Det hører til de kendsgerninger, som danskere i almindelighed og turistorganisationer i særdeleshed besmykker sig selv og fædrelandet med i udlandet. Som dem med, at vi er så lykkelige og meget lidt korrumperede i Danmark.
For vi er også meget lige i Danmark. Måske mere end de fleste andre steder. Vi er landet, hvor både socialister og liberale i skåltaler citerer en for længst afdød præst og digter for, at vi er landet, hvor få har for meget og færre for lidt.
Alligevel taler vi inden for landets grænser om den hele tiden: uligheden. Oppositionen kalder med jævne mellemrum regeringen i samråd om emnet, og Hernings liberale borgmester bruger det ellers venstresnoede udtryk ”omvendt Robin Hood” om regeringens udspil til en ny boligskat, der gavner mere i Hørsholm end på Heden.
Forskellen mellem rig og fattig er en ældgammel motor i den politiske kamp. Nu er forskellene i Danmark blevet opgjort over rigtig lang tid. 140 år, mere præcist.
I et omfattende studie har en dansk og britisk forsker kortlagt økonomisk ulighed i Danmark fra industrialiseringens begyndelse og frem til i dag og sammenlignet udviklingen med de nordiske lande, USA og Frankrig. De er dykket ned i de årlige skatte- og indtægtsstatikker og har haft den store lommeregner fremme for at nå frem til konklusionen: Ja, uligheden er steget de seneste år. Men mindre end i andre vestlige lande, og vi har været meget mere ulige i Danmark, end vi er i dag.
Økonomerne Jakob Egholt Søgaard, der er ph.d. fra Københavns Universitet, og nu afdøde Anthony Atkinson, færdiggjorde arbejdet i 2014, og sidste år blev artiklen ”The long run history of income inequality in Denmark” så publiceret i økonomitidsskriftet Scandinavian Journal of Economics.
Lad os på tage på en rejse i tid, klasser og økonomi.
Fra Industrialiseringen til Første Verdenskrig: I 1872 skrev H.C. Andersen et af sine mindre kendte eventyr. ”Krøblingen” hedder det, og som i eventyrforfatterens andre fortællinger spiller forholdet mellem adelen og almuen en stor rolle. I ”Krøblingen” møder vi de ”prægtige herregårdsfolk” og de ”fattige børn fra sognet”, og vi møder Have-Kirsten og Have-Ole, der tjener til deres daglige brød ved at luge og grave i herregårdshaven.
”Det er løjerligt fordelt,” lyder det i historien fra Have-Ole, ”vi er alle Vorherres børn, siger præsten. Hvorfor da sådan forskel!”.
Forskel var der nok af på H.C. Andersens tid. De tidligste data i Søgaards og Atkinsons historiske ulighedsopgørelse er en skattestatistik fra 1870 og igen fra 1903 og fremefter. Tallene viser, at den i dag så berømte rigeste procent af befolkningen, ”The One Percent”, som de kaldes i USA, sad på knap 20 procent af de samlede indkomster, da H.C. Andersen skrev ”Krøblingen”. Til sammenligning sad den rigeste procent af danskerne i 2010 på 6,4 procent af indkomsterne.
”Det var et samfund, som var i gang med en overgang fra et mere feudalt samfund, hvor det var godsejerne, der sad på meget, og ind i industrialiseringen,” siger Jakob Egholt Søgaard.
Dengang bestod formuen i samfundet primært af jord. Og det kan have haft betydning for uligheden.
”Der er en vis mængde jord i Danmark. Det vil sige, at når først landet er blevet skævt fordelt – som på den tid med de store godsejere – så er det meget svært at lave om på den skæve fordeling. Det ville kræve, at godsejerne var villige til at sælge deres jord til bønderne. Anderledes forholder det sig med maskiner og fabrikker, som blev en mere dominerende del af formuen i industrialiseringen. Maskiner kan der produceres flere af, og selvom én person ejer en stor fabrik, forhindrer det ikke umiddelbart andre i også at opføre en fabrik,” siger Jakob Egholt Søgaard.
Ifølge ham er der ikke tegn på, at Danmark i slutningen af 1800-tallet var et mere lige samfund end andre lande. Snarere kan man forestille sig, at uligheden var lavere i det store USA, der før industrialiseringen havde ”uendelig meget land”.
At uligheden var stor herhjemme, kan man se ved at regne på den såkaldte Gini-koefficient. Det er målebåndet, som økonomer oftest tyer til for at beregne et lands økonomiske ulighed. Koefficienten går fra 0 til 100, og jo tættere ”Gini’en” er på 100, jo større er den økonomiske ulighed. I slutningen af 1800-tallet lå den klart i den høje ende og var op til dobbelt så høj som i dag.
