»Nye slægtled kom til - ikke af pragtlyst alene eller af politiske grunde, men fordi slottet stod deres hjerte nær, har generation efter generation smykket dets indre såvel som dets ydre, føjet til og bygget om. Deraf Fredensborgs mangfoldighed: de mange stilarter, de skiftende indtryk man får ved at nærme sig slottet fra forskellige sider; men først og fremmest: deraf dets atmosfære, dets venlighed. Mennesker har været lykkelige her, de har præget huset i så høj grad, at der er et overskud, som gives videre til hver ny generation, som har taget det i brug.«
Fra forordet til »Fredensborg Slot. Monumenter og minder« af Jan Steenberg. Skrevet af daværende tronfølger, prinsesse Margrethe, i 1969.
D ronning Margrethe var ung,
forelsket og nygift, da hun skrev sit forord. Og selvom hun ikke kunne ane, at hendes ældste søn 35 år efter ville vælge at slå sig ned på netop Fredensborg Slot med sin hustru, kan kronprinsparret næppe få en smukkere hyldest til de omgivelser, der nu skal danne rammen om deres fælles hjem.
»Mennesker har været lykkelige her«, skriver den daværende tronfølger og rammer helt tilbage til slottets grundlægger, Frederik den Fjerde, der efter sigende opsøgte det - dengang - uvejsomme sted mellem vild skov og uplejet lyng for at være sammen med sin elskede Anna Sophie Reventlow, hans anden hustru til venstre hånd, som det hed.
Parret kom til at holde af området, og Frederik den Fjerde besluttede at bygge et slot i stil med de landslotte, han havde set under en ungdomsrejse til Italien. Navnet afspejler derimod kongens lettelse over, at den store nordiske krig endelig var slut.
n KANCELLIHUSET
Det er med 271 års efterslæb, at kronprinsparret kan flytte ind i den bygning, som oprindelig blev bygget til Christian den Sjettes ministre, de daværende gehejmeråder. Dengang fulgte regeringen med, når kongen tog ophold uden for hovedstaden, og trods et anseeligt antal værelser rakte selve slottet ikke til også at huse ministrene.
I 1731 besluttede Christian den Sjette derfor at lade arkitekten bag Fredensborg Slot, J.C. Krieger, opføre Kavalerhuset, som det blev døbt med datidens sprogbrug, hvor kavaler betød ridder. Rygterne vil vide, at d'herrer gehejmeråderne morede sig livligt under deres ophold i Kavalerhuset. Den mest farverige af dem skulle efter sigende have været krigsministeren, Poul Vendelbo Løvenørn, om hvem det fortælles, at han havde »yndlingens kåde latter og soldatens sans for den vovede spøg og forbandt begge dele med megen boglig dannelse«.
Først flere hundrede år senere, da dronning Ingrid i 1974 flyttede ind i bygningen, blev navnet ændret til Kancellihuset. Et gammeldags udtryk for regeringskontor, som dog klarere end det endnu mere forældede »kavaler« gav en anelse om bygningens oprindelige formål.
Det 1150 kvadratmeter store hus har haft en broget skare beboere undervejs. Fra begyndelsen af 1800-tallet begyndte mindre betydningsfulde embedsfolk at få adgang til huset som sommerbolig, og efter nogle årtier blev Kavalerhuset udelukkende brugt til pensionister blandt mennesker med en vis tilknytning til hoffet. Blandt andet boede balletmester August Bournonvilles enke og datter i nogle af stuerne.
Siden stod huset ganske tomt og forfaldt eftertrykkeligt. Først da kong Frederik den Niende døde i 1972, fik dronning Ingrid sat huset i stand som sin faste bolig, og hun boede i det frem til sin død i 2000. Ikke overraskende har kronprins Frederik for længst besluttet, at han ville overtage huset efter sin mormor, hvor han tilbragte mange timer som barn og ung.
At han samtidig kommer til at bo dør om dør med mor og far, kan vel være praktisk nok, hvis der skal lånes en klase vindruer fra Orangeriet eller arrangeres samkørsel til hovedstaden. Ikke mindst, fordi det kan foregå uden at skulle løbe spidsrod over slotspladsen fulgt af nysgerrige blikke fra isspisende turister. Kancellihuset er bygget sammen med hovedslottet, og det er blot en god lang travetur hen over lofterne, så er Mary og han fremme.
n SLOTSHAVEN
I modsætning til de kongelige kavalerer vil Mary og Frederik formentlig få sværere ved ugenert at nyde en af slottets væsentligste attraktioner: slotsparken, som med sine cirka 120 hektar er Danmarks største og bedst bevarede barokanlæg.
