Selvom landbruget de senere år er kommet i modvind – med hensyn til dyrevelfærd, forurening af vandløb og grundvand, CO2-udledning og så videre – skal det ikke underkendes, at der stadig ligger en historisk betinget stolthed i at være landbonation. Det mener lektor ved nordiske studier på Københavns Universitet Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen, som er formand for Landbohistorisk Selskab.
”Man skal kun et par generationer tilbage, før de fleste af os har en tilknytning til landbokulturen. Så trods kritik ligger der stadig hos mange en opfattelse af Danmark som landbrugsnation,” siger han.
Det er præcis den selvforståelse, der er med til at gøre det svært at være den landmand, der lukker og slukker, når en gård må nedlægges – sådan som det er tilfældet nu, hvor samtlige 700-800 danske minkfarme afvikles.
Det sker som bekendt, fordi der er fundet muteret coronavirus i flere besætninger. Muteret virus kan udgøre et vaccineproblem.
På den store historiske klinge har dansk landbrug været den stolte eksportør af korn og kød siden middelalderen.
Danske kornarter var efterspurgt i de nordtyske storbyer, hvor man bryggede øl af det, og okser af fineste kvalitet blev drevet ned gennem Jylland ad Hærvejen mod Hamborg. Senere var det dansk bacon, smør – og minkskind – der begejstrede verden. Og et eller andet sted er det stadig arven efter de storhedstider, som er med til at gøre det svært at være den landmand, der må give op.
”Det er der næppe mange, der tænker over i det daglige, men det er faktorer, som dansk økonomi og selvforståelse har været bundet op på rigtigt længe. Og helt basalt er det dét, vi kan i et land, som hverken har storindustri som i Sverige eller kan grave guld og kul ud af de bjerge, vi heller ikke har,” siger Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen.
Antallet af slægtsgårde, altså landbrug hvor næste generation overtager, er faldende i Danmark.
Men i minkbranchen er det faktisk sådan, at farmen ofte har været i slægtens eje i flere led, og at alle familiemedlemmer hjælpes ad i staldene. Sådan som minkavler i tredje generation, Jørgen Westergaard på Gjøl ved Limfjorden, kunne fortælle om i gårsdagens udgave af Kristeligt Dagblad.
At minkbranchen bæres af en generationsindsats, skyldes det langsommelige arbejde med at fremelske de rigtige egenskaber i avlsdyrene, som i dag er verdens bedste.
Man kan sammenligne det med hesteavl, mener Søren Skriver, som er økonomikonsulent ved rådgivningsorganisationen LandboNord.
For at aflive sine avlsmink er lidt det samme, som at man tilbage i 1970’erne var blevet bedt om at slå travhesten Tarok og alle dens føl ned.
”En ting er, at man lukker gårdene, men en anden er, at man også slukker håbet. For hele arvmaterialet forsvinder, og det kan man ikke gå ud og købe igen,” siger han.
I sit arbejde kommer Søren Skriver i forbindelse med nogle af de familier, som nu må lukke gården, og han peger på, at det ikke kun er landmanden, der mister sit arbejde, men hele familien, fordi ægtefæller og børn ofte hjælper til i minkindustrien.
”Dertil kommer, at man formentlig må flytte fra gården og børnene skifte skole, det er ikke nogen lille ting. Det svarer til, at ens hus eller brænder, og alt det, man ejer og har, er væk,” siger Søren Skriver.
Forstander Jakob Autzen, Nordjyllands Landbrugsskole, Lundbæk, peger på landbruget som en nedarvet livsstil, der, selv om erhvervet er under forandring, stadig binder familier sammen som få andre erhverv.
”Ofte er ægtefælle og børn involveret i driften, og så er det da ekstra hårdt at måtte lukke livsværket. Landbokulturen er stærk, men hvad er det lige, man skal lave i områder, hvor landbrug er hovederhvervet? I byerne ryger det jo af flere skorstene. Det gør det ikke herovre,” siger forstanderen, som, mens han taler, sidder og kigger over Limfjorden på Gjøl, hvor verdens største produktion af minkpels har ligger indtil nu.
”Minkproduktion havde jo nok en udløbsdato, fordi hele samfundskontrakten går imod sådan en pelsproduktion i Danmark. Men nu er den ovre som ved et lynnedslag, og det er, eller skulle jeg sige var, verdenseliten, der hørte til i Danmark. Det er den stolthed og det arbejde, der også er slut,” siger han.
Det er Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen enig i.
”Vi andre lægger naturligvis også identitet i vores arbejde, men for landmænd sidder det i rygraden. Det er også sværere at forestille sig, hvad man ellers skal lave. Det er sjældent, at der i en stillingsannonce står: Tidligere minkavler søges,” siger han.