De rigeste danskeres andel af indkomsterne faldt dog voldsomt fra 1870 og frem, ifølge Jakob Egholt Søgaard et udtryk for ”opbruddet i den gamle overklasse, der var jordbesiddere, til den nye overklasse, som i højere grad var fabriksejere”.
Politisk fik det også betydning, at Venstre, dengang et udpræget bondeparti, fik gennemført sit ønske om at ændre skattegrundlaget fra hartkorn, der baserede sig på værdien af landbrugsjord, til skat på indkomster.
”Da indkomstskatten blev permanent indført i Danmark i 1903, var det kun en tredjedel af befolkningen, som tjente mere end 800 kr. om året, der skulle betale den nye skat. Resten lå under grænsen. Den maksimale skattesats var på 2,5 procent, og det skulle først betales, hvis du tjente over 100.000 kroner. Det svarede til cirka 125 gange den gennemsnitlige indkomst i Danmark på det tidspunkt og ville i dag svare til, at topskatten satte ind ved indkomster over 50 mio. kr.,” siger Jakob Egholt Søgaard.
Grænsen for den maksimale skattesats var selv efter datidens standard meget høj. I en periode efter Første Verdenskrig betalte kun en håndfuld personer i Danmark den maksimale sats.
Efter års fald eksploderede uligheden med Første Verdenskrigs indtog, og den rigeste procents andel af samfundskagen i Danmark voksede sig langt større end i for eksempel USA og Norge.
”Mange kender historien om gullaschbaronerne fra Første Verdenskrig (danskere, der tjente formuer på at sende især mad til krigsfronten, red.), og det er dem, vi kan se i data,” siger Jakob Egholt Søgaard:
”Endnu en forklaring kan være, at vi var i fagforeningernes vorden. Man havde lige tegnet sin første overenskomst, der havde virkning over en årrække og låste lønstigningen over de næste par år. Krigen, som varede meget længere end forventet, skabte imidlertid en voldsomt efterspørgsel efter blandt andet landbrugsvarer fra de krigsførende. Det pressede priserne op og udhulede simpelthen reallønningerne for almindelige arbejdere. I stedet tilfaldt gevinsterne dem, der kunne handle på børsen og ejede grossistfirmaerne.”
Efter krigen faldt uligheden og de rigeste danskeres andel af indkomsterne lige så hurtigt, som de var eksploderet ved dens begyndelse.
Mellemkrigstiden og Besættelsen: Damevisitten for Korsbæks finere fruer får sig én på opleveren, da bankdirektørbørnene Ulrik og Regitze Varnæs kommer hjem fra en hemmelig tur til Jernbanerestauranten – arbejderklassens foretrukne spisested i tv-serien ”Matador”. Året er 1930, krisen er stor, og børnene har lært sig en smædevise af jernbanearbejderen Lauritz ”Røde” Jensen, som de lystigt synger falsk foran de besøgende bedsteborgere.
”Hej Møjdal,” synger de om den tidligere statsminister Thomas Madsen-Mygdal, ”har du husket din sabel og din skattebillet – for ellers så går det jo ikke så let – med at skære folket ned”.
Tv-serien Matador afdækker alle klassesamfundets lag. Lauritz ”Røde” Jensen er arbejderen, der vil ”leve og dø som en proletar”. Hustruen Agnes Jensen slæber med hans ord først ”fade rundt for overklassen”, men bliver så industrisamfundets vinder, mens manufakturhandler Albert Arnesen er taberen, der formøbler sin arvede kapital.
Klodset af ham, i hvert fald hvis hans formue oprindelig var så stor, at han tilhørte den rigeste ene procent af danskerne. For mens Damernes Magasin holder ophørsudsalg, stiger de rigeste danskeres andel af de samlede indtægter en smule i kriseårene. Det samme gør uligheden. I USA falder de rigestes andel af de samlede indkomster derimod efter børskrakket på Wall Street i 1929, og det samme er tilfældet i Sverige.
Men under Besættelsen går uligheden i Danmark ned.
”Der havde fagforeningerne lært af Første Verdenskrig, så lige så snart krigen gik i gang, indførte man lønregulering hver tredje måned, så man var i stand til at afbøde de virkninger, man havde set under Første Verdenskrig,” siger Jakob Egholt Søgaard.
I maj 1945 er den tidligere stuepige Agnes Jensen i ”Matador” blevet husejer, og vi har både fået fred og mere lighed her til lands.
Efterkrigstiden: I politik kæmpes der om ressourcer, og ressourcer blev der flere af i årtierne efter Anden Verdenskrigs afslutning. De flere ressourcer gør ikke nødvendigvis alle i et samfund rigere, og derfor er omfordeling til evig debat.
Om den slags kunne man få ”klar og kyndig besked” i bogen ”Politisk ABC”, der udkom forud for grundlovsafstemningen i 1953. Forfatteren Niels Banke præsenterede her kernen i spørgsmålet om økonomisk omfordeling.
