P å græsplænen neden for vinduerne går prins Henrik afslappet rundt og lufter hofhunden bag havens høje mure. Oslobåden rager monstrøst op i havnebassinet blot nogle få hundrede meter væk og spærrer udsigten. Forårsskyerne hænger som et gråmalet loft over Christian IX´s palæ og det øvrige Amalienborg. Ind ad vinduerne på førstesalen, hvor Dronningen og Prinsen bor, kastes et mat lysskær. Adjudanten har vist vej op ad den tæppebelagte trappe. Efter lidt ventetid åbnes døren. Dronningen tager imod i ”Den grønne salon”. Statelig og forbeholden. Venlig og afmålt. På tærsklen til de 60.
Den hyggelige salon er en blanding af bibliotek, arbejdsværelse og samtalerum. Tre vægge er beklædt med reoler. Et skrivebord vender front mod vinduesfacaden. Gule blomster lyser op i en smuk opsats. Dronningen sætter sig i sofaen med lighter og cigaretter. Samtalen kan begynde.
Deres Majestæt: Deres stærke position som landsmoder er vokset frem i takt med, at De er blevet ældre. Er det en udelt glæde at fylde 60 år?
”Det er ikke noget problem for mig. Det er en stor fordel, at når alle ved, hvor gammel man er, så er den enkelte fødselsdag ikke det store. Jeg skal ikke foregive at være ældre eller yngre. Så kan man sige, at ’hun holder sig pænt’, eller at ’hun er kommet op i årene’. Jeg synes, at jeg kan tage det roligt.”
I et interview for 10 år siden sagde De, at De ikke er blevet rundere med årene, men derimod skarpere. Holder det stadig?
”Det tror jeg nok stadig holder. Jeg ved ikke, om jeg er blevet lidt flinkere til at skjule mine skarpe hjørner, men jeg tror ikke, at de er blevet mindre skarpe, eller at der er færre af dem.”
Men det siges jo, at kanterne rundes af med årene?
”Jo, det er rigtigt, men i mit tilfælde har jeg taget nogen tid om at finde mig selv. Min generation er opdraget til, at man ikke skal være for trekantet, så derfor har man forsøgt at skjule de skarpe kanter, man havde, og de børster, der sad rundt omkring på karakteren. Dem skjuler jeg måske mindre nu end før.”
Giver den runde dag anledning til at gøre status i livet, eller er det noget, De gør løbende?
”Jeg ved ikke, hvor meget status jeg egentlig gør. Der sker så mange ting, og jeg tror stadig, at jeg er under udvikling. Det håber jeg i hvert fald. Jeg tror ikke, at jeg er der, hvor jeg slutter, medmindre jeg får en tagsten i hovedet om 12 timer. (Ny latter).”
De har i de snart 30 år, De har været monark i Danmark, været forpligtet på mange måder i Deres liv. Hvad betyder pligten for Dem?
”Det er måske en af de ting, man opdager med årene, at pligter kan være en stor befrielse, fordi man ikke behøver tænke mere over det, man skal. Det skal man bare. Og så kan man bruge sine kræfter og eventuelle åndsevner på en hel masse andet. Så ligger de ting fast. Det, jeg skal her i tilværelsen, er at være dronning i Danmark, så godt som jeg nu kan være det. Det er jo en start. Så kan jeg være det menneske, jeg måtte være, inden for det. Allerede som meget ung, da jeg var kommet mig over det første gib over, at jeg skulle følge efter min far, vidste jeg jo, hvad jeg skulle, hvad min fremtid gik ud på. Så havde jeg det på mange måder umådelig meget nemmere end mine jævnaldrende, som nu skulle finde ud af, hvad det var, de havde lyst til at lave og havde evner til at klare. Og de eventuelle evner, man har, er der god brug for. Og der er brug for alle slags evner i den stilling, jeg har. Også hvis man er en helt anden person end den, jeg er, og af en anden slags intelligens end min. Det er ikke et spørgsmål, om man er så klog eller så begavet, det er simpelthen et spørgsmål om, at man skal bruge de evner, man har. Det gælder for alle mennesker. Men det bliver meget iøjnefaldende, når man har det job, som jeg har, som man har fået ved arv og ikke som en erhvervelse.”
