I et hus i Vestjylland ligger internettet

Internettet er ikke kun et luftigt begreb. Det er blandt andet også et godt 15.000 kilometer langt søkabel, der forbinder USA med Europa. Og en kabelstation i vestjyske Nørre Nebel, hvor datastrømmen går i land. Og faktisk har Danmark siden 1850’erne spillet en vigtig rolle for den globale kommunikation

Inde i huset syder og summer det af elektrisk aktivitet. Her er udviklingschef René Skjoldmose (stående, i midten) på besøg og får demonstreret den seneste opgradering af Teddy Ballegaard (th) og Per Abrahamsen (siddende), der holder dagligt opsyn med kabelforbindelsen. –
Inde i huset syder og summer det af elektrisk aktivitet. Her er udviklingschef René Skjoldmose (stående, i midten) på besøg og får demonstreret den seneste opgradering af Teddy Ballegaard (th) og Per Abrahamsen (siddende), der holder dagligt opsyn med kabelforbindelsen. – Foto: Astrid Dalum/Polfoto

Hos Hardys Bageri i Nørre Nebel er der hver torsdag tilbud på butikkens Blåbjerg-krans. Opkaldt efter området, der ligger helt ude ved Vesterhavet mellem Henne Strand og Nymindegab, ikke så langt fra den vestjyske by Nørre Nebel. Man skulle næsten tro, at bageren var klar over Blåbjergs særlige betydning. For Blåbjerg er ikke kun et sted, de lokale kender til. Og heller ikke kun et yndet udflugtsmål for raske vandrere eller folk på mountainbikes, der prøver kræfter med landets højest beliggende klit, 64 meter over havet. Stedet er nemlig afgørende for vores adgang til blandt andet Google og Facebook og derfor afmærket på en række internationale kort som et af syv ganske særlige steder i verden, såkaldte ”landingpoints”, hvor det transatlantiske telefonkabel TAT-14 går i land. TAT står for ”Trans Atlantic Transmission” og er et søkabel på knap 15.000 kilometer, der blandt andet forbinder den amerikanske østkyst med den jyske vestkyst og på den måde gør internetforbindelse mellem USA og Europa mulig.

Det ved de nu ikke noget om hos Hardys Bageri. Hverken kunderne eller de ansatte har hørt om TAT-14 før. De ved heller ikke, at forbindelsen mellem USA og Europa havner i et hus på en vej bagved bageriet. Hvor søkablet fra Blåbjerg via et landkabel havner i et muret rødstenshus i Nørre Nebels industrikvarter.

”Jeg har selvfølgelig set huset på Industrivej, men jeg aner ikke, hvad der foregår derinde. Det minder mest af alt om en fæstning udefra med alt det ståltrådshegn, der er omkring hele grunden,” siger en af kunderne og betaler for morgenbrødet.

Udenfor på Industrivej er der ganske rigtigt trådhegn hele vejen rundt om det røde murstenshus, der er bygget i forbindelse med, at det transatlantiske kabel TAT-14 blev taget i brug i 2001.

På en låge i hegnet sidder en ringeklokke og et skilt med et telefonnummer for kontakt, og efter et kort tryk kommer et par mænd ud af huset for at tage imod. De er ansat af Telia, som er det danske teleselskab, der står for driften af kabelstationen i Nørre Nebel, og som er med i det internationale konsortium, der ejer søkablet.

TAT-14 har udover USA og Danmark også kabelstationer i Tyskland, Holland, Frankrig og England. Og her i huset i Nørre Nebel holder tre mand dagligt øje med, om alt kører, som det skal med det vigtige søkabel, der transporterer data mellem kontinenterne. Vel at mærke: Gigantiske mængder af data.

”Der er altid en på vagt, alle dage om året. Så vores sommerferier er planlagt tre år ad gangen,” fortæller Teddy Ballegaard, der sammen med Per Abrahamsen har vagten i dag.

