En ny vejledning fra Verdenssundhedsorganisationen WHO, som blev omtalt i Kristeligt Dagblad tirsdag, vakte opsigt med sit vidtrækkende budskab: At organisationen anbefaler at afskaffe tidsgrænser for abort. I hvert fald nævnes der i rapporten ikke noget ugetal som øvre loft for at abortere.
Flere danske iagttagere mener dog næppe, at udmeldingen fra WHO skal tolkes som, at vi fremover kan se frem til aborter i 9. måned.
En af dem er Øjvind Lidegaard, professor i gynækologi og obstetrik ved Rigshospitalet og Københavns Universitet. Han mener, at de nye anbefalinger fra verdenssundhedsorganisationen ”i udgangspunktet er fornuftige”, men ifølge ham betyder de ikke, at sunde fostre kan aborteres frem til fødslen:
"WHO taler om aborter. I Danmark er grænsen mellem abort og fødsel ved 22 uger. Jeg læser altså ikke WHO's anbefaling som om, der skal være fri abort frem til 9. måned."
Hvis Danmark vælger at følge WHO's anbefaling, vil det ifølge Øjvind Lidegaard indebære, at aborten gøres fri frem til graviditetens 22. uge, og det er alt taget i betragtning en god idé, mener han. Hvert år får omkring 800 kvinder tilladelse til at få en abort efter 12. svangerskabsuge, som er grænsen for fri abort i Danmark, og frem til udgangen af 22. uge, hvor fostret er et par uger fra at være levedygtigt. Tilladelsen skal søges hos et af de fem regionale abortsamråd.
Udmeldingen skal ses i lyset af, at det i flere lande og stater i USA slet ikke er muligt at få foretaget abort, eller at tidsgrænsen er så lav, at kvinden knap opdager, at hun er gravid.
Mere end to tredjedele af kvinderne får en sen abort på grund af misdannelser eller genfejl hos barnet, der er fundet ved de scanninger, der tilbydes rutinemæssigt til danske gravide. Resten får det begrundet i deres sociale forhold.
"Efter min mening er abortlovgivningen ikke opdateret i forhold til den teknologiske udvikling med fosterdiagnostik. Hvorfor skal disse kvinder egentlig søge om abort? Min holdning er, at det bør være kvinden eller parret, der har det sidste afgørende ord, når det handler om at fortsætte en graviditet eller ej, og det er i tråd med WHO’s anbefaling."
Han er ikke enig i, at WHO's anbefalinger mangler etisk omtanke.
"WHO's etiske overvejelser er at forhindre, at tusindvis af kvinder i verden verden hvert år dør på grund af usikre aborter. Og det er også en etisk betragtning, at det bedste udgangspunkt, man kan give et barn, er, at det kommer til verden hos forældre, som ønsker det."
Torben Larsen er overlæge i gynækologi og obstetrik og medlem af abortsamrådet i Region Sjælland. Han vurderer altså ansøgninger om sen abort.
Han er ikke enig i, at aborten skal gøres fri i Danmark frem til 22 uger, sådan som WHO’s anbefaling altså kan tolkes.
”Der slår jeg hælene i, for jeg mener, at vores system fungerer.”
På flere måder vil det næppe gavne kvinderne at hæve grænsen for fri abort til 22 uger, argumenterer han:
”Det vil medføre en tsunami af modstand og debat om den fri abort i det hele taget. Derudover sker det ikke så sjældent, at vi får en anmodning om abort, hvor sagen ikke kommer til behandling, fordi den gravide fortryder i mellemtiden. Der er altså en vindue til overvejelse i forbindelse med ansøgningsprocessen, og det opfatter jeg som et positivt spin-off af den danske ordning.”
Overlæge Klaus Peder Klausen, der er formand for Lægeforeningens etiske udvalg, mener ikke, at WHO’s udmeldinger er rettet mod Danmark.
“Udmeldingen skal ses i lyset af, at det i flere lande og stater i USA slet ikke er muligt at få foretaget abort, eller at tidsgrænsen er så lav, at kvinden knap opdager, at hun er gravid. Jeg kan ikke forestille mig, at WHO tænker, at der skal foretages aborter af et fuldt levedygtigt barn helt frem til dagen inden en planlagt fødsel. Det er mere et signal til den store omverden end et signal til lande som Danmark.”
WHO opfordrer også i vejledningen til, at man forhindrer sundhedspersonale i at gøre brug af deres ret til at sige nej til at medvirke i en abort, når der er tale om såkaldte “presserende situationer og nødsituationer”. I Danmark og mange andre lande kan sundhedspersonale afvise at medvirke i en abort af religiøse eller etiske grunde, og det er der ingen grund til at lave om på, mener Klaus Peder Klausen.
“I stærkt religiøse lande, hvor der er stor modstand mod abort, eller hvor det er ulovligt, kan det være vanskeligt at finde sundhedspersonale, der vil foretage aborter. Her kan argumentet give mening. Men i Danmark har vi ingen eksempler på, at kvinder ikke kan få en abort, fordi vi mangler læger, der er parate til at foretage den.”
Når WHO ønsker at afskaffe tidsgrænser for abort, skal man huske, at organisationen henvender sig til lovgivere i alt fra højindkomstlande til lande, hvor kvinder har brug for abort, fordi de har svært ved at brødføde deres børn, lyder det fra direktør i Mødrehjælpen Ninna Thomsen. Alligevel giver vejledningen anledning til, at vi også overvejer abortgrænsen i Danmark, mener hun.
"Abortgrænsen på 12 uger har været der siden 1973, og der er rigtigt gode grunde til, at man begynder at diskutere den i Danmark. Dengang var der en medicinsk begrundelse for at sige 12 uger, men i dag foretager man abort på en anden måde. Omvendt kan fostre overleve langt tidligere i dag, end de kunne tilbage i 1973, så det giver god mening at diskutere igen."
I modsætning til WHO, der kritiseres for ikke at forholder sig til det etiske aspekt ved abort, anerkender Ninna Thomsen, at abort er et etisk dilemma. Derfor håber hun også, at politikerne vil bede Det Etiske Råd forholde sig til den eksisterende abortgrænse, og hvornår det er muligt at få dispensation.