O ver reolernes kant skuer fortidens ansigter ned. Enkelte af historiens kongelige kvinder smiler underfundigt, men der er ikke meget af den lidt overraskende lattermildhed, som Dronningen også viser. Monarkiet lever af sin distance. Overlever på den. Dronningen er formel. Man spekulererer over, om det er nødvendigt. Så nødvendigt.
Men hun er også tilgængelig. Bag formen, som man fornemmer aver et levende, kunstnerisk sind, er der en vilje til at svare oprigtigt. Hun tænder interviewets anden cigaret. Tøver for at finde det helt rigtige ord. Hun er langt fra det skråsikre og har tidligere talt om sin ungdoms usikkerhed. Den har nu fået fast grund under sig, men ikke mere end at man aner, at hun ved, hun kan tage fejl.
Standuret slår tre sprøde slag, men ellers er der stille her i ”Den grønne salon” på Amalienborg. Dronningen taler sig varm. Interviewet åbner for dobbeltheden: Monarkens formelle og distancerende ydre i duel med indre varme og livsklogskab.
Hvad betyder Deres valgsprog – ”Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke” – for Dem?
”Jeg tror, at jeg var heldig nok til at finde frem til noget, som jeg stadig synes har gyldighed for mig. Jeg stillede det op som en slags ledetråd, og sådan har det fungeret. Som en konstatering af at uden Guds hjælp går det slet ikke, og uden folkets hjælp går det heller ikke. Og når jeg siger Danmarks styrke, er det fordi, det skal være til gavn for Danmark. Det skal ikke være et tab for Danmark, at man er, som man er, eller at danskerne nu har fået mig til regent.
De har været åben om Deres store interesse for kirke og kristendom. ”Jeg ved ikke, om ordet ”interesse” er for forfladigende, netop når vi taler om tro. Men kan De fortælle, hvad der vakte den?
”Det er en meget personlig ting. På visse punkter er jeg analyserende og da også selvanalyserende. Men det kom, og jeg tror, at det kom i løbet af den tid, hvor min far (Frederik IX, der døde i 1972, red.) lå syg og de første måneder af den tid, hvor jeg var blevet dronning. Jeg syntes, at jeg var blevet hjulpet ind i det på en sådan måde, at det ikke kunne adresseres. Slet ikke til mig selv. Men heller ikke alene til de mange gode mennesker, der stod omkring og hjalp og støttede. Der var meget mere end det. Og efterhånden gik det op for mig, hvad det var for en hjælp, jeg havde fået, og at det her ikke var noget, der kunne lade sig gøre, uden at der kom hjælp andetsteds fra.”
Det var vel en tid, hvor der herskede stor blufærdighed omkring kristendom og kirke.
”Det gør der på mange måder stadigvæk. Der har altid været folk, der holdt frakken tæt til kroppen, og andre, der krængede. Og jeg har aldrig brudt mig om sjælekrængeri. Men tiden var jo en oprørstid. Det var i det umiddelbare efterskvulp fra 68-oprøret, og det prægede mange ting herhjemme. Hvis man ser den tids avisdebatter, hvordan vores interne historie egentlig formede sig i de år, så er der sket kolossalt meget i Danmark. Også mentalt. I den større åbenhed over for mange ting synes jeg nok, at man kan glæde sig over, at det ikke længere er dybt pinligt, når folk står ved deres kristne tro. Og det er heller ikke noget, der straks sætter en i en bestemt bås. Det sidste er måske det væsentligste. I den henseende synes jeg nok, at folk er blevet mere åbne, også over for, at der kan være andre måder at se tingene på.”
Vi er i dag vidner til det, som nogen har kaldt for religionens genkomst – en ny åbenhed omkring det religiøse i alle retninger.
”Ja, i mange retninger, det kan man roligt sige.”
...har De noget bud på den udvikling?
”Nej, det er en underlig ting at sige, men selvfølgelig er der også i en tids strømninger noget, der tangerer det, man kunne kalde mode. På godt og ondt. Når nogen begynder at acceptere, at man kan snakke om det religiøse. Ja, så er der flere, der får mod til at snakke om det, og så bliver det pludselig noget, alle kan snakke om – til en vis grad.”
Altså en slags dominoeffekt?
