I Norddjurs går integrationen også gennem mobilen og maven

Den syriske flygtning Maher Khalil Khalaf bor i Norddjurs Kommune og drømmer om at etablere sit eget møbelsnedkerfirma i Danmark. Vejen dertil er en arbejdsmarkedsrettet danskundervisning og pedelpraktik garneret med moderne teknik og fællesspisning af kebab og bulgursalat

Når Maher Khalil Khalaf og pedel i Vivild Børneby Erling Stær ikke kan forstå hinanden, er mobilprogrammet ”Viber” en sidste udvej. Ved hjælp af programmet sender de hinanden tekstbeskeder, som bliver oversat fra arabisk til dansk og omvendt. –
Når Maher Khalil Khalaf og pedel i Vivild Børneby Erling Stær ikke kan forstå hinanden, er mobilprogrammet ”Viber” en sidste udvej. Ved hjælp af programmet sender de hinanden tekstbeskeder, som bliver oversat fra arabisk til dansk og omvendt. – . Foto: Christian Klindt Sølbeck/Polfoto.

”Simpelthen genialt.”

Sådan lyder det fra Erling Stær. Han er pedel i Vivild Børneby, en kombineret grundskole og et dagtilbud i landsbyen Vivild på Danmarks næseryg, det nordligste Djursland. Erling Stær taler om ”Viber”, et program til mobiltelefonen, hvori man kan skrive beskeder til hinanden og få dem oversat til alverdens fremmedsprog.

”Knips”, og Erling Stærs dansksprogede sætninger med begyndelsesbogstav fra venstre forvandles til arabiske formuleringer med begyndelsesbogstav fra højre. Så forstår praktikanten bedre, hvad Erling Stær mener. Praktikanten er nemlig den 42-årige syriske flygtning Maher Khalil Khalaf, der kom til Danmark i sensommeren 2015, til Norddjurs Kommune i slutningen af februar og i praktik som pedelmedhjælper i midten af november.

Hvad der ifølge Erling Stær ikke kan klares med fagter ved værkstedets høvlebænk eller på skolens gange og gårdarealer bliver oversat ved hjælp af ”Viber”. Genialt, simpelthen. Men også ”en sidste udvej”, siger han.

”Omgangstonen er vanskelig. Men vi tager det i stiv arm, griner lidt af det, når vi ikke forstår hinanden, og prøver igen. Vi bliver ved, indtil vi forstår hinanden. Og Maher forstår mere og mere,” siger Erling Stær.

Maher Khalil Khalaf bliver af alle, Kristeligt Dagblad taler med, fremhævet som værende meget, hvis ikke usædvanlig ambitiøs og lærevillig. Det er kun sproget, der halter. Men han arbejder på det, og det ikke mindst igennem det såkaldte ”Projekt Erhvervsdansk”.

Projektet er kernen i Norddjurs Kommunes integrationsindsats. I praksis er det et kursus af trekvart års varighed, der veksler mellem sprogundervisning og erhvervspraktik, der altså i Maher Khalil Khalafs tilfælde udspiller sig i Vivild Børneby. Sprogundervisningen retter sig specifikt mod arbejdsmarkedet. Der undervises dermed ikke blot i cv-skrivning, men også i det danske arbejdsmarkeds skrevne og uskrevne regler og arbejdskultur.

Med andre ord står den på mindre ”rødgrød med fløde”-øvning og mere jobsamtale-træning. Når først flygtninge som Maher Khalil Khalaf er i praktik, handler det om at optage konkrete arbejdssituationer som video eller lyd, som de herefter skal lære at finde de rigtige danske gloser for.

Den 42-årige syriske flygtning Maher Khalil Khalaf har en plan, han ikke vil afvige fra: at komme i et almindeligt dansk job. Og en drøm, han håber vil gå i opfyldelse: at starte egen virksomhed i Danmark. Vejen dertil går blandt andet gennem et praktikforløb som pedelmedhjælper i Vivild Børneby i Norddjurs Kommune. –
Den 42-årige syriske flygtning Maher Khalil Khalaf har en plan, han ikke vil afvige fra: at komme i et almindeligt dansk job. Og en drøm, han håber vil gå i opfyldelse: at starte egen virksomhed i Danmark. Vejen dertil går blandt andet gennem et praktikforløb som pedelmedhjælper i Vivild Børneby i Norddjurs Kommune. – Foto: Christian Klindt Sølbeck

”Jeg er meget glad, især fordi jeg ikke er vant til at gå hjemme og ikke lave noget. Jeg keder mig, og derfor er jeg vældig glad for at gå her. Jeg drømmer om at starte en forretning, der ligner det, jeg havde i Syrien,” siger Maher Khalil Khalaf via en tolk.

