I en våd fremtid er svømmeren den nye helt

Filosoffer og forfattere har gennem menneskehedens historie været fascineret af vores forhold til vandet. I en fremtid, hvor klimaforandringerne ikke mindst får betydning for vores evne til at håndtere de store have, bliver samspillet mellem menneske og vand kun endnu vigtigere

Til alle tider har mennesket været fascineret af havet, og med teknologier som iltflaske og dykkerudstyr er vi kommet stadig længere ned og stadig mere rundt i våde element, der dækker 70 procent af klodens overflade. Her ses dykkere nær Galapagos-øerne. – Foto: Jorge Silva/Ritzau Scanpix.
Til alle tider har mennesket været fascineret af havet, og med teknologier som iltflaske og dykkerudstyr er vi kommet stadig længere ned og stadig mere rundt i våde element, der dækker 70 procent af klodens overflade. Her ses dykkere nær Galapagos-øerne. – Foto: Jorge Silva/Ritzau Scanpix.

Der synes næsten at være en religiøs betydning i det faktum, at både vores planet og vores menneskekrop består af næsten 70 procent saltvand.

Vi har som havet vores ebbe og flod, der er styret af Månen. Vi drages af havet, bosætter os langs dets kyster, og føler os intuitivt forbundne med det store ocean. Det er, som om vi dybt inde i vores genetiske koder stadig fornemmer, at vi i tidernes morgen stammer derfra.

I takt med, at konsekvenserne af menneskeskabte klimaforandringer bliver tydeligere for os de næste årtier, vil planeten gradvis ændre farve. FN’s klimapanel forudsiger globale temperaturstigninger på over tre grader. Det vil medføre omfattende havvandstigninger, og flodbølger vil ramme vores kyster med en tiltagende frekvens og voldsomhed. De pastorale drømme om en grøn økologi – om haver og (natur)parker som modeller for et harmonisk forhold mellem menneske og natur – må suppleres med en blå økologi. Snarere end drømmen har den desværre mareridtet som udtryksform, men det er vores virkelighed. Havens harmoni vil blive afløst af havets uforudsigelige voldsomhed.

Jeg har altid set på svømmere og vinterbadere med lige dele fascination og misundelse. Jeg bor tæt ved Amager Strand og badeanstalten Helgoland. Min hustru er vinterbader. Mine to døtre elsker vand og er gode svømmere. Den ene af dem mistænker jeg ligefrem for at have været havfrue i et tidligere liv. Jeg selv derimod synes at være udstyret med en krop, der er programmeret til at føle en decideret smerte ved kontakt med vand, der er under 24 grader. Her i vinterbadesæsonen kan jeg ikke lade være med at tænke på vinterbaderne som nogle, der er bedre udrustet end de fleste til at bebo en fremtidig blå planet. Svømmeren er vor tids helt. Det er en planet, hvor mennesket må acceptere, at dets verdensomkalfatrende potens er forvandlet til impotens. Vi har igangsat processer, der er tæt på at passere de såkaldte ”tipping points”, hvorefter disse processer vil være ude af vores kontrol.

Vinterbaderen og svømmeren oplever i vandets kontakt med huden en genuin fysisk følelse. Saltvandets omslutning af kroppen afstedkommer det, man kalder en immersion. Man bliver opslugt, absorberet, omsluttet – her, nedsænket i et element. Det opleves som ekstatisk og voldeligt på én og samme tid. Her er mennesket ikke i kontrol, det indtager ikke en transcendent position som iagttager. I stedet oplever det på én og samme tid desorientering (fortabelse) og opdrift (håndsrækning). Midt i skrøbeligheden oparbejdes der også modstandskraft. Følelsen er akut, fysisk, en slags dyrisk empati i kontakten med et element.

Den tyske politolog Carl Schmitt stillede en gang spørgsmålet, om mennesket var et landvæsen eller et havvæsen. Han svarede med et både-og. Den græske geograf Strabo mente ligefrem, at mennesket er et amfibisk væsen, der ikke hører mere til på landjorden end på havet. Alligevel må vi erkende, at vores evolutionære udvikling betyder, at vi i vores nuværende form ikke kan leve i vand. Mange mennesker elsker at være i vand, men de kan ikke bebo det. Gennem vores dna og planetens blå historie føler vi en intimitet med havet, men samtidig er vi adskilt fra det. Havet udgør både betingelsen og grænsen for vores eksistens.

Svømmeren er en allegori over vores forhold til naturen, især nu hvor den antager en mere blå end grøn farve. Svømmeren er mennesket som fisk – og kunstner. Som klimaet og miljøet i det antropocæne – hvor det er mennesket, der påvirker kloden – bliver mere dynamisk, uroligt og uforudsigeligt, kan svømmerens momentane orden midt i de konstante trusler om orkaner og oversvømmelser opfattes som en kortvarig, men ikke desto mindre reel modstandsdygtighed. At lære at svømme er et vitalt projekt i havvandsstigningernes og flodbølgernes æra. Svømning er både meditation og væren-i-verden, ekstase og rytme, en amfibisk væren både over og under vandoverfladen, i synkron samhørighed med elementet.

