Da Sanni Nimb i sin tid skrev opslaget til ordet hudfarvet i Den Danske Ordbog, tænkte hun ikke over, at nogen kunne blive kede af formuleringen ”som huden hos en typisk nordeuropæer; lys og afdæmpet beige eller ferskenfarvet”. Indtil for nylig havde ingen på ordbogsredaktionen heller skænket det en tanke, at det kan støde venstrehåndede at læse opslaget om, at et venstrehåndsarbejde er ”udført uden særlig energi eller engagement”. Og til trods for, at der i alle årene har været et homoseksuelt medlem af redaktionen, var der ingen, der så meget som overvejede det problematiske i at beskrive et ægtepar som ”bestående af en mand og en kvinde”.
Det sidste er nu lavet om, så ordbogens ægtepar blot er ”to personer, som er gift med hinanden”. Og opslaget har fået et ekstra teksteksempel, som specifikt nævner ”homoseksuelle ægtepar” og supplerer med et eksempel, der intet nævner om ægtefællernes køn eller seksuelle orientering.
”Vi har hidtil ikke været så inkluderende, men det er vi nu blevet gjort opmærksomme på. Vi har aldrig tænkt på, at beskrivelser af opslagsord kunne genere mennesker så meget, men i de seneste fem-seks år har vi fået voldsomt mange henvendelser af denne art,” fortæller Sanni Nimb, ledende redaktør på Den Danske Ordbog, som udgives af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
I går udkom en ny, opdateret udgave af den store digitale betydningsordbog. Ud over 556 nye opslag og 39 nye betydninger af eksisterende ord, har redaktionen benyttet lejligheden til at revidere nogle opslag, som har vakt kritik, herunder ”ægtepar”.
Modsat Retskrivningsordbogen fra Dansk Sprognævn, som fastsætter normer for korrekt dansk, skal Den Danske Ordbog blot afspejle, hvordan danskerne bruger sproget. Redaktøren slår fast, at selvom hun gerne vil komme minoriteter i møde og omformulere betydningsbeskrivelser, kan redaktionen ikke udelade bredt anvendte ord eller betydninger, bare fordi de gør nogle kede af det.
”Der er mange, der synes, det er strengt, at vi i opslaget om ordet billig omtaler, at det bruges om en løsagtig kvinde, en billig tøs. Det er da rigtigt, at det er strengt at sige især om kvinder, men når sproget nu er sådan, kan vi ikke gøre andet end angive, at sprogbrugen kan virke nedsættende,” forklarer redaktøren.
Hun uddyber, at redaktionen tilstræber at undgå, at formuleringer kan gøre mennesker kede af det. Og hensyn til menneskers egen person vejer tungere end for eksempel hensyn til de utilfredse hundeejere, der har henvendt sig til redaktionen, fordi de opfattede opslagsordet muskelhund som nedsættende.
Sanni Nimb kunne personligt godt tænke sig at indføje det kønsneutrale stedord hen i ordbogen for at imødekomme de mennesker, som bliver kede af at blive omtalt som enten han eller hun. Ordet blev i 2015 optaget som et officielt ord i svensk, men det tilsvarende lader sig lige nu ikke gøre her i landet, for ordet forekommer så lidt i dansk sprogbrug, at der ikke er basis for at tage det med.
Klaus Kjøller er lektor emeritus i dansk ved Københavns Universitet og har skrevet en lang række bøger om sprog og kommunikation. Han konstaterer, at der altid har været befolkningsgrupper, som ønsker at påvirke sprogbrugen og ordbøgernes beskrivelser, så det varetager deres interesser.
”Sproget har altid været en kampplads, men det er ikke just blevet mindsket i de 50 år, jeg har beskæftiget mig professionelt med det, og mit indtryk er, at følsomheden er større end nogensinde. Hvis der er en minoritetsgruppe, der føler sig undertrykt sprogligt, benytter de enhver lejlighed til at gøre opmærksom på det i medierne og på sociale medier. Det kan være godt for den sproglige bevidsthed, men det gør det unægteligt meget vanskeligere at udgive ordbøger, alle kan holde ud at læse,” siger Klaus Kjøller, som tilføjer, at det efter hans opfattelse kan komme så langt ud, at ”det solide, bærende lag i samfundet føler, de skal finde sig i hvadsomhelst for at imødekomme minoriteternes særheder”.
”Hvis vi når frem til, at der findes 51 forskellige køn, skal ordbøgerne så rumme beskrivelser, der tager højde for dem alle, uanset hvor få mennesker der er tale om?,” spørger han.
Ifølge Sanni Nimb er det vigtigt, at en ordbog ikke går så langt i minoriteternes retning, at den ikke længere ”rammer det almene”. Hun erklærer sig også villig til at se på, om opslaget ægtepar skal have et tredje teksteksempel, som specifikt nævner mand og kvinde.
”Vi har hele tiden overvejelser. For eksempel var vi enige om, at vi i opslaget om en brud skal skrive, at dét er en kvinde. Men vi nåede frem til, at to mænd på selve bryllupsdagen er et brudepar, selvom de siden skal leve som ægtepar. Så vi kan godt have et brudepar, uden at der er en brud til stede,” siger hun.
Den meget ophedede aktuelle danske strid om ordene ser redaktøren mest som udtryk for, at der er grupper, som efter mange års tavshed er kommet til orde:
”Det, vi har lige nu, er en modreaktion efter mange års usynlighed fra nogle grupper, der ikke har følt sig inkluderet. Reaktionen kan forekomme voldsom, men jeg er sikker på, at den om nogle år lander på et blødere sted.”