Emma blev anbragt i pleje for seks år siden. Nu er hun i klemme mellem to identiteter

For seks år siden kom grønlandske Emma Jonathansen som 14-årig til Danmark. Hun blev anbragt i pleje og kom siden på børnehjem. Her fik hun så travlt med at lære dansk sprog og kultur, at hun nu er ved at glemme sin grønlandske identitet

Emma Jonathansen flyttede for et par måneder siden ind i sin lejlighed ved Utterslev Mose, hvor hun for første gang i mange år oplever en frihed, hun har savnet. – Foto: Trine Marie Vestergaard.
Emma Jonathansen flyttede for et par måneder siden ind i sin lejlighed ved Utterslev Mose, hvor hun for første gang i mange år oplever en frihed, hun har savnet. – Foto: Trine Marie Vestergaard.

Emma Jonathansen træder ind ad døren på sit værelse. Året er 2018. Hun bor på børnehjem, og værelset har været hendes de seneste tre år. Bag sig smækker hun døren i og sætter sig på sengen med tårer i øjnene. Hun er trist. Det har hun været i en længere periode. Ind ad døren kommer børnehjemmets nye forstander. Han er oprevet, fordi Emma Jonathansen er kommet for sent hjem. Han vil vide, hvor hun har været. Men den på det tidspunkt 18-årige Emma Jonathansen fortæller det ikke. Hun blokerer sin dør, da forstanderen forsøger at åbne den, så de kan tale sammen.

Efterfølgende flygtede hun hjem til en veninde. Det var her, hun for første gang delte sin barske historie om sin opvækst. Emma Jonathansen havde flere gange prøvet, men hun kunne ikke.

”Hvis jeg fortalte min historie til pædagogerne, havde jeg følelsen af, at de ville fortælle den videre. Det var en rigtig ubehagelig tanke. I stedet lukkede jeg mig selv inde, og det blev til sidst for meget,” siger Emma Jonathansen og fortæller, at hun følte sig udenfor og skammede sig over sit grønlandske ophav.

Marianne Skytte underviser på socialrådgiveruddannelsen i Grønland. Hun er pensioneret lektor i socialt arbejde ved Aalborg Universitet og har som en af de få i Danmark forsket i etnicitets betydning for anbringelser. For hende er det velkendt, at anbragte minoritetsbørn får et negativt syn på sig selv og ender med hverken at føle sig danske eller have en sund tilknytning til deres ophav.

Hun ser en vis lighed mellem anbringelsessystemet i dag og måden, Danmark historisk har behandlet grønlandske børn på. Ikke mindst gennem det såkaldte ”eksperiment” i 1951. Her blev 22 grønlandske børn fjernet fra deres familier og sendt til Danmark for at komme tilbage med det formål at ”danisere” Grønland. Eksperimentet slog fejl, og børnene blev dybt traumatiserede. Det gav statsminister Mette Frederiksen (S) i december en officiel undskyldning for.

”Vi anbringer stadig børn uden at tage hensyn til deres etniske, sproglige og religiøse baggrund. Det gjorde Danmark også under daniseringsprocessen i 1950’erne, og det er parallelt i dag, når vi anbringer børn hos plejefamilier eller i døgninstitutioner, hvor der ofte kun er etnisk dansk personale,” siger Marianne Skytte.

kom til Danmark fra Grønland som 14-årig. Hun rejste med sin mor, og kun moderens veninde kendte til deres ankomst. Veninden skulle hente dem i lufthavnen, men dukkede aldrig op. Det første halve år flyttede Emma Jonathansen og moderen fra sofa til sofa. Til sidst samlede et krisecenter dem op, da moderen var psykisk syg og til tider drak for meget.

Derefter fulgte en lang periode med forskellige bopæle for Emma Jonathansen. Først et mislykket ophold hos en plejefamilie. Dernæst flyttede hun hjem til sin mors veninde, som hun kaldte ”moster”. En periode præget af alkohol, og hvor hun skulle klare sig selv.