Den franske filosof, matematiker og sømand Michel Serres påpegede engang, at Achilleus’ kamp med flodens vandmasser i Homers Iliaden var en allegori over menneskets vold mod naturen. Achilleus indtager en central position i den vestlige opfattelse af heroisme. Men gennem hans opgør med flodguden Skamandros repræsenterer Achilleus en grundlæggende miljømæssig fjendtlighed, der kondenserer den menneskelige ødelæggelse af det ikke-menneskelige miljø og derigennem peger frem mod nutidens klimaforandringer.

I Homers andet epos, Odysseen, har helten et helt andet forhold til vand og havet. Ikke uvæsentligt benævnes Odysseus med det græske ord polýtropos, det komplicerede menneske. Odysseus er mangesidig, fleksibel, snu. Han møder ikke vandet med raseri som Achilleus, men med tårer og en sørgmodig længsel efter det fremmede element. Middelhavet engagerer Odysseus på en måde, som floden aldrig gør det med Achilleus. Odysseus er sømand, ikke kriger. Han vælger – med gudernes hjælp – at svømme i vandet, ikke at piske det som den rasende Achilleus. Han svarer naturen med sit håndværk. Han bygger skib, han svømmer. Både skib og svømning er kollaborative svar på naturens spørgsmål og fordringer.

Der findes altså to slags heroisme hos Homer. På den ene side den guddomslignende kriger, Achilleus, der vredt kæmper i floden mod Skamandros og peger frem mod menneskets destruktion af naturen, den menneskelige virkelysts ødelæggelse af miljøet. På den anden side det snu menneske, Odysseus, der indgår et partnerskab med omgivelsernes kræfter, naturlige og guddommelige, og som er kendetegnet ved en særegen maritim balancekunst: taktisk skarpsindighed, mangesidige færdigheder, enorm udholdenhed.

Den indflydelsesrige canadiske litterat Northrop Frye mente, at vi som læsere enten er til Iliaden eller Odysseen. Frye selv beundrede begge epos, men foretrak sidstnævnte, fordi det repræsenterede nydelse fremfor seriøsitet. Med sit fokus på krigsførelse og med vreden og volden som drivkraft har Iliaden og Achilleus sine berømte efterkommere i skikkelse af for eksempel Sofokles’ Ødipus, Shakespeares Hamlet og Melvilles Ahab. Som læsere fascineres vi af deres guddommelige storhed, men de forurener også de menneskelige og ikke-menneskelige miljøer, de bebor. Odysseen er dog mere end bare nydelse. Den er også en hyldest til den praktiske fornuft, til eventyret, og gennem skildringen af Odysseus’ vandduelighed og svømmeevner skaber Homer en model for mødet mellem oceanisk storhed og menneskelig skrøbelighed, der senere går igen hos Melvilles Ishmael, Conrads Lord Jim og Ballards Robert Kerans.

Med sine film, bøger og foredrag om menneskets påvirkning af havet var franskmanden Jacques Cousteau for alvor med til at skabe en større bevidsthed, også politisk, om betydningen af havbeskyttelse. Jacques Cousteau døde i 1997 som 87-årig, men hans arbejde er videreført af familien, deriblandt barnebarnet Fabien Cousteau, der her i 1971 som femårig ses på skuldrene af sin farfar. – Foto: Anne-Marie Cousteau/Reuters/Ritzau Scanpix.
Med sine film, bøger og foredrag om menneskets påvirkning af havet var franskmanden Jacques Cousteau for alvor med til at skabe en større bevidsthed, også politisk, om betydningen af havbeskyttelse. Jacques Cousteau døde i 1997 som 87-årig, men hans arbejde er videreført af familien, deriblandt barnebarnet Fabien Cousteau, der her i 1971 som femårig ses på skuldrene af sin farfar. – Foto: Anne-Marie Cousteau/Reuters/Ritzau Scanpix.

Så hvem er vi? Er vi krigere eller svømmere? Hvordan (over)lever vi i havvandsstigningernes epoke? I slutningen af 1700-tallet fik videnskaben øjnene op for havets terapeutiske funktion. Det kolde saltvand leverede medicinsk chokbehandling. Tidligere endnu var svømning forbundet med en decideret overlevelsespraksis og en militær færdighed. Da undervandsfotografiet blev opfundet i 1899 af Louis Boutan og iltflasken i 1943 af Émile Gagnan og Jacques Cousteau, var vejen banet for den rekreationelle bølge, der efter Anden Verdenskrig tog til med surfing og strandturisme. I dag synes disse forskellige opfattelser at mødes i en øget blå økologisk bevidsthed om havets rolle som præmis og grænse for menneskelig eksistens. Som Steve Mentz, en af pionererne bag den såkaldte ”blå humaniora”, skriver:

”Det føles godt at nedsænke ens krop i den største ting på planetens overflade. Det lærer en krop, hvordan man skal leve i denne våde verden”.

For mit eget vedkommende håber jeg, at jeg i 2021 kan lære at værdsætte den følelse.

Søren Frank er professor i litteraturvidenskab ved Syddansk Universitet, hvor han blandt andet beskæftiger sig med romanens historie. Har desuden skrevet om sport i flere sammenhænge, blandt andet i bogen ”Giganternes skuldre. En fortælling om Manchester United”.