I et nyt datingprogram på TV 2 Zulu skal deltagerne vælge en date blandt fem splitternøgne kroppe, men dén form for kropsfikseret parringsdans gavner næppe en sund seksualkultur blandt børn og unge, mener iagttagere.
Sognepræst og klinisk sexolog Benedikte Vejlby Baggesgaard er blandt andet bekymret for, at man på den ene side ønsker at lære børn og unge om grænser, når det gælder deling af intime billeder, men på den anden side viser et program på tv med granvoksne mennesker, der udstiller deres krop.
”Unge kan få en dom for at sende nøgenbilleder rundt mellem hinanden, men samtidig er nøgenhed mainstream på landsdækkende tv. Det er forvirrende, uanset at det sker med samtykke i fjernsynet, hvilket jo er den væsentlige forskel. I en tid, hvor vi fra sexologisk hold forsøger at lære de unge om grænser, så er det ikke smart at bringe et program, der er helt grænseløst,” siger hun.
I programmet ”Date mig nøgen” vurderer den deltager, der skal vælge en date blandt fem andre, personens nøgne krop og først derefter afsløres ansigtet, og parterne får mulighed for at tale lidt sammen. Kameraet går helt tæt på både bryster og kønsorganer, mens vært og deltager har samtaler som for eksempel denne:
”Kønsbehåring, det er der ikke noget af,” siger den kvindelige vært om fem glatbarberede kvinder.
”Perfekt,” svarer den mandlige deltager.
”Okay. Det skal der helst ikke være for meget af?”
”Nej.”
Sune Roland, der er indholdschef for TV 2 Zulu, forsvarede i går i Kristeligt Dagblad programmet med den pointe, at seerne her får vist kroppe i alle former og faconer.
”Med ’Date mig nøgen’ ønsker vi at vise, hvordan mennesker ser ud i virkeligheden, uden der er lagt filtre ned over dem,” sagde han.
Det er et sympatisk ærinde, mener Heidi Ringheim, formand for foreningen Mediesundhed for børn og unge, tidl. Porno & Samfund. Men, fortsætter hun:
”Hvorfor skal man vælge? Det kan godt være, at TV 2 italesætter deres program som en form for biologitime, men ’biologitimen’ er pakket problematisk ind, når den følges af en vurdering. Det handler med det samme om at sælge kroppen på dens udseende.”
Hun peger på, at programmet understøtter et kropsideal, der i hvert fald hvad angår kvindernes manglende kropsbehåring er hentet fra pornografien. Og også hun mener, at signalerne stritter, når nøgenhed blandt voksne er almindeligt på landsdækkende tv – samtidig med at børn og unge skal lære om varsomhed og samtykke ved billeddeling.
”Vi går ud med den store, løftede pegefinger, hvad angår nøgenbilleder blandt unge, men samtidig siger vi med sådan et program, at det er helt okay at vise nøgenbilleder helt offentligt,” siger Heidi Ringheim.
Benedikte Vejlby Baggesgaard føler sig ”forstemt”:
”Både som præst og sexolog. Sexologi handler om, at vi er hele mennesker, men programmet er ren krop. Jeg mener som præst, at der er nogle etiske grundprincipper, som bør bestå. For eksempel at mennesket aldrig er et objekt, der kan betragtes og vurderes, men at det er en helhed, krop og ånd. Er det ønskeligt, at vi løsriver mennesket fra den helhed?”, spørger hun.
Niels Ulrik Sørensen, forskningsleder og lektor på Center for Ungdomsforskning, Aalborg Universitet, er enig i, at programmet reproducerer ”en forståelse af, at kroppen og det ydre er det vigtige i den menneskelige kontakt”.
Dén form for bedømmelseskultur er udbredt og allestedsnærværende. Men netop derfor kan der være en væsentlig pointe i, at programmet bruger den letgenkendelige ramme til at nå sit ærinde om at vise kroppe i al deres forskellighed, siger han.
”Kroppene i programmet følger ikke nødvendigvis de herskende kropsidealer. Man ser skæve tissemænd, små tissemænd, små bryster og silikonebryster, der ser mærkelige ud, fordi kroppen ikke er iscenesat og retoucheret som på de sociale medier. Og man ser faktisk, at de deltagere, der bedømmer kroppene, ikke altid har det samme blik på, hvordan en ’god’ og ’dårlig’ krop ser ud. Så programmet leverer i en vis forstand et opgør med, hvordan kroppen skal se ud.”