”Det vil der altid være tale om, ligesom da det var meget negativt at tale om tro. Til gengæld er der, så vidt jeg kan se, og på trods af den krise, man ustandselig udråber for folkekirken, ikke nogen ringe tilslutning til gudstjenester. Det kan være lidt forskelligt. For folk er jo mere eller mindre inspireret af den lokale præst, og sognemønsteret har også forandret sig inden for de sidste få år. Folk er måske lidt mindre parate til at gå i kirke og tage det, som det kommer. Hvorfor? Det er jo ikke til at sige. Måske det har lidt at gøre med, at man er så vant til, at man sidder og zapper foran ”dummeren”. Og derfor er man lidt mindre vant til at gå til noget, hvor man kommer ind, sætter sig ned og tager det, som det er: Mere eller mindre inspirerende. Det er også lidt det, at folk tror, at de skal have en oplevelse. At det absolut skal være forbundet med en oplevelse at gå i kirke. Det er meget naivt at tro, at man skal få en oplevelse, hver gang man går i kirke. Oplevelser får man meget ofte, når man ikke forventer det.”
Er der mennesker, hvis påvirkning eller tænkning inden for kirke og kristendom har betydet noget helt særligt for Dem?
”Jeg har haft meget, meget stor glæde af i sin tid at træffe og kende professor P.G. Lindhardt og høre hans gudstjenester og hans prædikener. Det har bestemt været væsentligt, selv om det slet ikke er det eneste, der sætter præg. For jeg samler sådan lidt op forskellige steder, tror jeg. Den meget stringente måde, han så på tingene på og kunne sætte det op på, har betydet meget for mig, fordi jeg har en forholdsvis akademisk baggrund. Det, som jeg blev så glad for, da jeg begyndte at interessere mig for kirkegang, kristendom, trosliv og teologi, var, at man godt kunne bruge sit intellekt. Og det mener jeg altså er ret væsentligt. At det netop ikke kun er den side af en, som bliver draget mod det sentimentale, der er brug for. Trosliv er alt, og det er meningen, at man skal bruge alt, hvad man har i sig. Hele sig selv. Både hvad man har af hoved, og hvad man måtte have af hjerte. Begge dele er lige gyldige.”
Martin A. Hansen har engang sagt, at på al for megen kirkekunst ser Jesus ud, som om han netop kommer fra damefrisøren. Der findes selvfølgelig en særlig form for kristelig og kirkelig sødsuppe, men man kommer vel ikke uden om, at tro og følelser hænger sammen?
”Det, der er sket inden for kirkekunst i de sidste ret få år, er, at man har fået den følelsesmæssige side med, men efter min mening på et højt kunstnerisk plan med folk som Peter Brandes og Arne Haugen Sørensen. Når Haugen Sørensen har malet altertavler, er der jo virkelig bid. Der er appel og mulighed for inderlighed. Han er måske den, der allerbedst i vores tid – og man skal langt tilbage for at finde noget tilsvarende – engagerer både det æstetisk prægtige og det, som virkelig kan gribe. Både ved drama og ved at give plads til inderlighed. Han kan virkelig lave billeder, som det må være spændende at sidde under i en menighed søndag efter søndag. Selv om menigheden i første omgang glipper med øjnene et par gange.”
De er selv udøvende kunstner og har udformet bispekåber, messehagler og andre ting til kirkens brug. Kunne De tænke Dem at binde an med en altertavle?
”Det er jo en voldsom ting at skulle binde an med. Men det er klart, at det ikke kan undgås, at det også er noget, man kunne tænke på. Men det er meget krævende.”
Må jeg vende tilbage til teologien. Hvis man skal prøve at forklare det til udenforstående – hvad er det så, der er så interessant ved teologien?
”Det er vel det, at hvis man har en vis videnskabelig tilbøjelighed, så er det at trænge ned i et stof spændende i sig selv. Det er det, arkæologen gør, når man graver sig ned i jorden. Og hvis man ikke selv sidder og graver, læser man om, hvad andre har gravet sig frem til. Videnskab er en fængende ting, hvis man først har fået øjnene op for det. Og hvis man først har fået det der graveinstinkt, så kan man ikke lade være. Det spændende er, at også teologien er en videnskab, hvor der kan graves. Man kan grave sig ned og komme nærmere på noget. Det er jo ikke fakta, der afdækkes. Det er tanker, meninger. Jeg kan ikke sige, at jeg følger med i den standende teologiske debat i Danmark. Det gør jeg slet ikke. Nok mindre i dag end jeg gjorde for en del år siden. Men det er en emnekreds, der er spændende.”
