2000 nye sikkerhedsveste vil politiet indkøbe inden efteråret. Det er blot et enkelt blandt mange tiltag, som politiet har bebudet for at blive bedre til at håndtere terrortruslen.
Indkøbs- og aktionskataloget findes i den evalueringsrapport om Omar El-Husseins attentater i København midt i februar, som justitsminister Mette Frederiksen (S) offentliggjorde onsdag aften.
Rapporten var kritisk over for dele af håndteringen af sagen i Politiets Efterretningstjeneste, Pet, og chefen for Pet blev samme dag overflyttet til andet arbejde, hvilket politisk bliver tolket som en degradering på justitsministerens initiativ.
De borgerlige partier mener, at hun dermed forsøger at tørre ansvaret for den mangelfulde bevogtning af synagogen i København af på den afgående Pet-chef. Både Mette Frederiksen og statsminister Helle Thorning-Scmidt (S) skal nu i samråd og blandt andet svare på, hvorfor regeringen ikke tog de mange henvendelser fra Mosaisk Troessamfund om behovet for øget politiovervågning alvorligt.
Den politiske våbenhvile i terrordebatten, som trådte i kraft umiddelbart efter skudattentaterne i februar, er dermed for alvor brudt.
Hvor statsministeren de første dage kunne optræde som ”landsmoder” med fuld opbakning fra alle partier, fremstiller oppositionen nu regeringen som sovende på vagten. For eksempel kritiseres regeringen for at have sparet 500 betjente væk siden 2011, uagtet at besparelsen indgår i et bredt politiforlig, som alle partier undtagen Enhedslisten står bag. Modsat har regeringen travlt med at fortælle, hvor mange nye initiativer, den har taget for at bekæmpe terroren.
Tidligere i år er der vedtaget flere såkaldte aktstykker, som betyder, at der afsættes 150 millioner kroner ekstra til beredskab, herunder alene 20 millioner kroner til døgnbevogtning af jødiske institutioner. Der skal optages yderligere 120 elever til politiuddannelsen, men det er kun de første skridt. Overarbejdspuklen vokser hos politiet, og til efteråret skal politiforliget fornys.
Man kan roligt regne med, at valgkampen bliver én lang dyst om, hvem der vil afsætte de største beløb til politiet og til terrorbekæmpelse. På det punkt minder det om sundhedsdebatten, hvor meget få politikere vil tale om nogen form for prioritering af udgifterne mellem forskellige behandlingsformer.
Politikerne vil signalere, at de gør alt, hvad de kan for at bekæmpe terror og skabe tryghed, koste hvad det vil. Men hvad koster det, og kan man overhovedet skabe den tryghed? Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, udgav i 2011 en rapport om terrorbekæmpelse siden 2001, og heri erkendte forskerne, at ingen præcis ved, hvor mange penge der bruges på kampen mod terror i det danske samfund, men et forsigtigt skøn lød på tre-fire milliarder kroner om året.
Der blev også rejst det spørgsmål, om de mange antiterrorforanstaltninger i virkeligheden øger befolkningens tryghed, eller om de tværtimod forøger utrygheden.
I dag stiller ingen det spørgsmål. Det tages for givet, at trygheden øges ved, at maskinpistolbevæbnet politi eksempelvis er massivt til stede i det indre København.
Hvor man på andre politiske områder ofte foretager en analyse af, hvor pengene gør mest nytte - en såkaldt cost-benefit-analyse - synes den slags overvejelser fraværende, når det handler om terror.
Det bedste argument for, at de mange milliarder er givet godt ud, er fortsat, at det faktisk stort set er lykkedes at holde terroren ude af Danmark. Flere terrorceller er gennem tiden blevet optrevlet, og selv da den unge mand i februar var parat til at dø i sin kamp mod jøder og politifolk, fik det trods alt langt mindre vidtgående konsekvenser end ved de store terrorangreb, der for 10-15 år siden ramte New York, London og Madrid.
Årsagen til, at der generelt er så lidt politisk interesse for økonomien i terrorbekæmpelse, skal findes hos et bestemt parti, nemlig Dansk Folkeparti, hvis vælgere sidder med nøglen til Statsministeriet. Opfattelsen er, at de er aldeles ligeglade med økonomien og alene stemmer på dem, der kan love mest tryghed.
Både Venstre og Socialdemokraterne har blikket stift rettet mod netop de vælgere. Vinder de borgerlige valget, vil det være yderst pinefuldt for Venstre at blive mindre end Dansk Folkeparti. Fastholder Socialdemokraterne derimod regeringsmagten, skyldes det, at det så trods alt er lykkedes partiet at trække vælgere tilbage fra Dansk Folkeparti. Så inden valget har ingen af de store partier råd til at diskutere, om det giver mening at bruge endnu flere ressourcer på kampen mod terror. Det gør det bare.