Midt i efterårsferien 1967 sad vi og lyttede til blæsten. Det var tirsdag den 17. oktober. Min storesøster Karen på 13 år, tvillingebror Jacob på 11 år, lillebror Martin på ét år, jeg og vores forældre var forsamlet i stuen. Huset lå i dalen godt i ly for vestenvinden, som var ved at skrue op for styrken.
Det havde regnet meget. Den lille bæk i skoven bag haven var gået over sine bredder. Skoven duftede af råd og forfald og havde antaget brogede efterårsfarver. Men løvfaldet var ikke for alvor i gang endnu, og nogle af træerne var stadig grønne. Og der var stormvarsel for hele Østersøen omkring Bornholm.
Udenfor hørte vi vinden suse oppe fra den højtliggende skov mod vest, og i dagens løb var luftens mængde af hvirvlende blade og småkviste taget til. Hen mod aften skete der en dramatisk udvikling. Vindens susen blev dybere, og til sidst lød der en dyb buldren fra den mørke skov. Der lød et drøn og nogle høje smæld midt i bulderet, og siden bragede det løs af store træer, der faldt deroppe i den mørke skov. Huset lå godt beskyttet. Men Ragnarok hærgede i skoven nogle få hundrede meter mod vest. Strømmen gik, og vi gik i seng i skæret fra stearinlys, mens orkanen brølede med dybe, uhyggelige lyde udenfor.
Dagen efter vågnede vi til en klar og kold dag med frisk vind fra nord. Haven var dækket af blade og grene, og nysgerrige, som vi var, gik vi op i skoven for at tage skaderne i øjesyn. Vi var blot gået et par hundrede meter, da det første væltede træ spærrede vejen, og længere fremme lå omstyrtede træer og nedfaldne grene hulter til bulter, så færdsel var umulig.
Senere på dagen kørte min far, Jacob og jeg ud i det nordbornholmske landskab ned mod fiskerlejet Teglkås, hvor nogle af vores venner boede. For første gang i mit liv så jeg, hvad store naturkræfter kunne afstedkomme. Der var skader overalt. Den ene gård efter den anden var raseret af orkanen. Flere steder så vi længer, der var fuldstændig splittet ad af vinden. Det lignede en krigszone.
Inde på øen var den helt gal. Orkanen havde ramt Almindingen med fuld styrke. Ingen ved med sikkerhed, hvor højt vindhastigheden nåede op på toppen af Bornholm omkring Rytterknægten. Men det havde været voldsomt, og skoven var raseret i en grad, som bornholmerne hverken har set før eller siden. Både nåletræer og løvtræer var knækket eller revet op med rode.
Orkanen gik hårdt ud over skovene, fordi jorden var opblødt efter store regnmængder, og fordi der stadig var blade på træerne. Vinden tog derfor godt fat i løvtræerne, som på grund af den bløde jord blev revet op overalt på Bornholm.
Efter orkanen forestod et næsten uoverstigeligt arbejde med at rydde op, bjerge, hvad der kunne bjerges af tømmer og plante ny skov. Stormfældet træ er af mange grunde ikke sagen for skovbruget. Når der vælter store mængder på én gang, falder træpriserne, og en stor del at træerne flækker eller bliver splintret, når stormen hærger. Tit ligger de faldne træer i lag og i spænd, så det er svært (og farligt!) for skovarbejderne at komme til med savene.
Oprydningen efter orkanen var omfattende, og bagefter var Almindingen forandret. Store dele af skoven var helt åben, og i skovloven var der krav om, at alt skulle tilplantes med træer. Dengang var det god latin at plante gran, og sådan blev det på størstedelen af de arealer, orkanen havde raseret.
Men meget forud for sin tid udpegede det daværende statsskovvæsen et cirka tre hektar stort område, som skulle ligge urørt hen efter orkanen. I dag er det en vigtig del af statens opgave at beskytte biodiversiteten (naturens mangfoldighed af dyr, planter og svampe) ved blandt andet at lade udvalgte skovområder ligge urørt hen. Men dengang var det ikke almindeligt at lade skove ligge og passe sig selv, og det vakte en del opsigt, at statsskovbruget sådan lod en masse træ ”gå til spilde”.
Området, som mest bestod af bøg, ligger nær ved Rytterknægten, der med sine 162 meter over havets overflade er Bornholms højeste punkt. Her falder betydeligt mere nedbør end andre steder på øen, og der er oftere tæt tåge, så det drypper og driver af fugt fra træerne. Stedet blev udvalgt for at følge, hvad der sker, når en skov passer sig selv efter et voldsomt stormfald. Enkelte store og stærke bøge havde klaret orkanen, men de fleste var revet op med rode.
Det viste sig at være en klog beslutning at lade området ligge. Orkanskoven, som Naturstyrelsen er begyndt at kalde stedet, har siden 1967 udviklet sig til en vild og varieret skov med en masse mærkelige og overraskende fænomener, som ingen havde forudset. Bornholm - og Danmark - har fået et lyslevende klenodie og minde om katastrofen i form af et skovstykke, der siden orkanen har været helt overladt til naturens kræfter. Her snart 50 år efter orkanen er området ved at blive rigtig interessant, og med årene bliver det endnu mere spændende og urskovsagtigt.