Er der sket en udvikling, når De formulerer det sådan. De har også tidligere sagt om Deres tro, at ”udadtil er det ikke så synligt mere”?
”Jeg kommer nok ikke i kirke fuldt så mange søndage, som jeg gjorde en overgang, men jeg prøver faktisk at komme mest muligt inden for en rimelighed. Fordi jeg gerne vil, og fordi jeg synes, at højtiderne, som er så dejlige, faktisk bliver større, når man også har taget de små søndage med. Så har man virkelig bygget op, og det kan jeg godt lide. Teksterne, man får hørt igen og oplevet og fortolket på en ny måde af forskellige mennesker, og salmer, der passer eller måske ikke passer så vældig godt til, men som man alligevel er glad for at synge.”
Hvilken betydning har de kirkelige højtider for Dem?
”Hele vores år lægger op til dem, fordi kristendommen har præget Danmark i 1000 år og mere. Påsken ligger jo i vores forår, og der er så meget i naturen, der peger på højtiden. Men samtidig er der jo det meget stærke drama, der ligger i det. Derfor går jeg meget gerne i kirke så mange gange som muligt i løbet af påsken. Jeg vil gerne have lov til at få det drama med. Det skal man unde sig selv. At man går Skærtorsdag, Langfredag og måske en lørdagsgudstjeneste om aftenen, som man har i Domkirken i Århus – den går jeg meget gerne til hvert eneste år – og så kommer Påskedag. Også selv om det regner.”
”Julen er den herlige fest, hvor man samler familien og har forfærdelig travlt og laver juleforberedelser. Man prøver på at få ordnet det hele med gaver og julekort. Men når man så har sat sig derhenne i kirken juleaften, så – selv om man har haft hæsligt travlt lige til det sidste øjeblik, man kastede sig i bilen for at køre i kirke – så er det virkelig jul. Og jeg ved udmærket godt, at der kommer flere mennesker i kirke juleaften end ellers. Men det er da også dejligt.”
”Pinsegudstjenesterne kommer jeg gerne til også. Det er en anden slags højtid. Ikke mindst fordi beretningen om pinsen er spændende. Og det er jo en mærkværdig ting, at kristendommen faktisk kom til at sprede sig, som den gjorde, ud fra sådan en lille gruppe forskrækkede mennesker.”
Også rent sociologisk er det vel interessant, at kristendommen spredte sig så hurtigt?
”Det var jo ikke bare det, men inden for en ganske overskuelig årrække var der pludselig mennesker, der bekendte sig til kristendommen rundt om Middelhavet. De mødte megen modstand. De blev forfulgt, og der skete meget skrækkeligt. Men det kogte altså og kogte over og spredte sig. Og man kan godt tillade sig at se historisk på pinsen foruden, at den har en åndshistorisk, teologisk og trosmæssig betydning. Hvad det er, det er ikke til at sige. Men der er et eller andet, der greb ind på en helt mærkværdig måde, som satte noget i gang.”
Vi befinder os i fastetiden. Spiller den nogen rolle for Dem?
”Nej, jeg har ikke praktiseret noget i den retning nogensinde. Det kan jeg ikke påstå. Det skal være noget, flere er enige om at gøre. Men det ligger mig lidt fjernt. Fastens forberedelse ligger for mig mere i, at man går til gudstjenesterne i fastetiden og tænker sit derved. Det er meget fint, hvis man kan faste, men det er ikke noget, jeg har forsøgt at lægge mig efter.”
Fasten fører os frem til påsken, hvor tro og tvivl står konfronteret imod hinanden. Hører tro og tvivl sammen?
”Det tror jeg. Jeg tror ikke, at man har det ene uden det andet. Held den, der har meget lidt af tvivlen, men det er nok de færreste, der har det sådan. Det hører med. Man må ikke glemme, at der er noget, der hedder psykologi. At de forskellige menneskers psyke er forskellig. Der er sider af kristendom og trosliv, som appellerer til nogle sider af nogle mennesker mere end andre.
