Det er søndag, men skolen i Ferentari holder åbent. Her driver Valeriu Nicolae et hjælpeprogram for områdets fattige og forældreløse børn, der læser gyser-bøger og løser regnestykker på computere i klasseværelserne.
Ferentari er en ghetto, ligesom alle andre ghettoer i verden, fortæller Valeriu Nicolae. Kendetegnet ved, at magthaverne i Rumænien hverken forstår eller kerer sig om de børn, der vokser op i slummen. At systemet er korrupt, og at borgmesteren svindlede med de millioner af euro, der var afsat til at renovere Ferentaris faldefærdige boligblokke.
Løsningen? Valeriu Nicolae sukker opgivende. Hjælpeprogrammer som det her. Men det er skrøbeligt, for hvis han gik ud ad døren i dette øjeblik, ville der kun være forældreløse børn og ikke noget hjælpeprogram tilbage.
Ferentari er det område i Bukarest med størst arbejdsløshed, de værste boligforhold og den højeste andel af børn, der ikke går i skole. 24-årige Geanina er opvokset i Ferentari. Hendes boligblok er renoveret, og den treværelseslejlighed, hun og hendes forældre bor i bag familiens butik, er ren luksus sammenlignet med andre boliger i området.
Der er tremmer for Geaninas vinduer, som har til formål at holde narkomanerne i baggården ude. Bag Geaninas lejlighed ligger gaden Livezilor. Livelizor betyder ”frugtplantage” på rumænsk og er kendt som byens mest barske og fattige slum. Det eneste, der blomstrer i frugtplantagen, er cement, beton, skrald og kanyler, der bliver solgt, skudt ind i årer på gaden og sat bag ører som blyanter.
I frugtplantagen er folks øjne slørede af stoffer, fem mennesker deler et værelse uden varme og elektricitet, og solen får en ram lugt til at slå sammen mellem boligblokkene. De børn, der for en time siden sad i Valeriu Nicolaes klasseværelse, slentrer ned ad gaden mellem narkomaner og skrald.
”De fleste børn, der bliver født her, dør her. De vokser op og bliver så vant til livet i Ferentari, at de aldrig forlader det eller tænker på at forlade det,” fortæller Geanina.
Hun standser for at snakke med Grigore, en 45-årig kvinde, der bor på gaden Livezilor. Hun lever af at sælge kanyler og metadon til narkomanerne på gaden, fortæller hun, mens hun hælder kanyler ud i sine hænder fra en plasticpose, der også huser et krøllet fotografi af hendes to børn. I Ferentari er kanyler en møntfod, og Grigore kan sælge en kanyle for en lei, der svarer til lidt over halvanden dansk krone.
”Jeg har ingen penge. Der er ingen her, der har penge. Men man må bare tage én dag ad gangen. Man vænner sig til livet her,” siger Grigore.
Vi sidder på gaden foran Geaninas blok. Geanina holder en cigaret mellem sine spinkle fingre. Hun er journalist, uddannet på universitetet og dermed på alle mulige måder usædvanlig i et område, hvor næsten ingen har formelt arbejde eller uddannelse, hvor mange har været i fængsel, og endnu flere er narkomaner. På spørgsmålet om, hvorvidt andre i området har fået en uddannelse, tænker hun i et stykke tid.
”Én pige,” siger hun endelig.
”Men hun sidder i fængsel nu. De fleste romabørn i det her område, der begynder på en uddannelse, kommer aldrig til at færdiggøre den.”
Geanina voksede op med fem andre piger i kvarteret. De spiste sammen, sov sammen, legede sammen på gaderne og tilbragte al deres tid sammen. I dag er hendes barndomsvenner prostituerede, narkomaner eller i fængsel.
”Mine forældre hjalp mig til at få en uddannelse, mens deres forældre sendte dem ud på gaden for at sælge stoffer,” fortæller hun og forklarer, at hun stoppede med at se veninderne, da de blev ”gift”.
Romagiftermål er uofficielle, men de betyder ikke desto mindre, at mange unge kvinder i området bliver mødre i en alder af 14 til 16 år, og mange børn vokser op uden forældre, der kan forsørge dem. 16-årige Flori er Geaninas veninde og en af Ferentaris unge mødre. Hun har et buttet, blødt ansigt, som om hun endnu ikke selv er helt færdig med barndommen. Hun bor med sine forældre og sin fem måneder gamle søn Mihai i en blok længere nede ad gaden.
Flori ved godt, at hun er ung af en mor at være, men sådan er det somme tider i Ferentari, siger hun. Alt ændrede sig, da hun blev mor. Også Flori selv. Hun er moden nu, fortæller hun. Det sværeste ved moderskabet var ubetinget fødslen og efterfølgende at lære at tage sig af sin søn. Det bedste er at vågne om morgenen ved, at Mihai ligger helt tæt på hendes ansigt og griner.
Mihais far hedder Dan og er 17 år. Flori har været sammen med Dan i fem år og mødte ham til en fest i Zabrauti, et område om muligt mere fattigt end Ferentari. På spørgsmålet om, hvad der tiltrak hende ved ham, trækker hun på skuldrene, og et smil splitter hendes bløde ansigt.
”Alting,” svarer hun.
Dan og Flori er endnu for unge til at flytte sammen uden at påkalde sig de sociale myndigheders opmærksomhed, og Flori har brug for sine forældres hjælp til at opfostre Mihai, hvis hun skal færdiggøre sin uddannelse som frisør. Hendes søn skal også gå i skole, fastslår hun. Hun er bange for hans fremtid i Ferentari og vil sikre sig, at han ikke følger en kriminel løbebane.
Selvom kriminelle, stoffer og fattigdom har gjort kvarteret berygtet som et af Bukarests farligste, føler hverken Flori eller Geanina sig utrygge. Måske vil Geanina en dag ønske at forlade Ferentari og få en familie i et trygt kvarter uden kriminalitet og fattigdom, siger hun. Men for nu er Ferentari hendes hjem, hendes ”Mahala”, et roma-kvarter, hvor høj romamusik hver dag spiller i gaderne, og alle kender alle.
”Her i kvarteret spiller folk efter deres egne regler. Hvis de vil udbygge deres lejlighed for at få et ekstra værelse uden tilladelse fra kommunen, så bygger de. Hvis de vil holde bryllup i gaden, sætter de et telt op og sætter romamusik på,” siger hun.