Størst er chancerne måske en ganske tidlig morgenstund, mens disen endnu hænger over Esrum Sø, og ænder og svaner, bortset fra en enkelt morgenduelig roer, er ene om at bryde vandets spejl. På det tidspunkt kan parret til gengæld være heldige at møde et par andre sky væsener, som også foretrækker at have parken for sig selv. Letbenet råvildt, som stadig vandrer gennem parken, selvom dets forfædre allerede blev drevet ud fra området i 1752. Dengang besluttede Frederik den Femte at nedlægge den daværende dyrehave, fordi det gik for hårdt ud over træerne.
Alternativet for Mary og Frederik kunne være en sen aftentur gennem de brede alleer, som med barokkens særkende stråler ud i en bred vifte fra slottets haveside. Langs søen kan man stadig finde gode skjulesteder langs bredden under en velvoksen bøg, mens man ser solen gå ned over Gribskovs grønne stribe på den modsatte side af søen.
Så længe parret undgår Kongebroen ved Thehusene og plænen med Frederiks morfar, kong Frederik den Niendes mindesten, skulle de være sikret mod at møde alt for mange andre, der er ude i samme ærinde.
Vejen tilbage til Kancellihuset kan de benytte til at beundre parkens mange statuer og måske i deres stille sind glæde sig over, at de ikke længere er forsynet med de lændeklæder af bly, som Christian denSjette og Sophie Magdalene mente var nødvendige
af hensyn til den almindelige blufærdighed.
n NORDMANDSDALEN
Det var Jørgen Postfører, nordmanden fra Bergen, der i 1764-7465 inspirerede Frederik den Femte til at anlægge et af de grønne rum, som giver slotsparken dens særlige karakter. Jørgen Christensen Garnaas, som den snilde træskærer var døbt, snittede små elfenbensfigurer af bønderne fra sit hjemland, og kongen fik den ide at bruge dem som forlæg for egentlige statuer, der kunne opstilles i parken som en hyldest til den norske del af monarkiet.
Det blev den tysk-fødte billedhugger J.G. Grund, der kom til at hugge de omkring 70 sandstensfigurer, der foruden de norske også kom til at omfatte 10 færøske bønder. Fire islandske bønder skulle have suppleret samlingen, men arbejdet løb tør for penge, og figurerne blev aldrig gjort færdige.
Hele Nordmandsdalen blev sat gennemgribende i stand i 2002 og indviet af dronning Margrethe.
n HIDSEPLADSEN
Et af slotsparkens andre forunderlige rum er Hidsepldsen med den lille kuglerunde høj midt på en kvadratisk plæne. Højen blev oprindelig brugt som udsigtspunkt for kongen og hans følge, når hunde eller vilde dyr blev lukket ind i plænens daværende labyrint og »hidset« op til at forfølge vildt eller slås mod hinanden. En barsk, men yndet form for underholdning, da parken blev anlagt.
I dag tjener den lille træpavillon mere fredsommelige formål som skygge over kagemænd og lagkageborde, når Fredensborgs borgere holder fødselsdag i det fri.
upoulsen@kristeligt-dagblda.dk
Hvor skal de bo
Kancellihuset bliver kronprinsparrets permanente bolig i hvert fald de første 3-4 år. Parret har også fået stillet Frederik 8.'s Palæ på Amalienborg til rådighed, men det skal først have en gennemgribende modernisering. I mellemtiden beholder de en mindre lejlighed i Christian 7.'s Palæ. Kronprinsen har også hidtil haft en lejlighed på Marselisborg Slot i Århus, ligesom han med jævne mellemrum har benyttet sig familiens jagthytte i Trend og slottet i Frankrig. Dronning Margerethe har desuden offentligt tilbudt sin søn og svigerdatter, at de kan overtage Gråsten Slot, der var hans mormors sommerbolig, hvis de er interesserede. Marselisborg, jagthytten og Chateau de Caix er kongefamiliens private ejendomme. Amalienborg, Fredensborg, dele af Christiansborg Slot samt Gråsten Slot, Eremitagen og Sorgenfri er ved lov stillet til rådighed for dronningen, som bestemmer, hvad slottene skal bruges til.