Muhammed-krisen. Eurokrisen. Flygtninge-krisen. Brexit. Covid-19. I kølvandet på den 11. september 2001, da USA stod på tærsklen til den anden invasion af Irak i 2003, satte den amerikanske politolog Robert Kagan tingene på spidsen ved at karakterisere Europa som Venus og USA som Mars. EU’s ubeslutsomhed under Balkankrigen i 1990’erne spøgte stadig. I disse år er der ingen tvivl om, at det gamle kontinent vånder sig. Det slår sprækker og gnister.
Det slår også gnister rundt omkring på historiske fodboldarenaer i 11 europæiske byer i disse uger. Men her er gnisterne organiseret under nogle sportslige rammer, der blandt andet har til formål at hylde et særligt europæisk fællesskab, en paneuropæisk vision.
EM 2020 blev ganske vist sat på skinner længe før, verden blev ramt af corona-pandemien. Men idéen om at afholde EM 2020 i 11 forskellige europæiske lande for at fejre europamesterskabernes 60-årsjubilæum får kun ekstra betydning nu, hvor pandemien er på tilbagetog, og de europæiske lande genåbner deres samfund i forskellige tempi og under forskellige former.
Det ligner unægteligt en bestræbelse på samling og omfavnelse af forskelligheder.
København og dens Pride Parade for seksuelle minoriteter står side om side med Budapest og Ungarns præsident Orban, der er kritiseret for sin politiske kurs mod selvsamme minoriteter.
Zar Putins Skt. Petersborg er indlemmet, godt nok som følge af et corona-betinget ”afbud” fra Dublin, og indtager pladsen ved siden af moderate Merkels München. Det er tid til heling. På banen skal de forskellige nationers fodboldhelte udkæmpe drabelige slag om æren og retten til at kunne kalde sig Europas bedste indtil 2024, men udenfor banen er det ambitionen at mobilisere fodboldsportens universelle appel. Én sport, ét Europa.
EM 2021 afvikles også oven på skærmydslerne om det elitære Super League-koncept, som fik tusindvis af fans på barrikaderne for at protestere mod planerne om en eksklusiv turnering, hvor nogle klubber var selvskrevne medlemmer.
Turneringen talte godt nok klubber fra tre af de store europæiske lande og fodboldligaer, Spanien, Italien og England, men tværeuropæisk kunne man næppe kalde den. En del af klubejerne er ikke europæiske, og Super League var en eksklusiv klub, udelukkende motiveret af penge og tilmed baseret på helt andre principper end dem, vi på vores breddegrader er vant til at forbinde med sport: de meritokratiske, hvor det er resultaterne, der afgør, om man deltager eller ej.
Efter Super League-kontroverserne er EM 2021 nu skudt i gang. I kvalifikationen til mesterskaberne er alle nationer i Europa inviteret med fra begyndelsen – 55 lande for at være mere præcis – om end det kun er 24 lande, der har gjort sig fortjent til en plads ved højbordet.
24 nationer er stadig mange. Vi kan derfor med god ret hævde, at selve mesterskabet er et eksempel på det, den tjekkisk-franske forfatter Milan Kundera har betegnet som Europas styrke, ja selve kontinentets fascinationskraft: ”Maksimal diversitet på minimal plads.”
Til forskel fra den profitdrevne vision bag Super League, handler Europamesterskaberne om national styrke og snuhed. Her er det ikke den rigeste klub, der vinder, men den nation med de dygtigste spillere. Som hold er du ikke betinget af klubøkonomi, men af dit og dine medspilleres fødested. Der er en skønhed over dette udgangspunkt. Selvfølgelig kan mindre bemidlede underdogs besejre de rige megaklubber, men der hersker en større grad af purisme og uskyldighed over de store turneringer, hvor landshold konkurrerer mod hinanden.
På vores kontinent udviklede to europæiske spor sig næsten parallelt. I 1955 havde klubbernes Europa Cup premiere, og bare fem år senere afholdtes landsholdenes første europamesterskab. Real Madrid vandt førstnævnte, Sovjetunionen sidstnævnte. Finalen på Parc des Princes i Paris vidnede i øvrigt om Østblokkens dominans. De tabende finalister var Jugoslavien. Fire år senere havde den sovjetiske bjørn chancen for at konsolidere sig som Europas bedste, men Sovjetunionen tabte finalen til Spanien, der havde fordel af hjemmebane i Madrid på Estadio Santiago Bernabéu.
Siden 1960 har mesterskaberne bidraget til den rytme, der kendetegner fodboldsporten og andre sportsgrene, og som er med til at strukturere milliarder af menneskers hverdag og ferieplaner. EM hvert fjerde år. Det var således ved det niende EM, at John ”Faxe” Jensen ”ramte den lige i røven” og lagde fundamentet for Danmarks sensationelle triumf i 1992 på Ullevi i Gøteborg. I år er undtagelsen. Det er første gang i mesterskabernes historie, at der er rod i frekvensen. En global pandemi kom i vejen. Men nu spilles der fodbold. Spliden fortsætter måske nok på banen, men det er også tid til at hylde diversiteten og den paneuropæiske vision. Og de mange reaktioner fra ind- og udland på Christian Eriksens kritiske kollaps under Danmarks første kamp har kun bevist, at fodbold faktisk kan forene folk på tværs af nationale skel.
Søren Frank er professor i litteraturvidenskab ved Syddansk Universitet. Forsker i havets litteratur- og kulturhistorie. Har desuden skrevet om fodbold og sport i flere sammenhænge.