I sporene på Afghanistans uendelige krig

I ny dokumentar tager den tidligere soldat Martin Tamm Andersen sammen med journalist Nagieb Khaja til Afghanistan for at undersøge, hvordan en uløselig krigssituation hærger den modløse befolkning. Turen har efterladt Martin Tamm Andersen med spørgsmålet: Hvad var egentlig formålet med Danmarks engagement i konflikten?

Den tidligere soldat Martin Tamm Andersen (tv.) og journalist Nagieb Khaja går i ny dokumentar helt tæt på Afghanistan og den krig, der har efterladt befolkningen modløs og desillusioneret. –
Den tidligere soldat Martin Tamm Andersen (tv.) og journalist Nagieb Khaja går i ny dokumentar helt tæt på Afghanistan og den krig, der har efterladt befolkningen modløs og desillusioneret. – . Foto: Lars Skree.

Kuglerne flyver frem og tilbage i en åben skudveksling mellem krigere fra den militante islamistiske bevægelse Taleban og soldater fra den afghanske hær lige ude foran et lille hus i en by i Afghanistan, hvor danske Martin Tamm Andersen og Nagieb Khaja sidder sammen med deres såkaldte fixer – personen, der skal sørge for transport og sikkerhed – og et par afghanske mænd.

”Hvor langt er de væk?”, spørger Martin Tamm Andersen.

”Mellem 500 og 1000 meter,” lyder svaret fra en af de afghanske mænd.

”Det føles, som om de er tættere på.”

Scenen er fra den tidligere soldat Martin Tamm Andersen og journalist Nagieb Khajas nye dokumentar ”Fjendeland”, der netop har haft premiere, og hvor de går helt tæt på krigen i Afghanistan og Talebans indflydelse. For Martin Tamm Andersen er det også en tilbagevenden til landet, han i 2010 var udsendt til. For at undersøge, hvad der har ændret sig, og om man overhovedet gjorde en forskel.

”Jeg har fulgt med i konflikten siden. Jeg vidste godt, at tingene ikke stod godt til. Men jeg var stadigvæk rystet over at se især omfanget af civile tab, der i 2018 satte rekord med langt over 10.000 dræbte og sårede. At det på det område er værre end nogensinde, kom virkelig bag på mig,” siger Martin Tamm Andersen.

Det er et kontrastfyldt landskab, de bevæger sig rundt i. Hele tiden i grænselandet mellem områder kontrolleret af Taleban og den afghanske hær, mellem liv og død. Mens de kører rundt i en pansret kampvogn og observerer soldater skyde mod Taleban-krigere, er to børn på vej i skole mindre end 20 meter derfra.

En grotesk situation, men også et klart vidnesbyrd om, at der stadig er lang vej til et demokratisk og fredeligt Afghanistan.

”Den følelse, jeg er efterladt med, er, at jeg på mange måder er frustreret og modløs over den situation, landet er i. Det er det værste ved det,” siger Martin Tamm Andersen og tilføjer, at det især skal ses i lyset af hans egen tid i Afghanistan:

”Allerede dengang i 2010 kunne vi jo godt se, at der ikke var en militær sejr over Taleban. Det var mit indtryk. Men hvad var så formålet? Hvad ville vi så? Vi havde jo lovet en afghansk befolkning, at vi ville give dem en bedre tilværelse. Det er jeg ked af vi ikke har leveret.”

I den vestlige verden hersker et fjendebillede af Taleban, men situationen er mere nuanceret end som så. Godt nok har Taleban ikke været i stand til at skabe et velfungerende samfund, men det har den nuværende regering heller ikke. Og hvis du er almindelig markejer, gør det ingen nævneværdig forskel, hvem der styrer dit område. Alt imens parterne står så langt fra hinanden, at der ikke er udsigt til fred.

”Det tror jeg også er derfor, du kan mærke en desperat befolkning,” siger Martin Tamm Andersen.

På et tidspunkt spørger deres fixer en lokal mand, om befolkningen egentlig holder mest med Taleban eller den afghanske hær.

”Ingen af dem,” svarer han.

”De vil bare have fred og tryghed.”

Netop det indkapsler ifølge Martin Tamm Andersen en generel følelse hos befolkningen i landet, hvor den yngre generation kun har levet i krigstid.

”Nu vokser en helt ny generation op, der ikke kender andet end krig. Vi snakker i dokumentaren med en ung dreng, der er blevet skudt. Han ved ikke, hvorfor krigen startede. Krigen er blevet en normaltilstand, og hvem parterne er, og hvorfor de egentlig slås, aner mange ikke,” siger Martin Tamm Andersen.

Han nævner på et tidspunkt i dokumentaren, at han ikke føler, man hverken har vundet eller tabt krigen i Afghanistan. Man har simpelthen bare forladt den. Men har Danmarks indblanding i krigen så været til ingen nytte? 43 danske soldater er omkommet, og endnu flere er traumatiserede for livet.

Især et besøg i Helmand-provinsen undervejs i dokumentaren satte tingene i perspektiv, fortæller han.

”Det, at jeg er soldat, er også fortid for mig, en anden identitet. Og jeg blev konfronteret med mig selv på et mærkeligt plan. Mine egne handlinger, hvem jeg har været, og at jeg har været der. Pludselig at se det udefra og stå i det igen var overvældende på ret mange måder,” siger han og uddyber:

”Jeg vil sige, at det er en krig, jeg principielt har støttet hele tiden. Men jeg tror også, vi er nået til et punkt i den her krig, hvor vi må spørge os selv, om vi efter 17 år stadig er interesserede i at være engagerede? Og kan vi moralsk tillade, at det afghanske folk lever i krig? Det synes jeg ikke,” siger Martin Tamm Andersen.

I løbet af dokumentarens tilblivelse har han fået flere nuancer i sit perspektiv på Danmarks engagement i Afghanistan.

”Det er væsentligt for mig at sige, at den opgave, jeg selv og andre danske soldater løste, gav jo mening set med en soldats briller. Men der er nogle større spørgsmål. Og måske er det politikken omkring, der ikke giver mening.”