Prøv avisen
Reportage

I Lejre har de knækket koden: Sådan bygger man et vikinge-langhus

Genopførslen af det enorme langhus fra den tidlige vikingetid bliver med sine 61 meter i længden, 12 meter i bredden og 10 meter i højden den største bygning af sin art i Norden. Foto: Ole Malling/Sagnlandet Lejre

En arkæolog og arkitekt fra Sagnlandet Lejre mener at have skrevet første kapitel i dansk arkitekturhistorie. De mener at have fundet nøglen til, hvordan vikingerne byggede enorme langhuse uden tegninger og faste mål. Bygmesteren skulle blot have et langt reb med knuder og styr på tommelfingerreglerne

Kristeligt Dagblads udsendte står 13 meter oppe i luften på håndværkernes stillads og kigger ud over Sagnlandet Lejres igangværende rekonstruktion af det største hus fra Danmarks oldtid, Kongehallen på 61 meter.

Proportionerne er enorme og mere end 150 egestammer er blevet fældet til opførslen. Byggeriet ligner bunden af et skib. Både væggene, tagkanten og tagryggen er buer og er med til at tegne denne næsten skibsagtige bygningskrop. Formen kan for et moderne menneske, der er vant til at vægge og tage følger lige linjer, forekomme ulogisk. Men byggeriet med de rundede linjer er ifølge en af arkitekterne bag byggeriet, Kasper Lyneborg, overraskende enkel.

Mens vi kigger ud over spærene, som var de spanter i et skib, giver Kasper Lyneborg med begejstring i stemmen et eksempel på, hvor simpel konstruktionen er.

”Jeg sad i min have en dag, kollegaerne skulle bruge et mål på byggepladsen, som ikke fremgik af tegningerne. Jeg havde hverken tegninger foran eller 3D-modellen foran mig. Alligevel kunne jeg svare på spørgsmålet, da konstruktionen af huset følger et enkelt sæt af regler. Man skal bare kende nogle tommelfingerregler.”

Arkæolog og direktør for Sagnlandet Lejre, Lars Holten, står også på stilladset og beundrer resultatet af en årtier gammel drøm. Han og arkitekten mener, at de måske her har fundet nøglen til vikingernes byggeri af langhuse. I de seneste årtier har også andre nordiske museer genopført vikingers langhuse, men aldrig før har man med så enkle metoder kunnet opmåle alle relevante mål i bygningen. Fra grundplan til placering af spærene i tagkonstruktionen.

Nede i gulvplan inde i den højloftede bygning fortæller arkitekten og arkæologen om projektet, fra dengang det blot var på tegnebrættet.

”Vi gav os selv nogle benspænd. Vi ville opføre huset på en måde, som var mulig for vikingerne at opføre det på,” fortæller Lars Holten og fortsætter:

”Vikingerne kunne ikke foretage større beregninger eller gøre brug af analytisk geometri, de kunne ikke kommunikere avanceret på skrift, og de havde ingen faste måleenheder.”

Kasper Lyneborg tilføjer:

”Vi har forsøgt at se bygningen som bygmesteren i 700-tallet så den og prøver at aflure ham hans regelsæt. Det skulle være enkelt, realiserbart i praksis og være knyttet til tidens byggeskik, talsystem og opmålingsmetoder. Det skulle være enkelt, og det mener vi nu at have fundet.”

Arkæologen taler, mens han prøver at overdøve lyden fra en rundsav blandt de 30 håndværkere fra tømmer- og snedkerfirmaet Julius Nielsen & Søn, der arbejder på at opføre langhuset.

Direktør Lars Holten svarer på det oplagte spørgsmål, der dirrer i luften: For rundsaven var selvsagt ikke opfundet i vikingetiden.

”Ja, vi laver kompromiser. Det havde måske kostet en halv milliard kroner, hvis hallen skulle bygges i ren håndkraft. Man har tidligere bygget mindre vikingehuse i håndkraft, og vi ved, det kan lade sig gøre. Men prisen i mandetimer ville gøre et projekt i denne størrelsesorden umuligt. Det væsentlige for os var i stedet at regne ud, hvordan vikingerne kunne bygge i denne monumentale størrelsesorden.”

Arkitekt Kasper Lyneborg understreger, at den nyopdagede opmålingsmetode og byggeplan for hallen har gjort det muligt at rejse hallen gennem effektiv udnyttelse af håndkraft. Arkitekten i byggehjelm og blazer-jakke peger på et parti af bygningen. To otte meter høje søjler rejser sig inde i hallen med en tværgående bjælke imellem og yderligere to tværgående bjælker ud til ydervæggen. En samlet konstruktion på 12 meter i bredden og otte meter i højden. Sådan et parti kunne håndværkerne i vikingetiden have opsnøret på jorden og derefter rejst. For derefter at bygge resten af huset op om skelettet.

