O m et par dage vil størstedelen af danskerne stå på den lokale skole eller i den nærmeste gymnastiksal med en kuglepen i hånden og en stemmeseddel foran sig. Med andre ord en mulighed for at få indflydelse på, hvilke beslutninger der fremover skal træffes i netop deres lokalsamfund. Men hvad skal man være opmærksom på, inden man stemmer til kommunal- og regionsrådsvalget? Og hvordan finder man i det hele taget ud af, hvem der er værd at bruge sit blæk på?
Et vigtigt skridt på vejen kan være at tale med de mennesker, man har omkring sig, for eksempel studiekammerater, familiemedlemmer eller naboer. Og så skal man tale med sig selv, lyder det første råd fra Roger Buch, der forsker i kommunalpolitik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
”Et godt sted at starte er at spørge sig selv: ’Synes jeg, det kører meget godt i min kommune, eller er der problemer, som trænger til at blive løst?’ Og ud fra den grundopfattelse er man allerede sporet ind på, om man hælder til borgmesteren eller nogle andre,” siger han.
Så er der naturligvis muligheden for at tage en kandidattest, som man for eksempel kan gøre det på DR og TV2 og flere lokale mediers hjemmesider, og som mange benytter sig af. Sådan en anbefaler Roger Buch, at man tager – og gerne så mange af slagsen som muligt.
”Kandidattestene er rigtig gode til at udfordre os selv og de fordomme, vi har om os selv. Hvis man nu opfatter sig selv som glødende Enhedslisten-tilhænger, vil man nok blive chokeret over, at ens kandidattest peger på én fra Socialdemokratiet. Det er en sund øvelse for os alle sammen i forhold til, hvor vi står, og hvad vi mener, så det vil jeg opfordre alle til at gøre. Og da kandidattests ikke er en eksakt videnskab, er det smart at tage så mange, man orker, fordi der så sandsynligvis vil tegne sig et mønster af, hvem man skal stemme på,” siger han.
Måske har man et parti, man plejer at stemme på, når der folketingsvalg. Men derfor kan man ikke per automatik sætte sit kryds ud for det samme parti til kommunalvalget. Det fortæller professor Rune Stubager fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Man kan nemlig ikke tage for givet, at man også er enig med partiet på lokalt plan.
”Lokalt er der – i sagens natur – en række mindre sager på dagsordenen, som partierne på Christiansborg ikke nødvendigvis har nogen klar holdning til. Det kan for eksempel have med byggeri eller trafik at gøre. Derfor kan man til folketingsvalget være enig med nogen, der støtter vindmøller eller motorveje – men til kommunalvalget stemme på nogle helt andre, fordi man mener, at vindmøllerne eller motorvejen i hvert fald ikke skal opføres lige ved siden af, hvor man selv bor,” siger han.
Og der er flere forhold, man gør klogt i være opmærksom på. For eksempel er det en god idé at stemme personligt, fortæller Rune Stubager.
”Sådan får man mest mulig indflydelse, fordi man også er med til at bestemme, hvilke konkrete personer der indvælges. Det kan også være en fordel, hvis personen for eksempel skulle skifte parti.”
I det hele taget er det en vigtig pointe, at de lokale valg er mere personbårne end de nationale. Af samme grund kan det hænde, at man sætter sin lid til en gammel skolekammerat eller den unge ildsjæl, der bor lidt længere nede ad vejen. Det er svært at sige entydigt, om det er en god idé, for også på dette område er viden centralt. Og man kommer ikke sovende til den, indskyder Rune Stubager:
”Man er nødt til at være opsøgende. Udover at tage en kandidattest kan man gå til vælgermøder eller på sociale medier og læse, hvad kandidaterne skriver der. Partierne har jo også deres hjemmesider, hvor kandidaterne er repræsenteret. Man kan måske være så heldig at møde kandidaterne, hvis man bevæger sig ud i byrummet. Jeg er også sikker på, at hvis man skriver til dem, så skal man nok få et svar tilbage,” siger han.
I den mere tekniske afdeling minder Rune Stubager også om, at hvis man for eksempel sætter sin lid til et lille parti, så er der en risiko for, at ens stemme går tabt. Ligeledes kan partiernes mulighed for at indgå liste- og valgforbund betyde, at ens stemme reelt set ender med at gå til at andet parti, end det man havde i tankerne. Derfor kan man med fordel læse op på – for eksempel på kommunens hjemmeside – hvilke valgforbund de enkelte lister eller partier har indgået.
Og er man stadig i tvivl, efter man talt med sig selv og andre, taget flere kandidattest og opsøgt viden, så er der heldigvis et godt gammelt redskab, man kan benytte sig af, fortæller Roger Buch, og det er mavefornemmelsen.
”Vi glemmer, at politik ikke kun er fakta, undersøgelser og data. Politik handler også om, hvad vi føler. Så hvis man ikke kan beslutte sig, kan man i det mindste se på, om man hælder til a eller b, og derfra lytte til sin mavefornemmelse.”
I hvert fald er de to valgforskere enige om, at der er god grund til at stemme. Medmindre man decideret synes, alle andre er så fornuftige, at man foretrækker at lade dem bestemme. Og inden man står på sit lokale valgsted med kuglepennen i hånden, skal man altså ikke fortvivle over at være i tvivl. Tværtimod, siger Roger Buch:
”Der er en tendens til, at vi opfatter de vælgere, der er i tvivl, som mindre dygtige og velorienterede end dem, der ikke er i tvivl. Det er noget sludder. Jeg synes, at vi skal tale tvivlen op. På alle mulige områder i livet er vi i tvivl – når vi skal vælge job, partner og så videre – og det viser bare, at man tænker sig om. Jeg vil gå så vidt som at sige, at det er netop denne tvivl og søgen efter, hvad der er det rigtige at gøre, der udgør kernen i demokratiet.”