Prøv avisen

Sport er en slags "struktureret stammekrig" - derfor accepterer vi i høj grad vold

Under VM-finalen i 2006 nikkede den store franske stjerne, Zinedine Zidane, en italiensk modspiller i brystet. Det er langt fra eneste gang, hvor voldshandlinger har udspillet sig i forbindelse med sport. Foto: Ho/Action Images/Ritzau Scanpix

I den seneste uge har et overfald under en ishockeykamp fyldt meget i mediebilledet. Men det er kun sjældent, at voldshandlinger begået i sportens verden bedømmes ud fra samfundets normer og regler. Rundt om sporten har vi nemlig opbygget nogle helt særlige præmisser, der tillader et værdisæt, som er anderledes end resten af samfundet

En video fra en kamp mellem de to danske ishockeyhold, Frederikshavn White Hawks og Odense Bulldogs, har i den forløbne uge fået stor mediemæssig opmærksomhed. I videoen kan man se en spiller, der liggende på isen uden hjelm bliver tildelt et voldsomt knytnæveslag, der slår ham bevidstløs.

Slaget var en del af et slagsmål mellem de to spillere Kristian Jensen og Lucas Bjerre Rasmussen, der var røget i totterne på hinanden under kampen. At to ishockeyspillere indgår i slagsmål er langt fra et særsyn i en sport, hvor dette element nærmest er et forventeligt indslag. Alligevel har voldsomheden i Kristian Jensens handling været kilde til en bred fordømmelse blandt spillere, de implicerede klubber og betragtere af sporten.

Samtidigt er diskussionen om handlingens konsekvenser ikke blot forblevet et spørgsmål om længden af en mulig karantæne, da en tilskuer efter kampen besluttede at melde Kristian Jensen for vold hos Nordjyllands Politi.

Asker Hedegaard Boye, sportsjournalist på Weekendavisen, har fulgt sagen tæt. Han mener, at det er indiskutabelt, at det er en voldsom handling langt over grænsen. Alligevel rejser den et interessant spørgsmål. For havde vi haft samme diskussion, hvis han eksempelvis havde haft hjelm på.

”Diskussionen handler jo i virkeligheden ikke om, hvorvidt vi vil acceptere vold eller ej. Det handler om graden af vold, som vi vil acceptere. Det er jo ikke første gang, at en ishockeyspiller har slået en anden. Går du til hvilken som helst ishockeykamp, vil der være handlinger, der virker brutale og voldelige i sig selv,” mener Asker Hedegaard Boye.

Han mener, at vold er en central del af alle sportsgrene, da de alle - direkte eller indirekte - bygger på netop det. I langt de fleste sportsgrene, såsom eksempelvis badminton, er der ingen fysisk kontakt mellem kombattanterne, men man kan i Asker Hedegaard Boyes optik her snakke om indirekte vold. For også her er selve formålet at bruge sin fysiske overlegenhed til at få den anden til at bukke under.

I sportsgrene som ishockey, fodbold og håndbold er der en fysisk kontakt, hvilket derfor også betyder, at volden bliver anderledes eksplicit. Ofte foregår det inden for spillets regelsæt og rammer, mens det i nogle tilfælde kammer over og bliver til episoder, der kan virke uforståeligt voldsomme.

Et af de mere legendariske eksempler fandt sted tilbage i 2006, hvor Frankrig og Italien stod over for hinanden i finalen ved verdensmesterskaberne. I den afgørende fase vendte Zinedine Zidane, Frankrigs helt store stjerne og anfører, sig pludselig om, hvorefter han med stor kraft stangede den italienske forsvarsspiller Marco Materazzi i brystkassen. Efter kampen fyldte episoden en hel del i medierne, hvor mange havde svært ved at forstå, hvorfor Zidane havde reageret så voldsomt.

”Men i de her situationer glemmer vi, hvor kynisk elitesport er. De her deltagere er drevet af en enorm vilje til sejr, der ofte kan være beskidt og grim. Det kan virke chokerende, når man kan se det igen og igen i slowmotion, men det er ikke chokerende, at den dimension er der,” mener Asker Hedegaard Boye.

Zinedines Zidanes voldshandling fik en del omtale i medierne, men endte ikke med at få nogle langvarige konsekvenser. En lignende episode havde formentligt have fået os til at reagere med forskrækkelse og afsky, hvis det var foregået i supermarkedet eller foran et diskotek. Og havde med alt sandsynlighed også ført til et sagsanlæg eller voldssigtelse.

Men voldsomme episoder af den slags rammer os generelt ikke på samme måde, når de forekommer i en sportslig kontekst. Det skyldes, at sport er en slags verden i verdenen, der er omgivet af andre rammer end det resterende samfund. Det mener Andreas Rasch-Christensen, der, ved siden af sit virke som forskningschef hos VIA, har forfatter en række kronikker om voldens rolle i fodbolden.

”I Zidanes tilfælde var det irrationelle ikke selve voldshandlingen, men det at han skadede sit holds chancer for få pokalen. Det er jo fordi, at det er en central del af det, det drejer sig om. At vinde eller tabe den konkrete kamp. Sport er en slags struktureret stammekrig, hvor præmissen er anderledes end i resten af samfundet”.

Andreas Rasch-Christensen mener, at vores måde at anskue ofte voldsomme handlinger i sport med blidere briller end ellers kan forklares ud fra en præmis, som er blevet bygget op om disciplinerne gennem mange år.

