I Kina findes et ”dystopisk helvede”, paven vil ikke lade ærkebiskop forlade sit job, og en Københavnsk kirkegård skal dæmpe byens stress

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

En kirkegård i København skal være terapihave for stressramte. Paven vil ikke lade tysk ærkebiskop opsige sit job, og Amnesty International rapporterer om forbrydelser mod menneskeheden i Kina.
En kirkegård i København skal være terapihave for stressramte. Paven vil ikke lade tysk ærkebiskop opsige sit job, og Amnesty International rapporterer om forbrydelser mod menneskeheden i Kina. Foto: Michael Martina/Reuters/Ritzau Scanpix/Yara Nardi/Reuters/Ritzau Scanpix/Staff/Reuters/Ritzau Scanpix

Ugens sidste Morgensamling slutter med forløsningen på en af de sager, som har fyldt meget i ugens løb.

Torsdag aften blev det officielt meldt ud, at G7-landene er gået sammen om at donere omkring 1 milliard vacciner mod covid-19 til verdens fattigste lande.

Og det er tiltrængt. Torsdag var der på verdensplan officielt flere døde som følge af covid-19 i de første seks måneder af 2021, end der var i hele 2020. Det viser en ny analyse lavet af The Wall Street Journal.

Den triste milepæl indtræffer på et tidspunkt, hvor verdens rige lande vaccinerer på livet løs, smittetallene daler, og intensivafdelingerne herhjemme næsten er tømt for coronapatienter.

Analysen understreger, at pandemien spredes meget ujævnt, og at den ofte rammer de fattige lande senere, men stadig før de har adgang til de nødvendige vacciner, som i den grad afhjælper smittetallene i Europa og USA, lyder det i det amerikanske medie.

Indsats mod hjemløshed er slået fejl

Herhjemme spøger uligheden også. I mere end 10 år har det været et politisk mål, at hjemløshed skulle mindskes ved at tilbyde billig bolig og social støtte via den såkaldt Housing first-metode. Men nye tal viser, at kun otte procent af de hjemløse modtager den hjælp, handleplanerne foreskriver.

Undersøgelser har ellers vist, at metoden hjælper mellem 80 og 90 procent til en bolig og et bedre liv, og gennem årene er der afsat hundredvis af millioner kroner til at implementere det. Alligevel er man altså ikke kommet i mål. Læs hvorfor i dagens Kristeligt Dagblad.

Paven vil ikke lade tysk kardinal forlade sit job

Vi skal videre til nyheden om en anden forfejlet indsats. Det er ikke lykkedes en tysk kardinal at opsige sit job. Ærkebiskop Reinhard Marx tilbød i sidste ugen paven sin afsked på grund af den måde, den katolske kirke har håndteret seksuelle overgreb i kirken på - også i Tyskland. Ønsket om at træde tilbage var en konsekvens af, at der havde været ”en masse personlige og administrative fejl”, men ”også institutionelle eller systemiske fejl” i kirkens håndtering af seksuelle overgreb.

Men afskedstilbuddet blev torsdag afvist af paven. Paven er enig i, at der er tale om en "verdensomspændende katastrofe," og han forstår de bevæggrunde, som ligger til grund for ønsket om at træde tilbage, men siger, at kardinalen altså må forblive på sin post.

”Når vi indser hykleriet i den måde, vi lever på, så er vor tro en nåde og et første skridt, som vi må tage,” skriver han i sit svar.

”Et dystopisk helvede” i Kina

Vi drager fra Vatikanet til noget, der efter sigende ligner helvede på jord.

"De kinesiske myndigheder har skabt et dystopisk helvedesagtigt sted med et rystende omfang," siger Amnestys generalsekretær Agnès Callamard som reaktion på en ny rapport fra Amnesty International.

Rapporten omhandler undertrykkelse af etniske minoriteter i Kinas Xinjiang-provins. Den er organisationens hidtil største og konkluderer, at uighurer, kasakhere og andre overvejende muslimske etniske minoriteter bliver udsat for statsorganiseret massefængsling, tortur og forfølgelse, og at det sker i et omfang, der udgør forbrydelser mod menneskeheden.

Kinas regering i Beijing har gentagne gange afvist, at opdragelseslejrene bliver brugt til misbrug og undertrykkelse.

Kirkegængerne vender så småt tilbage

Hvis du skal i kirke på søndag, er der større sandsynlighed for, at der sidder en på nabobænken, end der har været det meste af de forgangne år. Den seneste tid har flere ellers udtrykt bekymring for, om den lange nedlukningsperiode og restriktioner ville få konsekvenser for kirkegangen på lang sigt.

Artiklen fortsætter under annoncen

Men et flertal i en rundringning, som Kristeligt Dagblad har foretaget til 20 provster i hele landet, siger, at de har indtryk af, at kirkegangen så småt er på vej tilbage til normalen trods enkelte undtagelser.

Ny terapihave skal dæmpe byens stress

Morgensamling bevæger sig nu uden for kirken, hvor vi slutter ugen af med at komme helt ned i gear. Mellem træer og blomster i et hjørne af Vestre Kirkegård i København åbner Københavns Kommune i dag en ny terapihave.

Her skal naturen fungere som terapi ved at invitere til at sætte farten ned, sænke skuldrene og give besøgende tid til for eksempel at høre vandets rislen eller nyde duften fra blomster og træer

En ud af fire københavnere har symptomer på stress og dårligt mentalt helbred, og forskning viser, at mennesker, der har stress eller på anden måde mistrives psykisk, har gavn af at være i naturen. Samtidig er kirkegårde ofte små åndehuller i byen med grønne områder og rolige oaser, og det skal altså nu udnyttes på nye måder.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Du kan skrive dig op her.