Bøge er stærke træer. De knækker sjældent, men rives op med rode, hvis det er voldsom storm eller orkan. Rodvæltere, som de uheldige træer kaldes, forårsager stor ravage i landskabet, fordi rødderne river enorme kager af jord og sten med op. På den måde opstår der huller, der kan være vandfyldte, og små jord- og stenhøje, som kan blive i landskabet mange hundrede år efter, at træerne er rådnet væk. Al den ravage med huller, høje, jord, sten og døende stammer og rødder skaber variation og gode livsbetingelser for et væld af dyr, planter og svampe.
Da træerne faldt for orkanen, blev rødderne mod vindretningen trukket op, rykket over og løftet i vejret sammen med mængder af jord og store sten. Men de østvendte rødder blev bare bøjet 90 grader. De forblev nogenlunde intakte i den våde jord oven på klipperne - og blev ved med at fungere. Den store overraskelse var derfor, at hovedparten af de væltede træer levede videre. Der var rigeligt vand og lys de første år efter orkanen, så de fleste af de faldne træer groede videre med stor livskraft.
Nye stammer er i hobevis skudt i vejret fra stormens ofre, der ligger som levende skibe med mange master overalt i skoven. En del stammer ser stadig hele og friske ud, men mange formulder langsomt ovenfra. De udvikler sig til ”kanotræer”, som mere ligner vore aners stammebåde end noget, naturen har skabt. Kanotræerne ligger tæt i dele af Orkanskoven.
De få store bøge, der ikke faldt i orkanen i 1967, står nu som mægtige herskere i Orkanskoven blandt de mange liggende invalider.
Men ellers er skoven præget af nye træer. Siden stormen er masser af træer spiret og skudt op ved naturlig tilgroning. Det er især vortebirk, men der er også el og ask på de vådeste steder. Her - snart halvtreds år efter den store storm - er skoven på vej til at blive noget i retning af et stykke urskov med træer i mange aldre og stadier af forfald, svampe, mos, lav, bregner, urter, insekter og alt det liv, der hører til en vildtvoksende skov. De rigtig gamle træer mangler. De kommer med tiden. Det er blot at vente et par hundrede år.
Birkene var lynhurtige og indtog arealet med et mylder af træer, der konkurrerede om at blive store. I årenes løb er fårene skilt fra bukkene. De svage, langsomme og lave er bukket under for de stærke, hurtige og høje.
Mere end 99 procent af de birketræer, som spirede frem i de første år efter orkanen, er allerede døde - skygget ihjel af artsfæller. Og udskillelsesløbet fortsætter: Mellem de mange tusinde store birketræer i Orkanskoven står hundredvis og skranter. De har tabt kampen om det livgivende lys. Deres år er talte.
De største birke er oppe i en højde og drøjde, hvor de i lang tid kan konkurrere med bøgetræerne. Men på langt sigt vil bøgen sejre de fleste steder. Bøgens store og tætte krone, som kan nå op i 40 meters højde, skygger de fleste andre træer væk. Sådan går det på veldrænet, frodig muld. Men på våde steder eller på meget tørre steder har bøgen problemer. Her har andre træer muligheder.
Ude i sumpen trives elletræerne, der kan gro langt ude i vandet, og på steder med kildevæld og rislende bække trives asketræer så godt, at de udkonkurrerer bøgene.
Egen klarer sig ikke på langt sigt i den lukkede bøgeskov. Den har sin eneste chance på meget våd eller meget tør jordbund samt på åbne, græssede arealer, hvor den spirer frem i tornede krat. Egen er ekstremernes træ, som næppe har nogen særlig fremtid i den frodige, orkanramte skov.
Orkanskoven forandrer sig år for år. De store bøge lægger et sted mellem 2 og 8 milimeter til i stammediameter om året. Og hvis ikke en ny orkan fælder dem, vil de ende med at blive enorme, 300-årige veterantræer, hvor store, kridhvide koralpigsvampe og andre specialister i døende kæmper vil dukke op som sendt fra himlen. Hvad de vitterligt er, for svampesporer er så små og lette, at de kan sprede sig milevidt med vinden og spire frem, hvor de rette betingelser er til stede.
Foreløbig er svampelivet i Orkanskoven rigeligt, men ret ordinært. Det mest påfaldende er de store mængder af tøndersvampe, der med deres koncentriske striber pryder stammer overalt i skoven. De største individer er 40 cm brede og 30 år gamle.
Orkanskovens gamle bøge, mastetræer og kanotræer vokser videre i det våde klippelandskab. Livet fortsætter for fuld kraft, selvom naturkræfterne brugte træerne som brækjern, der raserede skovbunden.
Orkanen trækker spor i århundreder, og i dens kølvand går den lille skov en vild fremtid i møde.