Og så kan man spørge sig, hvordan det kan være, at man har en bevægelse, der foregår på visse tider og bringer mange mennesker med, og så tynder den ud, og så kommer der en ny bevægelse. Men det er ganske ubegribeligt, og jeg forstår det slet ikke. Men man kan konstatere, at sådan er det. Der er selvfølgelig også noget med en slags mode, ikke nødvendigvis i negativ forstand, i hvad folk gør og tror og synes. Men somme tider kommer der en strømning på det rigtige tidspunkt, som fænger hos en masse mennesker. Nogle bliver skræmt fra vid og sans, når der kommer den slags voldsomme bevægelser. Jeg hører absolut til dem, der siger ”plurp”, hvis det bliver alt for vældigt og gevaldigt.”
Man kan vel også sige, at tvivlen gør os til mennesker, fordi den holder os fra at blive skråsikre.
”Det er klart. Men det er den lille tvivl. Der er en meget større og alvorligere tvivl. Og det er den, der for alvor er oppe imod tro.”
De talte om højtiderne, men der er jo også søndagene. Er det vigtigt, at moderne danskere holder helligdagen hellig?
”Det kommer jo an på, om man hører til dem, der har lyst til at gå i kirke, ja så gør man det. Hvor hellig resten af søndagen er, det ved jeg snart ikke. Jeg holder da ikke hverdag, når det er søndag, selv om jeg måske er særdeles travlt beskæftiget. Jeg synes nu alligevel, at det er søndag. I så fald er jeg travlt beskæftiget med noget, jeg ikke ville kunne gøre på ugens andre dage, hvor jeg har andre gøremål. Men at gøre en forskel på ugens dage er mentalt sundt. Helt sikkert.”
Med alderen kommer vi alle tættere på døden. Jeg har hæftet mig ved, at De engang har udtalt, at hvis man skubber døden helt fra sig, så falder den en i ryggen som en angst, man ikke kan holde styr på. Kan De uddybe det?
”Det er svært at sige så meget om. Fra pludselig overhovedet ikke at ville beskæftige os med døden ser vi den jo i blade og aviser og alle vegne. Der tales meget om døden, men vores angst for døden er i hvert fald ikke mindre, end den har været i gamle dage. Det er, som om vi synes, at døden nærmest er noget, der ikke burde ramme mennesker. Det er en af de ting, man kan bemærke om vores tid. Det er klart, at står man foran at miste nogen, eller har man mistet nogen, så er den umiddelbare reaktion for ethvert fornuftigt og normalt menneske, at det burde dog ikke være sket. Hvorfor skal han, hvorfor skulle hun dø nu? Enten det er gamle mennesker, hvor man siger ”ja det var jo godt, at det ikke varede længere”, eller unge mennesker, mennesker i deres bedste alder, børn, småbørn, spædbørn. Det er en ubegribelig ting, men det er jo sådan. Det lyder underligt, når man siger det, men somme tider tror jeg, at folk glemmer, at hvis man er blevet født, så skal man også dø. Sådan er det, og det er der ikke noget at gøre ved. Det må ske på et eller andet tidspunkt. Vi håber jo alle, at det må vare længe. Både for os selv og vore nærmeste og for en masse mennesker. Men det vil ske, og det skal ske, og det er ikke til at komme uden om. Om man kan være beredt på det. Det ved jeg slet ikke. Det tror jeg, ingen ved, før de står lige op imod det. Sådan er det.”
Er det noget, De tænker på?
”Ja, det er absolut noget, der er præsent for mig. Det er svært at sige i hvilken form, men det er helt klart for mig, at det er en side, hvor man især tænker: ”Bare jeg nu måtte beholde den eller den rigtigt længe og helst hele livet”. Men sådan er det jo ikke, og man ved jo også godt, at det gælder en selv. Det er noget, der er uundgåeligt, og især tror jeg, man skal være klar over, at vi absolut ikke ved, hvordan vi tager det, når det kommer. Hvis det ikke kommer – bum – pludseligt. Men det vil vise sig.”
Der ligger vel også i det, De siger, at man ikke kan forberede sig på døden?
”Det sagde de gamle jo nok, at man kunne, men jeg tvivler personligt. At det er en sorg at miste nogen. At det er en sorg for den, der skal dø. Det er klart. Det er ikke til at komme uden om. Men der er i dag næsten en fornærmethed over, at mennesker dør. Den går ikke. Den går ikke. Sådan må man ikke tage noget så fundamentalt og uundgåeligt.”
Har vi fjernet os fra livets grundvilkår?