”Skal man afvikle et indgreb i det økonomiske liv, for eksempel tilskuddet til rugbrødet, eller skal man foretage nye indgreb, for eksempel en forhøjelse af børnetilskuddet, vil det næsten altid være sådan, at de fordele og ulemper, som følger med disse forandringer, fordeles vidt forskelligt,” står der.
De kommende årtier tog omfordelingen og omvæltningerne i dansk økonomi fart. Blandt andet faldt uligheden.
”Jeg tror til dels, at det har noget at gøre med velfærdssamfundet. Dertil kommer, at det var en periode med boom i økonomien, ’de glade 60’ere’ med meget lav ledighed og store lønstigninger. Og så er det perioden, hvor kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, hvilket sandsynligvis har bidraget til at reducere indkomstforskellene lidt,” siger Jakob Egholt Søgaard.
Mens uligheden faldt, steg indkomstskatterne i Danmark løbende. Generelt er der ”en meget stor sammenhæng mellem udviklingen i marginalskatten i den rigeste procents andel”, når man ser over en 100-årig periode, siger forskeren.
Men, konkluderer han, ”det er næppe hele forklaringen”.
Faktisk var der op gennem 1960’erne ikke den store forskel på den rigeste procents andel af indkomsterne i Danmark og i USA. Herhjemme og derovre lå den mest velstående procents andel omkring otte procent, et større tal end i både Norge og Sverige.
Siden skulle vi komme på niveau med vores nordiske naboer. Fra begyndelsen af 1980’erne tjener de mest velstående svenskere en større andel af de svenske indkomster, end de mest velstående danskere gør af de danske. Og fra begyndelsen af 1990’erne bliver Norge også noget mere ulige end Danmark.
”En svært nærliggende forklaring er olien,” lød det i januar i den norske avis Aftenposten fra forskeren Rolf Aaberge, der har stået for den norske ulighedsundersøgelse.
Nutiden: Ulighedshistorien i Danmark handler altså groft sagt om et gab, der etapevis bliver mindre. Men fra midten af 1990’erne sker der noget. Uligheden stiger. Ikke meget, men lidt, så Gini-koeffecienten med Jakob Egholt Søgaard og Anthony Atkinsons beregninger nu er tilbage på omkring niveauet fra midten af 1980’erne. Dengang toppede marginalskatten omvendt herhjemme, og den rigeste procents andel af de samlede indkomster lå de følgende 10 år på eller lige over 5 procent. I 2010 var den på 6,4.
”Det er en udvikling, du har set i rigtig mange vestlige lande, og i virkeligheden er stigningen i Danmark fra 1990’erne noget mindre end i de andre lande,” siger Jakob Egholt Søgaard, der ser flere mulige forklaringer på udviklingen.
”De allerbedst lønnede har haft større lønvækst. Det forklarer måske kun en tredjedel eller halvdelen (af stigningen, red.). Folk tager også i højere grad en uddannelse, det øger uligheden, da flere er studerende med en (midlertidig) lav indkomst, og der er flere singler. Alt sammen noget som kan øge uligheden,” siger han og påpeger, som tidligere nævnt i Kristeligt Dagblad, at flere studerende på SU på ganske vist øger uligheden på kort sigt, men over et menneskeliv udjævner forskellene sig, fordi længere uddannelser ofte betyder højere livsindkomster.
”Før industrialiseringen var det sådan, at hvis du var rig, så ejede du meget jord. Det var det, du tjente pengene på. I industrialiseringen blev det mere maskiner og fabrikker, der tog over. I dag er det stadig maskiner med videre, men det er lige så meget humankapital, altså dit uddannelsesniveau, der bestemmer, hvad du tjener,” siger Jakob Egholt Søgaard.
Mens uligheden altså er steget en smule i Danmark, er den vokset kraftigt i USA. Fra at de rigeste danskere og amerikanere i 1960’erne sad på omkring den samme andel af de samlede indkomster, får den rigeste procent i USA i dag lige under en femtedel af landets samlede indkomster. Det svarer til niveauet i Danmark i slutningen af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet.
”En mulig forklaring er, at den teknologiske udvikling har favoriseret nogle mennesker mere end andre,” siger Jakob Egholt Søgaard.
”Globalisering kan for eksempel have bidraget til større lønspredning. En virkelig dygtig direktør ville i gamle dage have et større dansk firma, men der var grænser for, hvor stort det kunne blive på det danske marked. I dag bliver firmaerne måske i større grad globale, og derfor bliver lønninger måske i højere grad pumpet op.”
Om rigdommen stadig er ”løjerligt fordelt”, er et politisk spørgsmål. Men midlerne er i hvert fald mere fordelt end på H.C. Andersens tid.
Få overblik over ulighedens udvikling i grafen
