I sport er ganske mange regler faktisk amoralske. I håndbold er der målkast, hvis en angribende spiller eller den forsvarende målmand rører bolden sidst, inden den passerer baglinjen. I tennis skal serven gå om, hvis bolden i serven rører kanten af nettet og efterfølgende lander i et bestemt felt på den modsatte side af nettet. Vi kan ikke tale om moralske regelsæt her i betydningen ”normer for menneskelig handling”.
Der eksisterer imidlertid også regler, hvor et moralsk kodeks lurer i baggrunden. Med bevidste handlinger som tacklinger med knopperne forrest, film og hiv i trøjen er vi gledet ind i en moralsk dimension af sport. Især hvis nogle af disse strafbare handlinger udføres med det formål at snyde dommeren, forarges mange tilskuere. Vi taler om usportslig optræden. Sportsudøverens moralske anstændighed er med andre ord suspenderet, og for mange vidner det om, at vedkommendes generelle moralske kompas er af en tvivlsom beskaffenhed. Hvis Luis Suárez kan finde på at bide sine modstandere under en fodboldkamp, hvad er han så for et menneske uden for banen?
Spørgsmålet er altså, om der eksisterer særlige koder for, hvad der foregår i sportsarenaen, eller om man bør sætte lighedstegn mellem denne arena og verden i almindelighed? Det er klart, at alt ikke er tilladt på en bane. Der eksisterer regler for dit og dat. Men gælder det om at vinde for enhver pris, eller er den sande vinder den sportsudøver eller det hold, der udviser størst sportsmanship?
I bogen ”The Italian Job” fra 2006 beskriver den tidligere professionelle fodboldspiller Gianluca Vialli og journalisten Gabriele Marcotti en markant forskel i synet på fodbold mellem Italien og England. Forskellen indstiftes fra en tidlig alder og kan opsummeres sådan her: I England har man skolefodbold, i Italien fodboldskoler. Hvor de engelske børn træner fodbold som en forlængelse af skolesystemet, forlader de italienske børn skolen og træder ind i et helt andet skolesystem, når de møder til træning.
Konsekvensen er, at synet på, hvad fodboldtræning skal gøre, er vidt forskelligt fra Italien til England. I England betragtes fodboldtræning således som et instrument til at fortsætte børnenes moralske opdragelse.
I Italien går man til fodboldtræning for at blive god til fodbold, ikke for at blive et godt menneske.
At der ligger en længere socialhistorisk fortælling bag, hvorfor det er sådan (eller måske snarere var sådan, for globaliseringen har bidraget til at erodere det skarpe kulturelle skel, som Vialli og Marcotti opstiller), er i sig selv interessant. I England har fodbold historisk set været en sport dyrket af arbejderklassen, og derfor har de engelske samfundsinstitutioner set en nødvendighed i at institutionalisere fodboldsystemet som et sekundært skolesystem, hvor man kunne opdrage børnene til at blive gode samfundsborgere fremfor undergravende lømler og uciviliserede hooligans. I Italien har fodbold derimod altid været et job som et hvilket som helst andet job, og professionelle spillere kunne være sønner af læger, ingeniører og professorer.
Hvor interessant denne engelsk-italienske socialhistorie end er, så eksisterer det grundlæggende dilemma stadig på et mere generelt og globalt plan: Gælder der særlige koder inden for sport, eller forventes det, at atleter opfører sig på banen, som de forventes at opføre sig uden for banen?
Et nyligt studie foretaget af eksperter fra Birmingham University, UK, og Sultan Qaboos University, Oman, konkluderer, at mange atleter suspenderer deres moral for at opnå sportslig succes. Samtidig kortlægger undersøgelsen en række årsager hertil, herunder en generel opfattelse af sport som en ”anden verden”, ultrakompetitive trænere samt indflydelsen fra succesfulde, men antisociale og umoralske holdkammerater eller forbilleder.
Med ovenstående socialhistoriske forskel mellem Italien og England in mente er det på sin plads at notere sig, at undersøgelsen involverer et engelsk universitet. Der synes da også at være en række grundlæggende præmisser, der står uanfægtede i undersøgelsen. Den væsentligste er, at det tilsyneladende forudsættes, at der ikke bør være forskel på det adfærdskodeks, der eksisterer på og udenfor banen. Spørgsmålet er dog, om en sådan forudsætning ikke – til en vis grad i hvert fald – er naiv.
Når alt kommer til alt, hvad er det så, der bliver stående, når vi ser tilbage på sportshistoriens store øjeblikke? Fordømmer vi Diego Maradona for hans anvendelse af ”Guds hånd”, da han scorede et afgørende mål mod England ved VM i 1986? Formildes hans strafbare handling ikke af, at han senere i kampen scorede århundredets mål efter en solodribletur over 60 meter og forbi fem engelske spillere, og af at han ved vejs ende løftede VM-pokalen som anfører for de argentinske verdensmestre? I dag ville Maradonas første mål uden tvivl blive annulleret som følge af VAR, men ikke dengang, hvor han tilmed formåede at mytologisere den efterfølgende med sin udtalelse om Guds hånd.
Fordømmer vi Lance Armstrong for hans brug af forbudte præstationsfremmende midler under sine syv Tour de France-triumfer? Og hvad med Bjarne Riis, der flere år efter erkendte, at han havde brugt doping op til sin tour-sejr i 1996? Ja, sammenlignet med Maradonas forbrydelse under selve kampen har fordømmelsen af Armstrong og Riis været meget stærkere. Men hvorfor? Muligvis som et resultat af, at deres forbrydelse var systematisk eksekveret over en længere periode.
Der synes imidlertid at være et paradoks i, at vi på den ene side fascineres af atleternes konstante overskridelse af tidligere rekorder – altså af grænser – mens vi på den anden side ikke kan acceptere, at denne overskridelse er betinget af atleternes udfordring af alle mulige slags grænser, herunder også grænsen mellem det tilladte og det forbudte. Men definitionen på elitesport er vel netop, at den er en prekær balanceakt på en knivsæg, ja, at den er grænseoverskridende.
Sportens verden er på én og samme tid et kondensat af og en kontrast til vores almindelige verden. Den er både utopi og heterotopi, en arena gennemsyret af politiske interesser og moralske forventninger, men samtidig også et helt særegent rum for interesseløs skønhed og såvel amoralske som umoralske grænseafsøgninger.
Dette er årsagen til, at der er plads i sportens Hall of Fame til såvel ”ambassadøren” Michael Laudrup som til ”kannibalen” Luis Suárez. Og heldigvis for det.
Søren Frank er professor i litteratur ved Syddansk Universitet, hvor han blandt andet beskæftiger sig med romanens historie, men også har set på fodboldens historie og æstetik. Er desuden forfatter til bogen ”Giganternes skuldre. En fortælling om Manchester United”.