I Sct. Nicolai Tjenesten folder kirken sig ud på sin allermest næstekærlige måde

I anledning af Kristeligt Dagblads 125-års jubilæum uddeler avisen Kristeligt Dagblads Pris til fem organisationer, hvis diakonale arbejde i høj grad bygger på frivillig indsats. En af modtagerne er Sct. Nicolai Tjenesten, hvor ensomme og andre udsatte kan ringe ind med store og små problemer. Helle har passet telefonen som frivillig i to år

Helle passer som frivillig telefonen i Sct. Nicolai Tjenesten i København.
Helle passer som frivillig telefonen i Sct. Nicolai Tjenesten i København. Foto: Mikkel Møller Jørgensen.

Jeg er midt i 60’erne og var i mit tidligere arbejde som jurist i berøring og talte med mange forskellige mennesker. For to år siden gik jeg på pension. Jeg ville gerne fortsætte med nogle af de ting, jeg er god til, for eksempel at samtale med andre mennesker på tomandshånd. En nær veninde anbefalede mig Sct. Nicolai Tjenesten, og jeg skrev en ansøgning og kom i et introforløb. Derefter blev jeg egentlig bare kastet ud i det, tog nogle vagter og fik supervision bagefter. På den ene side er det et uendelig svært arbejde. Men på den anden side handler det for så vidt blot om at lytte og tale med dem, der ringer til os.

Jeg er glad for at kunne være noget for nogle mennesker, der ikke nødvendigvis har særlig mange andre at tale med og ikke har så mange andre, de kan dele deres sorger og bekymringer med. Som følge af deres natur, sygdom eller deres livsvilkår kan de måske også være en stor mundfuld at tale med for familie, venner eller arbejdskolleger. I stedet kan de så tale med os. Jeg har erfaret, at man sommetider kan rumme meget mere, når man ikke har en personlig eller følelsesmæssig relation til den, man taler med.

Sct. Nicolai Tjenesten tilbyder helt anonyme samtaler, både hvad angår dem, der ringer, og os, som tager telefonen. Derfor oplyser jeg kun mit fornavn, Helle, hvis den, som ringer ind, spørger efter det. Jeg har en vagt om ugen på fire-fem timer, nogle gange to vagter, og jeg har været frivillig herinde i to år nu. Stort set altid går jeg glad og opløftet hjem. Når jeg selv har nogle udfordringer i mit liv, er det også med til at sætte dem lidt i perspektiv, fordi jeg i samtalerne kan høre, hvad mange andre mennesker går og slås med.

Nogle ringer ind og får en sludder om vejret eller måske noget, som er politisk oppe i tiden. Mange har ringet ind for at tale om coronakrisen. De ringer ikke nødvendigvis ind med store problemer, selvom de alligevel kan ligge under overfladen. Sommetider kommer de frem mod slutningen af samtalen, hvis man spørger, om der er noget, vi lige skal huske at vende. Så kan det alligevel godt dybest set handle om den tidligere kæreste, problemer med forældrene eller på jobbet.

Der ringer selvfølgelig også mennesker ind, som fortæller, at de er meget ensomme. Ensomhed er nok den største enkeltfaktor. En del er også fysisk syge, kan ikke komme særlig meget ud og får ikke lige en lille snak med nogle af dem, de ellers ville have mødt i en butik eller på biblioteket. Også mennesker, som er decideret psykisk syge og måske bor på en institution og heller ikke har så mange andre at tale med. Jeg fornemmer, at det for mange er et lyspunkt i deres dag, at de kan ringe til os. Nogle ringer flere gange i løbet af dagen. Heldigvis får vi os også sommetider et godt grin sammen.

Det er ikke afgørende for mig, at Sct. Nicolai Tjenesten er bygget på et kristent livssyn. Men jeg kan godt lide, at kirken her folder sig ud på sin mest næstekærlige måde. Det sker også, at den, der ringer ind, beder om, at vi beder Fadervor, lyser velsignelsen eller synger en salme. Den fælles bøn kan virke meget stærk. Jeg husker særligt en samtale, der havde været svær, hvor vedkommende bad om, at vi bad Fadervor til sidst. Det er en af de samtaler, som har gjort størst indtryk på mig.

Det er en stor anerkendelse, at vi får Kristeligt Dagblads Pris, fordi det arbejde, vi gør, måske ikke altid er så synligt. Det er fantastisk, at man hædrer en gruppe mennesker, der sidder med det ene formål at være der for andre mennesker.