Deres engelske jobtitel er ”senior transmission engineer”, og inde i huset er deres opgave at kontrollere, vedligeholde og løbende måle kvaliteten af den dataforbindelse, der gør din og min adgang til amerikanske servere mulig – og tilsvarende sikrer amerikanske borgeres adgang til europæiske, russiske og asiatiske servere. Kabelstationen i Nørre Nebel sælger nemlig også adgang til søkablet TAT-14 og dermed til den konstante telenetforbindelse, der løber mellem kontinenterne. Og kunderne er især andre store teleselskaber. Ikke kun i Danmark, men også i andre lande, der er interesserede i en sikker og omfattende teleforbindelse til og fra USA.

Overvågningen foregår blandt andet via computerskærme, der konstant viser et kort over søkablets vej gennem havet og de syv kabelstationer, der tilsammen udgør en slags cirkel. For kablet går både til Europa, men også tilbage til USA igen. På skærmen er det især en række grønne lysende prikker fra 147 forstærkere på kablet, der skal holdes øje med.

”Der kan jo ske det, at kablet pludselig bliver revet over et sted. For eksempel på grund af storfiskeri med trawl, eller hvis et skib kaster anker ovenpå kablet – hvilket i øvrigt ikke er tilladt. Så ryger netforbindelsen, og så er det vores opgave at lokalisere bruddet og så få sendt et kabelskib ud for at reparere det,” forklarer Per Abrahamsen.

Huset i Nørre Nebel blev for nogle år siden nævnt i en række danske medier i forbindelse med de afsløringer, som whistlebloweren Edward Snowden lækkede tilbage i 2013 omhandlende den amerikanske efterretningstjeneste NSA og dens hemmelige masseovervågning af både politikere, stater og borgere i hele verden. En overvågning, der er mulig via vores færden og kommunikation på internettet. Tidligere havde organisationen WikiLeaks også peget på netop Nørre Nebel som en del af USA’s vigtige nøgleinfrastruktur, og det fik flere medier til at beskrive den danske kabelstation som et potentielt terrormål.

Det ryster de lidt på hovedet af i det vestjyske hus.

”Det var vist en journalist, der fik lavet den kobling. Jeg har virkelig svært ved at forestille mig, at netop Nørre Nebel skulle være særligt interessant for terrorister eller for efterretningstjenester. Det er klart, at vi lige her sidder på en enorm mængde informationer, der gør kablet både interessant og til en afgørende faktor i verdenskommunikationen, men det vil altså ikke lamme internettrafikken i Danmark eller Europa, hvis Nørre Nebel så at sige tages ud af nettet. Generelt er internettet nemlig redundant opbygget. Det vil sige, at hvis et kabel graves over, så føres trafikken blot en anden vej. Og derudover er TAT-14 jo blot et ud af rigtig mange telekabler i verden,” siger udviklingschef i Telia, René Skjoldmose, der også er kommet på besøg i det vestjyske.

Han forklarer det omgivende sikkerhedshegn med den store højspænding, der findes i og omkring huset. Ikke et sted for uvedkommende besøg. Faktisk er det ikke nyt , at Danmark spiller en afgørende rolle i den internationale kommunikation. Sådan har det været i de sidste godt 150 år. Da landet er delt af hav og fjorde, kom der nemlig allerede i 1800-tallet et ønske om at kunne sende beskeder og informationer hurtigt over vand. Mest af hensyn til handel og administration – på samme måde som telegrafkablerne sikrede hurtig kommunikation på land.

Derfor så Danmark med stor interesse, at forskere i USA og England fandt ud af at isolere telegrafkablets kobbertråd med et gummimateriale, så saltvand ikke længere ville forstyrre det elektroniske signal.

Allerede i 1854 fik danskerne så de første telegraflinjer under Storebælt, og dermed var Helsingør via København og Fredericia forbundet med Hamborg.

I 1855 fulgte kabler over Øresund, og i 1860 etablerede man den første direkte kabelforbindelse mellem Danmark og England.

”Og med Det Store Nordiske Telegrafselskab fik Danmark i 1869 ejerskab til den transsibiriske telegrafforbindelse og blev på den måde et knudepunkt for al kommunikation mellem øst og vest. Det betød blandt andet, at Danmark under Første Verdenskrig strategisk var uhyre vigtig. For næsten al telegrafbaseret kommunikation mellem Rusland på den side og Frankrig og England på den anden side gik igennem Danmark og Skandinavien, og det gjorde dengang landet interessant i forhold til spionage og hemmelig overvågning,” fortæller Andreas Marklund, der er historiker og forsker ved ENIGMA, Museum for post, tele og kommunikation.

