I politik er det blevet vigtigere at deltage end at vinde

Det nye folketingsår blev åbnet med den hidtil bredeste politiske aftale om klima og miljø. De borgerlige har erkendt, at der er lang vej til regeringsmagten, og den hårde oppositionspolitik er lagt på hylden

Dagens politik præges i endnu højere grad end tidligere af, at såvel regeringen som langt de fleste partier flokkes om midten. På det punkt er den brede landbrugsaftale meget illustrativ, skriver Henrik Hoffmann-Hansen.
Dagens politik præges i endnu højere grad end tidligere af, at såvel regeringen som langt de fleste partier flokkes om midten. På det punkt er den brede landbrugsaftale meget illustrativ, skriver Henrik Hoffmann-Hansen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

En statsminister i kontrol, en samlet opposition og et dybt skuffet støtteparti.

Sådan kunne man på kort form opsummere det nye folketingsår, som statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag indledte med sin åbningsredegørelse til Folketinget.

Talen så allerede på forhånd ud til at blive overskygget af den historisk brede klimaaftale for landbruget mandag aften, og statsministeren lagde da også ud med et langt og næsten lyrisk afsnit om sortspætter, orkideer og højmoser. Regeringen og Socialdemokratiet skulle placeres som klimaets og den grønne miljøpolitiks fremmeste garanter.

Lyttede man til kommentarerne fra partilederne, var mønstret helt, som det plejer. De borgerlige kritiserede Mette Frederiksen for at sige selvfølgeligheder og mangle indhold bag de fine ord, mens støttepartierne i højere grad kunne glæde sig.

Af konkrete nyheder var der blandt andet et udspil om, at der skal være flere almennyttige boliger i de fire største byer. Uden tvivl en velkommen gave for de socialdemokratiske lokalpolitikere til novembers kommunal- og regionsrådsvalg.

Der skal også nedsættes en kommission til at undersøge pigers og kvinders – læs særligt indvandreres – frihed og rettigheder. Det var i øvrigt et af usædvanligt få udlændingepolitiske elementer i årets tale.

Den borgerlige kritik kredsede mest om, at regeringen mangler konkrete forslag til at løse den akutte mangel på arbejdskraft i erhvervslivet. Manglen blev adresseret af Mette Frederiksen med et konkret eksempel fra en fabrik i Bramming, som producerer udstyr til vindmøller, men som mangler medarbejdere. Hun kom dog ikke med forslag, der på kort sigt kunne skaffe mere arbejdskraft. Her vil både flere borgerlige partier og De Radikale åbne for yderligere indvandring.

På længere sigt ligger løsningen ifølge statsministeren i uddannelsessystemet, men væk var den tidligere udskamning af akademikere. Nu handlede det mere om, at flere højtuddannede skal arbejde i private virksomheder. Svært for de borgerlige partier at erklære sig uenige i det.

I det hele taget præges dagens politik i endnu højere grad end tidligere af, at såvel regeringen som langt de fleste partier flokkes om midten. På det punkt er den brede landbrugsaftale meget illustrativ. Ikke mindst de borgerlige partiers sammenhold er bemærkelsesværdig. Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige har tidligere i varierende grad ikke tillagt klimaspørgsmålet den helt store betydning og ville formentlig nårsomhelst vægte landbrugets interesser over klimaet. Alligevel endte de i forliget, hvorfra for eksempel Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl fremhæver sætninger om, at ”landbruget skal udvikles og ikke afvikles”, og at landbruget skal være ”økonomisk bæredygtigt”.

De sætninger er selvfølgelig ingen garanti mod, at aftalen faktisk risikerer at ende med at koste landbruget dyrt. Pointen er imidlertid, at som forligsparti har Dansk Folkeparti sikret sig at sidde med ved bordet, når forligsteksten de kommende år skal konkretiseres yderligere. Det samme gælder de øvrige partier.

På den modsatte side er især Enhedslisten dybt skuffet over, at aftalen ikke blev mere ambitiøs, men også for Enhedslisten er det – som i spil – vigtigere at deltage end at vinde. Fordi man senere kan påvirke udmøntningen af aftalen.

Rationalet er interessant, for når man indgår den slags kompromisser, gør man sig også sårbar over for kritik. Det eneste parti, som står uden for landbrugsaftalen, er Alternativet, som dermed ved næste valg har helt frie hænder til at tordne mod regeringen og venstrefløjen for at føre en uansvarlig miljø- og klimapolitik.

På den borgerlige side kunne Dansk Folkeparti, Liberal Alliance eller Nye Borgerlige tilsvarende have følt sig fristet til at stille sig på sidelinjen og kritisere Venstre og De Konservative for at svigte landbrugserhvervet. Det gjorde de bare ikke. Ingen af dem ville betale med flere års ørkenvandring uden indflydelse på et så vigtigt område.

Blandt de borgerlige partier er der desuden en uudtalt erkendelse af, at man næppe får væltet regeringen ved førstkommende valg. Hvis det overhovedet skal have en chance, kræver det et større sammenhold, end der var under Lars Løkke Rasmussens (V) regeringer fra 2015 til 2019. Lige så vigtigt er det for de blå partier, at de sidder med ved bordet og i vist omfang kan begrænse indflydelsen for regeringens støttepartier, selvom man skulle tabe næste valg.

Andre store forhandlinger venter i det nye folketingsår, for eksempel om medier, en grøn skattereform og måske en aftale, der letter adgangen for udenlandsk arbejdskraft. Her bliver det interessant at se, i hvor høj grad de borgerlige partier evner at stå sammen og eventuelt i flertal med De Radikale presse regeringen til indrømmelser.

Kampen om at være med synes for en stund at overskygge kampen om at vinde i dansk politik.