”Det har vi nok i nogle henseender. Fordi vi – gudskelov – er blevet så dygtige til at kurere så mange skavanker og sygdomme. Men det kommer somme tider til at kamme over, så folk bliver en smule fornærmede over, at der ikke er mere i posen til dem – eller til deres nærmeste. Vi er blevet meget urimelige i vore fordringer. Det er klart, at vi har ret til at få hjælp på en eller anden måde. Men vi har da ikke ret til at have et godt helbred. Vi kan være så lykkelige at have et godt helbred og så heldige at bo i et land, hvor vi kan få hjælp til at holde vores helbred godt og få rettet på det, når det skranter. Det er selvfølgelig en følge af en bestemt måde at se på tilværelsen på. Men vi skal passe vældigt på. Til syvende og sidst kan vi ikke gøre noget ved, at livet slutter med døden.”
Det evige liv. Gør De Dem nogle tanker om det. P. G. Lindhardt afskaffede det jo engang – eller blev beskyldt for det?
”Ja, beskyldt for det. Det var vel nærmest en bestemt version og måde at omtale det evige liv på, som han ikke kunne tage. En af de gode ting, han fik gjort i løbet af sin lange karriere, var at få folk til at tage lidt mere nøgternt på kristendommen. Både liv og død og det evige liv. Det evige liv er ikke noget, vi kan gøre os en forestilling om. For mig betyder det, at på en eller anden måde – ud over døden – dér er Gud. Vi er ikke ladt i stikken. Heller ikke der. Heller ikke selv om vi skulle tro, vi var det. Det er jeg faktisk meget forvisset om. Vi er aldrig ladt endeligt i stikken. Det er ikke et spørgsmål om, hvor godt vi tror, eller hvor ofte vi har været i kirke. Men hvis vi har det mindste gran af tro, så skal det nok vise sig, at vi ikke er ladt i stikken. Jeg tror såmænd også – men det er der vist ikke særlig meget teologisk belæg for – at de, der ikke tror, er i Guds hånd.”
Og det er så det evige liv?
”Hvad det så er, skal Han nok vise os selv. Det skal vi i hvert fald ikke gå rundt og spekulere på. Ikke fordi man jo ikke har den forestilling, som de fleste har eller som mange har – næsten ureflekteret – at vi dog igen må mødes med dem, vi holdt af. Men hvordan? Jo mere man giver sig til at tænke over det, jo mere umuligt er det at tænke sig hvordan. Og derfor skal man lægge det til side og lade være med at grave i det. For det bliver jo ikke andet end det, man piller ud af sine egne tvivlsomme tanker. Det bliver tankespind, og det kan man ikke bygge noget på.”
De er som regent pålagt medlemskab af folkekirken, og De er øverste myndighed i folkekirken.
”Monarken har en bestemt stilling i forhold til folkekirken, og i hvert fald er det helt sikkert, at jeg – statsoverhovedet – skal høre til den danske folkekirke. Da det rigtig gik op for mig, tænkte jeg, at det jo i virkeligheden var en kæmpe fordel, for så behøvede man jo ikke begynde at stille spørgsmål og ville noget andet nu være bedre? Nej, dér har jeg at være. Og så er folkekirken jo en overordentlig åben forestilling. Jeg mener, at der er så mange måder at have sit liv inden for folkekirken på. Så det er aldrig noget, jeg har følt som nogen hæmsko.”
Er det rimeligt, at monarken ikke har religionsfrihed?
”Jeg har aldrig personligt ment, at det var forkert. Jeg mener faktisk, at det var en vældig god ting, at der stod i Grundloven, at det skulle være sådan. Når vi har en kirke, der har den position, den har i Danmark, så er det også rimeligt, at statens overhoved er forankret der. Vi er et kristent land med en kristen historie og som helhed et kristent folk. Hvis man som regent kunne vælge, så skal man vælge.. og så er man på den! Jeg er vokset op i et hjem, hvor man vidste, fra jeg var 13 år, at jeg skulle følge efter min far. Så jeg er opdraget til det. Mine sønner er opdraget i et hjem, hvor de vidste, at Frederik skal træde efter mig. De skal jo også starte et sted. De skal starte med noget specifikt. Og det specifikke er også det, at de er døbt i den kristne kirke, og det er den danske folkekirke. Den er de vokset op med, og det er deres tilgang til kristendommen, sådan som det er tilfældet for de fleste kristne i Danmark. Hvis man skal ud at shoppe, som det hedder på moderne dansk, så går det galt. Vi kan være glade for, at vores folkekirke er en så åben kirke, og at der er så lidt pegefingre i den.”