Som historiker fremhæver Andreas Marklund netop det dobbelte aspekt med hensyn til ønsket om at kunne kommunikere hurtigt og frit mellem landsdele, lande og kontinenter. For ønsket var samtidig koblet med statens frygt for, at det ikke kun var fredelig kommunikation, der blev delt.

”Da søkablet mellem England og USA var en realitet i 1858, udtalte både Dronning Victoria og den amerikanske præsident Buchanan deres håb om, at kablet måtte føre til fred og evigt venskab. Nu hvor man lettere kunne komme i kontakt med hinanden. Også herhjemme var der eufori omkring de nye muligheder. Telegrafdirektør Peter Faber inviterede som en af de første H.C. Andersen ind for at afprøve Danmarks nye telegrafforbindelse, og Andersen skrev bagefter, at det var som om, at man anede ’tilstedeværelsen af en mægtig ånd’. At vi nu var ’ét folk og én ånd’, for nu kunne vi alle tale sammen,” fortæller Andreas Marklund og pointerer, at i de første mange år var den oversøiske kommunikation dog forbeholdt de få, for det var meget dyrt at telegrafere.

Det var først med den kabelbaserede telefoni, der for alvor begyndte at være tale om en mere folkelig mulighed.

”Det sker blandt andet med TAT-1 fra 1956, der er en undersøisk telefonledning mellem Canada og England. Men samtidig med at flere får adgang til at kommunikere, og det demokratiske element dermed vokser – og fredshåbet, troen på ’en fælles ånd’ på den måde gøres globalt – ja, så bliver det også sværere for staterne at kontrollere kommunikationen. For eksempel var USA i 1950’erne bekymret for spredning af kommunisme og fik derfor mange telefoner aflyttet, og i dag taler man jo om, at folk kan blive selvradikaliserede via nettet. Det er bare blevet sværere at opdage,” forklarer Andreas Marklund.

Et eksempel illustrerer meget godt, hvordan den moderne verdenskommunikation hele tiden udvikler sig og gør datastrømmen både mere omfattende og hurtig. Det første transatlantiske telekabel (TAT-1 fra 1956) sikrede en datastrøm svarende til 35 kanaler til telefoner og 1 til print på samme tid.

I 1980’erne gik man over til lysledersøkabler, så i dag giver TAT-14 mulighed for lige så mange data, som hvis man så 7,5 millioner tv-kanaler samtidig. Og det tager kun 90 millisekunder for data at komme fra USA til Danmark – og tilbage igen.

TAT-14 er også løbende blevet udviklet og har i dag meget større kapacitet end ved etableringen for 15 år siden.

”Det viser jo bare, at behovet hele tiden udvider sig sammen med mulighederne. Og i en tid, hvor vi taler om, at vi ikke længere kan overleve og vækste på fysiske produkter men på viden, så kommer de her netforbindelser blot til at være endnu mere efterspurgte,” spår Telias udviklingschef, René Skjoldmose.

Og noget tyder på, at huset i Nørre Nebel også i den forbindelse kan være en rigtig god forretning. Ikke kun for Telia eller for elværket i byen, der sikrer strøm til kabler, computere og køleranlæg i bygningen, men for Danmark i det hele taget.

I forbindelse med Apples beslutning om at slå sig ned i Foulum ved Viborg har den dansk-amerikanske kabelforbindelse været nævnt som en vigtig årsag. Og det danske landingpoint er også afgørende i den attraktive infrastruktur, som Facebook har fået øje på som en del af forklaringen på, at verdens mest besøgte hjemmeside på world wide web overvejer at etablere et kæmpe datacenter i Odense.

”Det er det, der gør det så spændende at arbejde her i huset. For vi har jo at gøre med det ypperste af teknologien hver eneste dag,” siger en glad Per Abrahamsen, da han følger med ud af huset for at sige farvel og sikre, at lågen atter er lukket.