Arbejdet hjælper ham også til at fokusere på noget andet end på krigen i Syrien, hvor hans hustru og to børn stadig befinder sig. Men selvom han er glad for praktikpladsen som pedelmedhjælper, ville han meget gerne i en praktik med noget lig hans syriske metier. I hjembyen, den syriske hovedstad Damaskus, arbejdede han som møbelsnedker.

”Offentlig forsørgelse er på sigt ikke en mulighed i min plan. Jeg opfatter offentlig forsørgelse som en skam. Det er ikke noget, jeg er stolt over. Derfor er det vigtigt for mig at være i praktik og på sigt i fast arbejde, indtil jeg kan realisere min drøm om et firma, der beskæftiger sig med det, jeg kan,” siger Maher Khalil Khalaf, der dog ville ønske, at han var kommet tidligere i beskæftigelse.

”Jeg har været i Danmark i 14 måneder. Og i de 14 måneder har jeg kun arbejdet i de sidste 14 dage. Jeg så gerne, at vi startede noget tidligere. To gange, siden jeg kom til Danmark, både i asylcentret i Sønderborg og på sprogskolen, spurgte jeg de ansvarlige, om de ikke kunne hjælpe mig med noget at beskæftige mig med, og i begge tilfælde sagde de nej,” siger han.

Projekt Erhvervsdansk er den ene vej til integrationen i Norddjurs for Maher Khalil Khalaf. Den anden udspiller sig et par timer senere mellem kravlenisser, porcelænshunde og velourduge i forsamlingshuset i Holbæk, en anden landsby 15 kilometer nordvest for Vivild.

Op mod 45 personer, svarende til næsten hver femte borger i Holbæk, har meldt deres ankomst til aftenens tværkulturelle fællesspisning, der er en del af frivilliginitiativet ”Velkommen til flygtninge i Holbæk”. Menuen er ”kebab hindi”, der ifølge Maher Khalil Khalaf intet har med Indien at gøre, og tabouleh, en arabisk salat med blandt andet bulgur, mynte og persille.

”Det har selvfølgelig en stor betydning for, at vi kommer ud af den hverdag, hvor man er trist og passiv, og kommer til at snakke med mennesker og se, at der er mange danskere, som er søde og imødekommende og gerne vil hjælpe,” siger Maher Khalil Khalaf.

Frivilliginitiativet er blevet en, ja, integreret del af integrationsindsatsen i Norddjurs Kommune. Norddjurs Kommune orienterer de frivillige, når nye borgere kommer til området, og på førstedagen for flygtningenes ankomst drikker de kaffe med både en sagsbehandler og en frivillig. Alle nytilkomne får tilbudt en kontaktfamilie, og mad- og fællesaftenerne i forsamlingshuset er blevet en fast tilbagevendende begivenhed med 14 dages mellemrum.

Initiativtageren er Inge Dorte Mandrup, tidligere formand for Venstre i Norddjurs, der blandt andet qua sine kontakter i forvaltningen gjorde opmærksom på, at hun og andre var parate til at byde områdets nye indbyggere velkomne.

”Noget af det, vi er enige om her, er at skubbe dem af sted på sprogskole og at inspirere og engagere dem i deres praktik. Når de nogle gange synes, at det er åndssvagt og træls, og at de ikke lærer nogen ting, så skubber vi dem af sted og siger ’kom nu!’,” siger hun og lægger vægt på frivilligheden som et afgørende plus.

”Kommunen kan godt lidt blive en skurk, hvor vi, selvom vi måske er enige med kommunen, kan gøre tingene på en anden måde. Vi kan lidt bedre – måske fordi vi ikke er en autoritet, men en slags venner – sige, at de skal altså tage på sprogskole. Så jeg tror, at vi supplerer kommunen meget godt. Men vi vil ikke have nogen forpligtelser. Vi vil ikke have underhåndsaftaler med kommunen om, at vi lige kan sørge for det og det. Nej, det gider vi ikke. Vi vil være de der forældreagtige venner, der hjælper med praktiske ting og skubber lidt dansk kultur ind i dem,” siger Inge Dorte Mandrup.

Strømmen går, og serveringen bliver forsinket. Men til slut kommer maden på bordet, og de nye og gamle beboere i Norddjurs Kommune konverserer alt efter dansk-niveau enten med tungebåndet eller ved hjælp af forklarende fagter og forstående skulderklap.

Maher Khalil Khalaf kalder forsamlingen for en slags dansk familie. Mens han lærer Kristeligt Dagblad, at ”kebab hindi” altså skal spises med fingrene og ikke kniv og gaffel, lyder det helt kortfattet fra ham, at ”her er jeg ikke fremmed”.