Er det afgørende, at regenten har et personligt forhold til kristendommen, når regenten også formelt er folkekirkens øverste instans?
”Nej, det er vel ikke nødvendigt, men det er givetvis en stor fordel for vedkommende. Kravet går på, at man tilhører den danske folkekirke. Kravet går ikke på, hvor mange gange man går i kirke, endsige hvad man tænker ved det. Det hører jo heldigvis også med til dansk folkekirkekristendom, at der ikke er nogen, der kommer og føler efter på ens tro og ens sjæl, hvordan man egentlig har det. Det ville set med vore danske øjne være en utilbørlig indblanding i andre menneskers privatliv.”
Hvad er for Dem det centrale ved en gudstjeneste?
”Det er selvfølgelig altergangen. Jeg er vældig glad for, at det nu om stunder er reglen snarere end undtagelsen, at der er altergang. Man ser, at der kommer mange, og det, synes jeg, er en god ting. Altergangen er for mig at se noget meget centralt. Men de andre led i gudstjenesten er også væsentlige hver på deres måde. Både den tekst, der læses, og salmerne, der synges. Og selvfølgelig hvad præsten kan få sagt i sin prædiken. Det er ikke altid, at det er den mest brillante prædiken, der egentlig gør det største indtryk. Somme tider sidder man jo nemlig og hører efter, hvad præsten siger, og tænker: ”Det var dog mærkeligt, hvorfor siger han eller hun sådan?” Og så får man jo også tænkt over det, selv om man ikke følger med. Andre gange sidder man virkelig og bliver meget optaget af, hvad præsten får sagt. Jeg vil på ingen måde sige, at jeg så forfærdeligt ofte – hvis jeg bliver spurgt ud efter gudstjenesten – kan huske nøjagtigt, hvad præsten sagde. Men alligevel: Et eller andet bliver nok hængende på en eller anden måde.”
Hvilke salmer er Deres foretrukne?
”Jo mere jeg er med til at synge salmer, jo mere går nogle af de gamle salmer op foren i deres rigdom. Ikke mindst Kingo og Brorson. Jeg synes, at det er spændende, at deres tekster sprogligt ikke er så umiddelbart tilgængelige, men netop slår ved deres sproglige ejendommelighed. Dette, at man kan følges med nogen, som ligger så langt tilbage i tiden, føler jeg er en stor rigdom. Jeg har ikke så meget erfaring fra de helt samtidige salmer, selv om jeg har hørt adskillige, der er gode. Det er ikke så nemt at skabe nye salmer i dag. Også fordi vi er så heldige at have haft nogle af de bedste poeter på det danske sprog som salmedigtere. Fra før Brorson var der Sthen og Kingo. Ewald er der med en fantastisk salme (”Udrust dig helt fra Golgata”, red.), og så kommer Grundtvig med hele sit batteri, hvoraf det ikke er alt, der er lige prægnant. Men han har jo altid et eller andet, han skal have sagt, som man godt kan få noget ud af.”
Mener De, at en vanskelig tilgængelighed i en salme i virkeligheden kan være en fordel?
”Det tror jeg på en måde. Jeg tror nemlig, at det lidt mindre umiddelbart tilgængelige også gør, at salmerne bliver slidstærke. Så kan man blive ved med at synge de linjer, og en dag siger de pludselig en noget helt nyt, fordi man ser på sætningen og tænker: ”Jamen, det er vel egentlig det, han vil sige”. Eller: ”Sådan kunne man måske også forstå det, han siger her”. Hvis det er lige ud ad landevejen, ja, så er det klart, at så fænger det måske. Men hvis det ikke fænger. Så fænger det slet ikke.”
De er gift ind i en katolsk kultur og har derfor en særlig udsigtspost, når det gælder folkekirken. Er der noget i folkekirken, De savner, i forhold til den katolske kirke?
