IA-formand spår grønlandsk regeringsaftale efter 15. april

IA-formand Múte Bourup Egede har allerede holdt de første uforpligtende samtaler med øvrige partier.

Ifølge Múte Bourup Egede holdt han de første uforpligtende samtaler med øvrige partier allerede onsdag - samme dag som valgresultatet faldt på plads. (Arkivfoto).
Ifølge Múte Bourup Egede holdt han de første uforpligtende samtaler med øvrige partier allerede onsdag - samme dag som valgresultatet faldt på plads. (Arkivfoto). Foto: Christian Klindt Solbeck/Ritzau Scanpix.

Der går mindst en uge, før en ny aftale om en koalitionsregering i Grønland vil være på plads.

Det siger formand for Inuit Ataqatigiit (IA) Múte Bourup Egede ifølge det grønlandske medie KNR.

- Vi har brug for nogle dage til at føre samtaler og til at skabe en koalition. Man skal regne med, at vi vil kunne underskrive en koalitionsaftale efter den 15. i denne måned, siger IA-formanden.

Venstrefløjspartiet IA blev det største parti ved det grønlandske valg og har derfor førsteret til at forsøge at danne regering. Partiet fik 12 mandater i Inatsisartut, det grønlandske parlament. Der skal 16 mandater til flertal.

Ifølge Múte Bourup Egede holdt han de første uforpligtende samtaler med øvrige partier allerede onsdag - samme dag som valgresultatet faldt på plads.

Lykkes det IA at danne regering med formanden i spidsen, vil det være blot anden gang siden 1979, at regeringschefen ikke er fra Siumut.

Det socialdemokratiske Siumut mistede ved valget positionen som Grønlands største parti. Dermed må Kim Kielsen efter alt at dømme vinke farvel til posten som leder af Naalakkersuisut, Selvstyret.

Múte Bourup Egede siger ifølge KNR, at partierne efter de indledende samtaler skal vende eventuelle knaster med deres bagland, før forhandlingerne fortsætter.

I dagene frem til 15. april står den på flere møder med de forskellige partier.

- På den måde vil vi arbejde hen imod frugtbare samtaler, der under forhandlinger skal føre til at vise, hvem vi kan samarbejde med på et respektfuldt, redeligt og kompromissøgende grundlag, som kan danne grundlag for et fireårigt koalitionssamarbejde, siger han ifølge KNR.

IA har på forhånd meddelt, at partiet vil sætte en stopper for et omstridt mineprojekt i Sydgrønland. Derudover vil partiet arbejde for blandt andet bedre levevilkår, sundhed og miljø.

En mulig koalitionspartner er partiet Naleraq. Partiet fik fire mandater og er også imod mineprojektet. Tilsammen vil de to partier have flertal i Inatsisartut.

/ritzau/