”Da fodbolden så småt blev udviklet op gennem middelalderen, var den enormt voldelig. Så er det klart, at vi er blevet mere og mere civiliserede med årene, og de voldelige handlinger er blevet indrammet på forskellige måder og er blevet en del af spillet,” fortæller han og forklarer videre:

”Omkring de her fysiske sportsspil er der blevet opsat nogle regler, rammer og kultur, der gør at man kan gå til stålet. På en måde man ikke kan uden for banen. Det er også derfor, at man som observatør i langt de fleste tilfælde vil sige, at handlinger, der isoleret set er voldsomme, er en del af spillet,” fortæller han.

Asker Hedegaard Boye fremhæver, at der er eksempler som den nylige ishockey-episode, hvor en observant har ment, at en voldshandling bør have et strafferetsligt efterspil. Men i langt de fleste tilfælde accepterer alle i og omkring sportsgrenene, at de her episoder klares internt.

Vi tolererer nemlig mere i disse arenaer, fordi vi ved, at når vi træder ind på et fodboldstadion eller i en ishockeyhal, så træder vi ind i et rum i verden, der er særligt.

Vi tillader et værdisæt, mener Asker Hedegaard Boye, der på mange strider imod det, som hersker i resten af samfundet. Fordi vi drages af dem. I disse arenaer hersker nogle andre idealer og regler end dem, der ellers vejer tungest i samfundet. Her udfordres ideen om, at vi alle er lige, for i sporten er vi det ikke. Her handler det grundlæggende om, hvem der er stærkest og bedst.

”I samfundet arbejder vi på at stræbe efter lighed. Men jeg tror, at mennesket drages af de her hierarkier. De er jo stadig alle vegne i samfundet, men vi er rigtigt gode til at skjule dem for hinanden. I sporten er det bare ekstremt tydeligt, der er hierarkier med stjerner og vandbærere, der er magt, sejre og nederlag,” forklarer han.

En del af fortællingen er, at vi accepterer, at idrætsudøvere ofte går langt for at opnå succes i denne særlige arena. Men ifølge Asker Hedegaard Boye findes der naturligvis en grænse, og går man for langt over den, skal man jo naturligvis kunne blive straffet. Også på samfundets præmisser. Men balancegangen er svær, mener han.

”Jeg synes, det er en svær balancegang. For hvem vil have en sport, hvor udøverne ikke gik fuldt ud. Og vi ved, det kræver blod, sved, tårer og ofte grænseoverskridende adfærd at være bedst. Men på den anden side er det jo ikke gladiatorer eller vilde dyr, vi ser på. Vi kan jo også godt lide fairplay og en nogenlunde voksen opførsel,” reflekterer Asker Hedegaard Boye.

Både Asker Hedegaard Boye og Andreas Rasch-Christensen mener, at det er naturligt, at handlinger, som vi ikke ville acceptere ude på gaden, i de fleste tilfælde bliver bedømt på sportens præmisser. Alligevel er der episoder, hvor en voldsomhed eller irrationalitet gør, at episoderne må blive bedømt ud fra samfundets generelle regler. Et af disse kan være det omtalte knytnæveslag, der har medført stor fordømmelse af ishockeyspillen Kristian Jensen.

Om sagen vil få strafferetslige konsekvenser for Kristian Jensen er dog slet ikke sikkert. Denne type sager bedømmes nemlig på et andet grundlag, end hvis de var foregået i en anden kontekst. Det fortæller sportsjurist Jens Bertel Rasmussen, der dog ikke vil udtale sig om den konkrete sag. Han fortæller, at det generelt kræves, at der er blevet begået en ekstrem handling, for at straffeloven tages i brug.

”I de få eksempler, hvor der er endt med at falde dom, så har det handlet om en ekstrem voldshandling. Selvfølgelig i form af en særlig voldsomhed, men også at volden er foregået uden for spillets rammer. Der har eksempelvis været spillere, der har fået betingede domme for at slå en tilskuer ned eller at have slået en anden spiller, efter at der var fløjtet af,” forklarer han.

Jens Bertel Rasmussen fortæller, at grunden til, at samfundet ud fra et juridisk synspunkt accepterer, at disse sportsgrene fungerer som et slags helle for samfundets generelle regler skyldes to faktorer. Et er, at man accepterer en risiko, når man som udøver træder ind i disse arenaer. Et andet aspekt er, at disse sportsgrene internt har nogle ret velfungerende juridiske systemer. Der er regelsæt, strafferammer, domstole og appelinstanser fyldt med dygtige jurister, der er specialister i den specifikke sportsgren.

”Og det er jo tydeligvis veludviklet nok til at idrætsudøverne generelt afholder sig fra at gøre de her ting. Hvis det var sådan, at der var et utal af gentagende episoder, ville man jo som samfund føle, at man måtte gøre noget.”

I samfundet arbejder vi heldigvis på at stræber efter lighed. Men jeg tror, at mennesket drages af de her hierarkier. De er jo stadig alle vegne i samfundet, men vi er rigtigt gode til at skjule dem for hinanden.

Asker Hedegaard Boye, Journalist på Weekendavisen

"Hvem vil have en sport, hvor udøverne ikke gik fuldt ud. Og vi ved det kræver blod, sved, tårer og ofte grænseoverskridende adfærd at være bedst. Men på den anden side, er det jo ikke gladiatorer eller vilde dyr, vi ser på."

Asker Hedegaard Boye, Journalist på Weekendavisen
I ishockey-sporten er slagsmål ikke et sjældent syn. Alligevel viser den nylige episode i den bedste danske række, at der alligevel er grænser for acceptabel adfærd. Foto: Andrew Wallace/ Reuters/ Ritzau Scanpix
I sportens verden er der en generel accept af at straffen for at overtræde reglementet, ved eksempelvis at opføre sig voldeligt, straffet ud fra spillets logikker. Eksempelvis ved at blive sendt fra banen eller få længevarende karantæner. Foto: Ueslei Marcelino/ Reuters/ Ritzau Scanpix