Prøv avisen
Interview

I krisetider er der ekstra fokus på kulturarven

Der er mange interesser på spil, når det handler om kulturarven, fortæller antropolog Mads Daugbjerg. Også på det personlige plan, hvor historiske bygninger kan skabe en form for anker eller stabilitet. Samtidig sikrer det både turister og tilflyttere i en by, hvis den kan brande sig på respekt for kulturarv og stedets særpræg, som det er tilfældet i Ribe. Foto: Leon Kirkholt Gonzales/Polfoto

Kampen for bevaringsværdige bygninger, særlige områder og historiske funktioner er særligt stærk, når en by, et land eller en region føler sig truet udefra. Netop kulturarven har stor betydning i en tid, hvor mange mennesker også personligt oplever usikkerhed på grund af flygtige relationer og krav om evig udvikling og fornyelse

Mads Daugbjerg tager imod i en af de moderniserede længer på den gamle herregård Moesgaard lidt uden for Aarhus. Overfor ligger det nye Moesgaard Museum på en græsklædt bakke, og selv på en almindelig halvkold torsdag i marts er parkeringspladsen pænt fyldt med biler fra museumsgæster, der besøger vores udstillede forhistorie.

Mads Daugbjerg er antropolog, lektor på Aarhus Universitet og forsker især i forholdet mellem kulturarv, oplevelsesturisme og identitet. Så beliggenheden for hans arbejdsplads må siges at være perfekt. Selvom det nu især er den nyere kulturarv og vores forhold til den, der optager ham.

”Man kan helt overordnet sige, at vores forhold til kulturarv handler om et grundlæggende behov for at høre til et sted. Og i de her år, hvor mange mennesker oplever, at vores samfund er præget af flygtige relationer og omskiftelighed mere generelt, ser vi, at netop kulturarven bliver et område, folk er meget optaget af. Ikke mindst fordi de oplever, at kulturarven har betydning for deres egen identitet. At de historiske bygninger, steder, genstande og traditioner er med til at skabe en form for anker eller stabilitet i det ellers oplevede kaos,” forklarer Mads Daugbjerg.

I sin forskning har Mads Daugbjerg fundet frem til, at det især er i tider med turbulens eller krise, at kulturarven bliver til et særligt fokusområde.

”Man så det for eksempel meget tydeligt i forbindelse med de slesvigske krige 1848-1851 og i 1864. Her blev den særligt danske kulturarv fremhævet som noget, man kunne samles om, og noget, vi skulle værne om. For oplevelsen var, at vi i Danmark stod over for en stor fjende, som vi skulle tegne os op imod, og derfor forsøgte man at definere det særligt danske: Det, der stod på spil. På samme måde, som vi i dag ser lokalområder kæmpe for det særligt kulturhistoriske i lige netop deres by – i kampen mod en større regional eller national overmagt. Eller ser nationalstaterne fremhæve det særligt nationale over for for eksempel EU. Et ofte forekommende træk i alle disse kampe er en oplevelse af en central magt, der tryner udkanten og det perifære. Og en oplevelse af noget grundlæggende, der er skrøbeligt og truet,” siger Mads Daugbjerg.

Han peger dermed også på, at kampen om kulturarven foregår på flere forskellige niveauer.

”Når for eksempel Slots- og Kulturstyrelsen taler om kulturarven, er det næsten altid underforstået, at det er den nationale kulturarv, der henvises til. Men når Unesco gør det, så er det på den helt store klinge, nemlig verdens og hele menneskehedens kulturarv, der er tale om. Derunder har vi så den mere lokale interesse, der handler om den helt nære kulturarv. Men på alle planer kan vi genkende behovet for fysiske steder, bygninger og genstande som en del af et større områdes, nationens og landsmandens eller den helt lokale by og borgers tilhørsforhold og identitet,” siger Mads Daugbjerg, der også peger på, at spørgsmålet om, hvilken kulturarv der skal udpeges, beskyttes eller bevares, altid vil være et spørgsmål, der i sidste ende også handler om magt og politik.