”En dag hos min moster bankede det på døren. Det var min kontaktperson fra kommunen sammen med to politibetjente. Jeg blev virkelig forskrækket. Jeg kunne ikke så meget dansk, for jeg gik ikke i skole. Jeg flyttede hele tiden frem og tilbage og havde ikke rigtig nogen at snakke med,” siger Emma Jonathansen.

Efter denne episode blev hendes mor og kommunen enige om, at hun skulle flytte på institution.

Her forsvandt hendes grønlandske sprog langsomt. Der var ingen på børnehjemmet, hun kunne holde sproget ved lige med. Og da hun med jævne mellemrum besøgte sin moster, fik hun sværere og sværere ved at forstå hende og svarede tilbage på dansk.

”Jeg bliver lidt pinlig over, at mit grønlandske sprog er forsvundet, når jeg snakker med en grønlænder. Måske tænker de, at jeg ikke er rigtig grønlænder mere. Jeg ville ønske, de bare kunne acceptere, at jeg også kan snakke dansk nu,” siger hun.

Emma Jonathansen har ikke været i Grønland, siden hun kom til Danmark. Da hun var anbragt på børnehjem, spurgte hun hver jul, om der var mulighed for at besøge familien i Grønland. Alle de gange, hun spurgte, fik hun at vide, at rejsen var for dyr.

Selvom hun mener, at anbringelsen var et bedre alternativ end at blive hos sin mor, ser Emma Jonathansen gerne, at der generelt var blevet taget bedre hånd om hendes grønlandske baggrund.

”Jeg blev skræmt, fordi de snakkede højt om følelser. Det havde jeg aldrig lært eller været vant til. Faktisk tror jeg ikke helt, de vidste, jeg kom fra en anden kultur,” siger Emma Jonathansen og tilføjer, at hun i dag har svært ved at stole på folk på grund af forløbet i anbringelsen.

Hos Foreningen Grønlandske Børn genkender formand Puk Draiby også den splittelse, der kan opstå.

”Vi kan se et savn til Grønland, fordi børnene mister deres kulturelle identitet og det grønlandske sprog, når de er anbragt i Danmark,” siger hun.

Hun fortæller, at det er en stor udfordring, at plejeforældre og institutioner ikke kender til grønlandsk kultur, hvilket ofte medfører fejlfortolkninger. For eksempel er mange grønlandske børn tavse, hvilket kan misforstås i en dansk sammenhæng, hvor børn har lært at tale om problemer.

Det har man i Aalborg Kommune forsøgt at gøre noget ved, fortæller Pernille Jervild. Hun er socialrådgiver i Aalborg Kommunes distrikt øst, som har 28 grønlandske børn anbragt ud af de 66 grønlandske børn, der bor i distriktet. Kommunen har hvert år siden 2016 kunnet se, at de sammenlignet med andre nationaliteter har anbragt langt flere grønlandske børn.

For at gøre anbringelsen bedst mulig har de sammen med Foreningen Grønlandske Børn udviklet tilbuddet SISI, hvor man dyrker den grønlandske kultur, men også taler om det, der kan være svært.

”Et grønlandsk barn, der anbringes i enten en dansk plejefamilie eller på en dansk institution, kan opleve at miste sin kontakt til sin baggrund og kultur. SISI bidrager til, at den grønlandske kultur ikke går tabt hos børnene,” siger Pernille Jervild og tilføjer, at projektet er udbredt til flere kommuner.

Emma Jonathansen har i dag fået fat i en lejlighed i et etagebyggeri med udsigt til Utterslev Mose. De seneste seks år har Emma Jonathansen boet på børnehjem, men et nyt kapitel er startet. Lige nu læser hun sin forberedende grunduddannelse i Valby. Bagefter er planen at tage en HF. Dernæst vil hun aftjene værnepligt hos forsvaret. Så uddanne sig til politikadet for endelig at søge om optagelse på Politiskolen, hvilket længe har været en drøm for hende.

Hun føler sig i dag privilegeret i sin tilværelse med en masse nye venner i Danmark. Men der er stadig noget, der nager Emma Jonathansen:

”Jeg har oplevet, at nogle af mine veninder fra Grønland begynder at kalde mig dansker. De ser mig som dansker, og at jeg ikke er som dem. Jeg bliver ked af det.”