9.30, og skoleskemaet vidner om, at det er tid til danskundervisning for de ni børn i 2.x. De sætter sig til rette omkring bordene, og der går ikke længe, før det bliver Frejas tur til at komme op til læreren, hvor hun skal vælge et ord, hun vil stave til. Hun vælger et 9-tal fra lærerens elektroniske tavle, og hurtigt og fejlfrit staver hun til ni, N-I. I hver time er der to-tre lærere og en pædagogmedhjælper om de ni børn. Eleverne i klassen har alle Downs syndrom, og ifølge klasselærer Elsebeth Hjorth Jespersen er det en stor fordel, at der ikke går børn med andre former for udviklingshæmning i klassen:

LÆS OGSÅ: "Vi ville for alt i verden ikke undvære William i dag"

Det gør det nemmere at målrette undervisningen. Børn med Downs syndrom er generelt forsinket i deres indlæring i forhold til normale børn, men vi er altså nået rigtig langt med de her børn. Jeg har været her i mange år og har tidligere ført en blandet klasse hele vejen igennem skoleforløbet. Jeg har aldrig før været så imponeret over udviklingen, som jeg er med 2.x. Jeg tror, at syv ud af de ni børn i klassen lærer at læse. Det er en god statistik, siger Elsebeth Hjorth Jespersen.

Børnene har alle nemmere ved dansk end matematik, fortæller hun. De har også alle en motorisk uro i kroppen:

Derfor foregår undervisningen i den her klasse skiftevis ved tavlen og på gulvet, så de ikke bare sidder og modtager læring passivt. Og vi bruger meget tegn-til-tale. Det ville vi ikke nødvendigvis gøre, hvis det her havde været en blandet gruppe.

Freja får øje på sin far, Thomas Larsen, som hun sender et luftkys til. Han er med i skole i dag, fordi Kristeligt Dagblad er på besøg. Han fortæller, at klassen opstod på baggrund af en række forældre og fagpersoner, der så muligheden for at danne en skoleklasse kun for børn med Downs syndrom:

Freja gik i en basisgruppe i vuggestuen, som fortsatte i børnehaven. I den gruppe var der en ret stor gruppe af børn med Downs. Og her fik flere forældre sammen med andre forældre med Downs-børn og en medarbejder i Københavns Kommune den her idé. Og da vi så blev spurgt, sagde vi ja, siger han og fortsætter:

Jeg tror, de her børn med Downs får lidt mere ud af det fagligt, end hvis ikke de var samlet i en klasse kun med Downs-børn. Jeg har aldrig kunnet forstå, at man sætter børn med Downs syndrom sammen med børn med tunge autistdiagnoser. Fællesnævneren for børnene i Frejas klasse er jo, at de alle har mod på livet. Jeg ved da godt, at Freja aldrig bliver ingeniør. Men derfor skal man alligevel gøre det bedste for at arbejde med det potentiale, hun har. Jeg kunne sagtens forestille mig, at hun for eksempel engang fik arbejde i en vuggestue under opsyn. For hun har så meget omsorg og empati.

Som Kristeligt Dagblad har beskrevet i en række artikler de seneste to uger, fødes der færre og færre børn med Downs syndrom. Sidste år blev der kun født 23 børn, og nye fosterdiagnostiske tilbud til gravide tyder på, at der i fremtiden vil blive født endnu færre.

Det bliver en fattigere verden. Og det bliver sværere at være forældre til børn med Downs. For de tilbud og muligheder, der er i dag, vil smuldre mellem hænderne på en i takt med, at der kommer færre børn. Det vil for eksempel blive endnu sværere at lave en klasse som 2.x, lyder det fra Thomas Larsen.

Thomas og hans kone, Cecilie, der bor i Vanløse med deres tre børn, vidste ikke, at Freja havde Downs syndrom, da hun blev født på trods af at de som de fleste andre forældrepar havde været gennem fosterdiagnostiske undersøgelser.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der ville være sket, hvis vi havde vidst det. Det kunne have gået helt galt.

Strandparkskolen, der ligger i Sydhavnen i København, har 78 elever og 50 pædagogiske medarbejdere, hvoraf 32 er lærere. Der er syv klasser med almindeligt udviklingshæmmede børn, herunder børn med Downs syndrom, to klasser med kørestolsbrugere og to klasser med forskellige autismediagnoser.

Ifølge skoleleder Niels Kornerup-Koch er det ikke et mål i sig selv at have en ren klasse kun med børn, der har Downs syndrom:

Så vidt jeg ved, er det første gang, det er lykkedes i Danmark at have en klasse kun med Downs-børn. Vi har den klasse, fordi forældregruppen meldte sig, og fordi vi det år tilfældigvis skulle have 9-10 nye børn. Jeg tror ikke, at de børn får et mere udbytterigt skoleforløb end de andre Downs-børn på skolen. Men jeg vil meget gerne have engagerede forældre som forældrene i denne klasse, for det giver et frugtbart samarbejde med skolen. Det er den store fordel ved klassen, siger han og tilføjer:

Jeg har fået mange henvendelser fra andre forældre med Downs-børn, der gerne vil have deres barn ind i klassen. Men det har kun kunnet lade sig gøre at tage et ekstra barn ind. Ellers er de alle startet på samme tid for tre år siden.

Ikke alle børn med Downs syndrom går i en specialskole som Strandparkskolen. Nogen går i specialklasser i skoler med almindelige børn. Thomas Larsen er ikke bekymret for, at Freja ikke har almindelige børn at spejle sig i, nu hvor de har valgt, at hun skal gå på en specialskole. For efter skolen fortsætter hun sin dag i en almindelig SFO med en basisgruppe af børn med specialbehov som Freja. Og derudover har hun sine to søskende, Magnus på 12 år og Kasper på 5 år. Frejas forældre håber, at der bliver knyttet så tætte relationer i klassen, at det rækker længere ud i fremtiden:

Mit håb er, at de får så stærkt et netværk, at de kan følges ad videre ud i livet efter skolen måske ender de i samme bofællesskab. Hvis Freja var det eneste barn med Downs i en klasse, kunne jeg da godt være bekymret for, om netværket ville kunne blive så stærkt, som det allerede er nu i 2.x, siger han og får et stort kram af Freja, der netop er blevet færdig med sin dansktime.