”Det var, da Anders Fogh Rasmussen (V) var statsminister, at Kulturarvsstyrelsen (nu Slots- og Kulturstyrelsen, red.) blev oprettet. Og i hans regeringstid blev spørgsmålet om kulturarv del af en meget specifik værdikamp, hvor det nationale især blev udpeget som et værn imod ’truslerne fra Mellemøsten’. Vi skulle alle have fri adgang til museerne som en del af denne nationale oprustning. Under den tidligere regering, hvor blandt andre Elsebeth Gerner Nielsen (R) sad som kulturminister, var den danske kulturarv også udpeget som et særligt oprustningsområde, men da tog kampen mere form af en protektionisme mod ’truslerne fra USA’ og ’disneyficeringen’.”

En del af forskningen på området har i flere år været præget af et kritisk blik på kulturarven og dens politik, fordi den ofte forbindes med noget nostalgisk eller Morten Korch-agtig nationalromantik. ”Som noget bagstræberisk,” fortæller Mads Daugbjerg, der dog mener, at denne kritiske vinkel er for unuanceret, hvis vi vil forstå, hvad kulturarv er og gør.

”I virkeligheden er der jo også tale om udvikling og innovation, når man gør en ekstra indsats for at sætte i stand og bevare. Og siden 1990’erne har vi da også set en større alliance mellem dem, der vil bevare særlige bygninger og områder, og så de folk, der vil skabe nyt. Hvor bevaring og innovation går hånd i hånd. For kulturarv er i virkeligheden i manges interesse. Også kapitalens. Der er for eksempel både turister og tilflyttere i en by, der kan brande sig på respekt for kulturarven og stedets særpræg. Så fra alle vinkler kan kulturarven mobilisere stærke følelser.”

Mads Daugbjerg har i sin forskning også været optaget af et andet aspekt ved vores interesse for kulturarven. For den afslører nemlig ikke kun, hvilken del af vores historie vi vil kendes ved – og selv ønsker at huske. Men også, hvad vi hellere glemmer.

”Kulturarv handler ikke kun om identitet, men også om vores erindring. For ud over at være et spørgsmål om, hvad vi ønsker at fastholde og ser som afgørende for, hvem vi er, så handler det også om, hvad vi gerne vil huske – og huskes for. Det er derfor lige så interessant at se på, hvad vi ikke kæmper for at bevare. Det, vi ikke udpeger som kulturarv, der er værd at bevare. Det, som tilsyneladende ikke er afgørende for hverken vores identitet eller erindring – hverken som enkeltperson, by eller nation,” siger Mads Daugbjerg og fremhæver Berlin som noget helt særligt.

”Personligt synes jeg, at Berlin er så fascinerende i forhold til mange andre storbyer, fordi den fremstår halvfærdig. At den konstant er under tilblivelse. Men også, at der er steder med forfald, hvor både rust og nedslidning får lov til at fremstå sådan. For hvis vi taler om kulturarv som noget, der skal være med til at bevare stedets autenticitet, så er forfaldet jo også en del af det autentiske. Og det udfordrer derfor hele idéen om, hvorvidt det overhovedet er ’det pæne’ og istandsatte, der er den sande kulturhistorie,” siger Mads Daugbjerg, der med glimt i øjet forudser, at hverken Bilka-bygninger eller pendlerpladser langs motorvejen er noget af det, vi i fremtiden vil kæmpe særligt hårdt for at bevare.

”Man kan sige, at vi med kulturarven skaber et billede af, hvem vi er og var, ved hjælp af en selektiv bevaring. Sagt på en anden måde: Der ligger altid nogle erindringskampe bag ved alt det historiske, vi bevarer og enten sætter på museum eller istandsætter i byrummet. Noget er valgt til, og andet er valgt fra. Alt efter det billede, vi både har af os selv og vores tid, men også ud fra det billede, vi gerne vil skabe. Og kampen om netop det billede vil flere og flere sikkert tage del i. Både på grund af den tidligere omtalte oplevelse af flygtighed og kaos, der præger vores tid, og på grund af den lette adgang til at blande sig i debatten via de sociale medier, der skaber en helt ny mulighed for aktivisme.”

Mads Daugbjerg.