Men Koneghallens form med de buede vægge og skrå støttestolper er kendt fra flere lokaliteter i perioden fra omkring år 700 til slutningen af 900-tallet. Langhusenes krumme tag har også været kendt. Lars Holten, som bærer rundt på en stor bunke tegninger, hiver en frem. På den er ni afbildninger af datidens huse fra vikingernes egne gengivelse i form af blandt andet amuletter, skrin og gravsten.

”Arkæologer og historikere har længe kendt formen på vikingernes langhuse. Prøv at se – de havde buede tage og en form, som vi kender fra både skibe og skibssætninger.”

Grundtanken om, at skibenes form gik igen i vikingernes byggeri af langhuse, er ikke en idé, der er opstået hos hverken Lars Holten eller Kasper Lyneborg. Idéen blev født af arkæolog og arkitekt Bente Draiby, der også studerede langhusene i Lejre og rekonstruktioner af dem.

”Kombination af fagligheder gjorde, at hun pludselig så sammenhængen mellem grundform og bygningens form. Arkæologer som mig, vi har det med at kigge ned i jorden og nøje opmåle og registrere stolpehuller. Men Bente Draiby tænkte lavede koblingen mellem langhuseens form, der også gik igen i vikingernes skibe og i skibssætningerne.”

I 2013 blev Kasper Lyneborg tilknyttet projektet om rekonstruktionen af Kongehallen i Lejre, og han læste hendes artikler og blev inspireret.

Kasper Lyneborg tegnede langhuset i et 3D-program på en måde, der ikke var gjort før. Modellen fungerede, men arkitekten manglede stadig at komme med et bud på, hvordan folk på grænsen mellem yngre germansk jernalder og vikingetiden kunne bygge så stor en bygning.

En dag ændrede Kasper Lyneborg på et af de centrale parametre i modellen. De store stolpehuller gav nemlig mulighed for, at den oprindelige placering af stolperne kunne have stået en anelse anderledes end først antaget. Og ved at ændre det mål faldt brikkerne pludselig på plads. Alle målene i modellen gik op i hinanden. Og da indså Kasper Lyneborg, at de måske sad med vikingernes nøgle til at kunne bygge så store og umiddelbart avancerede byggerier

”Vi udviklede en opmålings- og proportionsmetode, der er helt ny, ” forklarer Kasper Lyneborg

Med den nye model relaterede målene sig til nogle ganske få parametre. Det er ikke enhederne eller de specifikke længder, der er vigtige, men forholdene imellem dem.

Eksempelvis ændrer bygningens højde og bredde sig ned gennem konstruktionen, da den krumme bygning er større på midten end ved gavlene, men forholdet mellem højde og bredde er uændret. Med andre ord er proportionerne bevaret, selv om målene ændrer sig. Midtersøjlen er for eksempel altid dobbelt så høj som væggen.

”Man går logisk fra et punkt til det næste. Du skal ikke beregne dig til noget. Der er en opmålingsserie, der giver mening et skridt ad gangen,” fortæller Kasper Lyneborg.

”Man skal ikke bruge det ord for ofte, men det var et slags heureka-øjeblik. Pludselig hang hele konstruktionen sammen ved hjælp af et meget simpelt system.”

Med Kasper Lyneborgs proportionsmetoder kunne vikingernes bygmester stille sig i midten af den kommende byggeplads, og ved hjælp af et omtrent 40 meter langt torv markere, hvor alle stolperne skulle stå og derefter angive alle bygningselementerne længder og højder i indbyrdes forhold.

Herfra kunne bygmesteren instruere arbejderne i, hvor mange og hvor langt tømmer, der var brug for til hele byggeriet, placeringen af samlinger og så videre. Som Kasper Lyneborgs anekdote fra tidligere illustrerede, så er beregningen ikke vanskeligere, end bygmesteren kan huske den i hovedet.

”Vi mener faktisk, at vi her tager fat i et af de første kapitaler i dansk arkitekturhistorie, for proportions-princippet gror ud af sin egen tradition. Og det er en nordisk tradition,” siger Kasper Lyneborg.

Lars Holten tilføjer: ”Man har tidligere forsøgt at forklare byggeriet af vikingernes langhuse med byggemetoder, enheder og beregninger udefra. Men vores resultater peger på, at der er sket noget unikt i Norden.”

Kasper Lyneborg fortæller med forsøgt kontrolleret begejstring, at de også kan se proportionsmønstret gå igen i ringborgenes karré-kompleks af fire langhuse. Det er dog endnu ikke helt efterprøvet.

”Men det er en besnærende tanke,” siger Kasper Lyneborg.

Arkitekt Kasper Lyneborg i sort blazer og direktør for Sagnlandet Lejre, Lars Holten, indviede i sidste uge Dronning Margrethe i tankerne bag genopførslen af vikingernes gamle hal, Kongehallen. Foto: Ole Malling/Sagnlandet Lejre