Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

I krisen bliver individualister til et kollektiv

Tegning: Morten Voigt

Statsminister Mette Frederiksen (S) appellerer til samfundssindet, og det har gode kår i disse dage, hvor danskernes nationalkarakter træder tydeligt frem, mener flere. Det er dog tvivlsomt, om den styrkede forståelse for fællesskabet vil vare ved, mener professor

Da statsminister Mette Frederiksen (S) på sit pressemøde onsdag i sidste uge appelle-rede til samfundssind og hjælpsomhed, vækkede hun en fællesskabsfølelse i befolkningen.

Sådan lyder det fra læge Ole Hartling, som i en årrække var formand for Det Etiske Råd. Han ser med stor alvor på den dødelige coronaepidemi, men siger samtidig, at krisen viser, at danskerne vil strække sig langt for at passe på hinanden.

”Har man fulgt med på sociale medier, har man kunnet se, hvordan fællesskabet har manifesteret sig og er blevet omsat til konkret hjælpsomhed. Det står som en kontrast til, hvordan mange i de seneste årtier har været bange for at lade fællesskabet sætter grænser for den enkeltes selvudfoldelse. I en svær situation oplever vi, at vi ikke kan undvære hinanden, og at vi er skabt som sociale væsener. Det er faktisk positivt.”

Ole Hartling tror derfor, at mange i den kommende tid vil opleve forandringer i sig selv.

”Situationens alvor vil kalde noget frem i mange, som de ikke vidste de rummede.”

Når statsminister Mette Frederiksen appellerer til at vise samfundssind, hjælpsomhed og understreger, at alle skal bidrage, er sprogvalget et udtryk for et Danmark præget af en familiefølelse. Det siger retoriker og forfatter Frederik Lindhardt.

”Ordene var uden tvivl nøje valgt og en del af et sprogligt kriseberedskab, hvor man taler ind i en familiekultur, for når vi bliver pressede, kan vi godt bekymre os om mennesker i Aalborg, selvom vi selv bor i den anden ende af landet. Vi er et lille land og står sammen. Derfor kan man som statsminister bruge disse ret enkle ord, som bygger på en tro på, at vi har hinandens ryg og uden at blinke vil sætte en ære i at hjælpe hinanden, for i Danmark er der ikke så langt til din næste.”

Da danskerne vågnede efter pressemødet, stod de op til et samfund i alarmberedskab, og statsministerens ord i talen var nærmest ét for ét omsat til en ændret hverdag med hjemsendte medarbejdere og halvtomme skoler. Set fra et retorisk perspektiv er det et særsyn og udtryk for krisen, påpeger Frederik Lindhardt:

”Ord skaber en virkelighed, men nogle gange kan der være langt mellem ord og handling, særligt for politikere, men i en krisesituation som denne bliver det hele komprimeret, og virkningen af de enkelte ord synes større.”

Succes er individuelt, mens kriser er kollektive. Sådan er det mestendels, påpeger professor dr.phil. Vincent F. Hendricks fra Københavns Universitet. Så når statsministeren opfordrer til at vise samfundssind og hjælpsomhed, anviser hun den vej, som er mest oplagt at vælge, situationen taget i betragtning.

”Vi søger det, man med et økonomisk begreb kalder for Nash-ligevægt. Det er en ligevægtstilstand, hvor det som kan lønne sig for individet, er jævnt hen det samme som det, der kan lønne sig for kollektivet. Individer alene kan ikke løse en krise som denne. Det er et kollektivt problem, hvor udstrakt samarbejde er bedst for den enkelte.”

Ville statsministerens appel om at vise samfundssind og hjælpsomhed have haft den samme effekt for 10 dage siden? Vincent F. Hendricks ryster på hovedet. De seneste dage er frygten taget til, og individualister bliver til et kollektiv.

”Frygt og angst er aktivitetsmobiliserende følelser, som får mennesker til at handle. Derfor ser vi også, at de fleste følger de instrukser, som er blevet givet, selvom det er forbundet med omkostninger. Frygt og angst er også følelser, som er farlige at mobilisere. Vi må bevare så megen normalitet som muligt, for ellers forstærkes panikken, og den er farlig, fordi den rammer alle.”

Når teolog Camilla Sløk, der er lektor i organisation ved Institut for Ledelse på CBS, Handelshøjskolen i København, betragter coronakrisens udvikling i Danmark, ser hun en konfrontation med den potentielle lidelse og en oplevelse af magtesløshed. Netop magtesløshed er som en slags fremkaldervæske for nationalkarakteren.

”Når du er i krise, viser du, hvem du er. Det gælder også for et samfund, og vi ser et land, hvor man holder sammen. Kollektivet er trådt i karakter, og vi ser en autoritetstro kultur, hvor vi gerne vil hjælpe og tage ansvar for hinanden og bakke op om fællesskabet. Vi danskere vil gerne, at vi er et folk, som har det godt, og derfor accepterer vi eksempelvis også generelt et højt skattetryk. Godt nok er der nogle, som har hamstret dagligvarer til et par dage, men det er karakteristisk, at vi som et kollektiv ser skævt til den adfærd. Vi billiger dybest set ikke egoisme.”

Vil et forår, hvor samfundssindet og hjælpsomheden får gode kår, forandre danskernes fortælling om nationalkarakteren? Professor Vincent F. Hendricks tror det næppe:

”Hvis vi lykkes med det, vil det blive en stolt del af vores nationale fortælling, men det her er ikke dommedag, og den offentlige hukommelse er typisk ret kort og individets interesse for sig selv er uudtømmelig.”