”Det ved jeg egentlig ikke rigtig. Jeg vil nok snarere sige, at jeg har fået meget stor respekt for meget inden for den katolske kirke, som jeg samtidig ved at kende lidt nærmere også en gang imellem kan trække lidt på smilebåndet ad. Der er sider af den katolske kirke, som forekommer mig meget forskelligartet fra os, og hvor man kan sige, at jeg er ret glad for, at vi ikke skal have det sådan. Men det er svært at pege på noget præcist. Der er dog ingen tvivl om, at det er godt, at man i den katolske kirke bare kan falde ind i et kirkerum med mulighed for et øjebliks privat stilhed og andagt, uden at der er lavet vældig anstalt ud af det. Jeg kender det fra Frankrig, som ikke er et særligt glødende kirkeland. Meget langt fra. Man taler om stor krise. Men man kan komme ind i en kirke, og den er åben, og den er hverken et sted for særligt troende eller en ren og skær museumsgenstand. Det ville også kunne lade sig gøre herhjemme, hvis man på en eller anden måde kunne få mobiliseret folk til at holde øje med, at andre ikke render med de pæne ting, der står i kirken. Det er jo en af grundene til, at vi er nødt til at låse kirkerne. I engelske kirker er det særligt i de store kirker meget almindeligt, at man bare kan gå ind. Jeg har gået på kostskole i England. Vi havde morgen- og aftenandagt på skolen hver eneste dag og gik i kirke hver søndag. Det skulle vi, og derfor kom jeg dengang – det ligger nu 40 år tilbage – ret tæt på engelsk kirkelighed. Det var en relativt højkirkelig skole. Så der fik jeg også et andet syn på, hvad kristendom kunne være, end det, jeg var vant til hjemmefra. Der var også den noget mere aktive medleven i gudstjenesten.”
Savner De åbne kirker?
”Muligheden for at kirken er der hele tiden, og at der er et rum med andagt i. Det kan jeg lide. Det synes jeg er smukt. Det er ikke ret almindeligt herhjemme. Men nogle kirker – også herhjemme – har jo en andagtsstemning over sig, selv om der ikke er nogen som helst anstalter af nogen art. Århus Domkirke er et af de kirkerum, hvor jeg synes, at der altid er andagt i rummet. Der er jo ikke fiksfakserier med små mærkelige lys i hjørnerne eller røde lamper eller noget, for det holder vi os ikke med i den danske folkekirke. (Mild latter).”
Flere og flere steder er der dog levende lys.
”Ja, vist nok, og jeg har lagt mærke til, at de gør det lidt i Norge og meget i Sverige, og det har forbløffet mig en smule. De var meget mere antikatolske i Sverige, end vi nogen sinde var i Danmark. Men nu har svenskerne jo fået splittet det hele ad og fået skilt kirke og stat.”
Tror De, at vi ad åre kan undgå en adskillelse af stat og kirke i Danmark?
”Det håber jeg inderligt. Personligt. Virkelig. Det ville jeg virkelig synes ville være et stort tab. Netop fordi den frihed, der hersker i en kirke som den danske folkekirke, er meget værd. Man skal ikke i den grad mosle hen og være medlem af den, men man kan få lov at vokse ind i den. All right, det er måske det, der gør, at folk ikke altid kommer i kirken, men det er i hvert fald også det, der gør, at der er så forskellige muligheder inden for kirken. Jeg tror, at det ville være et stort tab med en adskillelse af kirke og stat.”
Der er mindre og mindre, vi er fælles om som folk, men de fleste danskere er fortsat medlemmer af folkekirken. Er folkekirken med til at give os vores identitet som folk?
”Jeg tror, at vi har mere til fælles via den folkekirke, end vi selv er klar over til daglig. Også når vi ikke kommer der. Man er medlem, og man går derhen eller lader være, men det er vældig godt, at den bare er der. Sådan har jeg det i hvert fald, men det er måske efterhånden ved at være gammeldags. I sagens natur kan folkekirken ikke være identitet for alle, for der vil også være folk, der ikke er kristne, og det skal de også have lov til ikke at være. Men det er en god ting, hvis de kender noget til kirke og kristendom, for det er en meget væsentlig del af Danmarks historie. Kristendommen er en meget kraftig del af, hvad Danmark er og står for. Den er en del af hele vores rodsystem.”
Interviewet med Dronning Margrethe blev oprindeligt bragt i Kristeligt Dagblad den 7. april 2000. Klik her for at læse interviewet i dets fulde længde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kongehuset-og-troen/dronning-margrethe-om-sin-tro-og-tvivl