Da den daværende amerikanske præsident George W. Bush i en tale i 2002 først brugte begrebet "ondskabens akse", kunne mange amerikanere fremmane indre billeder af en styg treenighed af fjendtlige magter. Ordene klingede fint og billedliggjorde Amerikas kamp mod det onde ude i verden.
Og det nu berygtede begreb, der refererede til Irak, Iran og Nordkorea, er ifølge Elvin Lim, som er professor i politisk kommunikation på Wesleyan University og forfatter til den roste bog "The Anti-Intellectual Presidency. The Decline of Presidential Rhetoric from George Washington to George W. Bush", et rammende eksempel på moderne amerikansk politisk retorik. Han betegner amerikanske politikeres sprog som stilbevidst og velformuleret, men i stigende grad fattigt på mening.
"Det, som solgte "ondskabens akse" til vælgerne, var ikke argumentationen bag, for den var svag. Det, som solgte begrebet, var, at det lød virkelig godt. Og det er amerikanske præsidenter og politikere ofte dygtige til. Det er ikke nogen tilfældighed, at der eksisterer en så tæt forbindelse mellem underholdningsindustrien i Hollywood og det politiske Washing-ton," siger han.
Mens danske sprogforskere, som omtalt i Kristeligt Dagblad i onsdags, skoser de hjemlige folketingspolitikere for i stigende grad at formulere sig dårligt og for at benytte sig af primitive og slidte metaforer, så har amerikanske politikere generelt færre problemer med mundtøjet. Det skyldes både, at USA er et stort land, hvor debat er et fag i skolerne, men også, at amerikanske politikere er formet af andre politiske, sociale og religiøse traditioner.
Præsident Barack Obama betragtes eksempelvis af mange eksperter som en af vor tids allerstørste politiske kommunikatorer, og nogle af hans mest roste taler har en stil, en elegance og en rytme, som synes inspireret af den himmelstræbende amerikanske evangelikale prædikentradition. Præsidentens oratoriske evner får endda nogle amerikanske journalister og kommentatorer til at drage paralleller til det gamle Rom og til antikkens Athen, hvor politik var lig med talekunst.
"Når amerikanske politikere, og især præsidenter, ofte betragtes som bedre talere end de europæiske, så har det blandt andet at gøre med de forskellige politiske systemer og traditioner. Vores præsident er ikke alene bureaukrat og regeringschef. Han er også statsoverhoved og en samlende figur, hvis rolle er at opløfte og inspirere. Religion er vigtig i Amerika, og religiøst rodfæstet retorik er en måde at samle en meget delt befolkning på," forklarer Elvin Lim.
Han fremhæver Barack Obamas store racetale som et eksempel på den fornemmeste amerikanske politiske talekunst. I foråret 2008 stillede Obama, der dengang var USA?s første seriøse sorte præsidentkandidat nogensinde, sig op og talte til sine landsmænd om race og om Amerikas smertefulde erfaringer med årtiers institutionaliseret diskrimination af sine sorte borgere.
"Han var i stand til elegant at artikulere årsagerne til, hvorfor vi er et så delt folk. Talen havde lyriske kvaliteter og var sprogligt rig med ordspil, litterære drejninger og historiske referencer. Obamas retoriske talent kommer frem, når han er "professor" og ikke bare "sælger" " siger Elvin Lim.
Samtidig påpeger sprogforskere og kommentatorer, at amerikanerne har en anden tradition for politisk teater end europæerne. Amerikanske politikere har længe været vant til at skulle tale direkte til vælgerne, og de var hurtige til at opdage fjernsynets magt som offentligt kommunikationsmiddel. Derfor er de store øjeblikke i amerikansk retorik og talekunst – fra John F. Kennedys decimering af Richard Nixon i 1960 via Martin Luther Kings taler ved borgerrettighedsmarcher i 1960?erne til Barack Obamas opløftende sejrstale på valgdagen i 2008 – kommet til at definere et halvt århundredes dramatiske politiske forandringer i Amerika.
"Amerikanske politikere er skolede til at forstå, at de forventes at stå til ansvar over for vælgerne såvel stilistisk og retorisk som ideologisk," bemærker skribenten Laurie Penny i det britiske magasin The New Statesman.
Desuden har den øgede brug af kommunikationskyndige taleskrivere ifølge Elvin Lim højnet den stilmæssige kvalitet i amerikansk politik.
"Siden 1970?erne har journalister overtaget taleskriveprofessionen i Washington fra akademikere og fra politikere. Det har gjort politikernes taler mere elegante, men også mere indholdsløse. Der er sket en fordummelse. Det er nemt at holde en flot tale og høste bifald uden egentlig at sige noget," konstaterer han.
