Iagttagere: Politisk kan det hjælpe Pape, at ægteskabet er slut

Efter en række sager, hvor Søren Pape Poulsen (K) har viderebragt sin ægtefælles historier i politiske sammenhænge, meddelte statsministerkandidaten i går, at han skal skilles. Skilsmissen sætter et foreløbigt punktum for de belastende sager

Om rækken af sager og nu skilsmissen får nogen betydning for vælgerne og dermed for Søren Pape Poulsens chancer som statsministerkandidat, er for tidligt at udtale sig om.
Om rækken af sager og nu skilsmissen får nogen betydning for vælgerne og dermed for Søren Pape Poulsens chancer som statsministerkandidat, er for tidligt at udtale sig om. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

"Desværre har det haft nogle personlige omkostninger, men alt andet lige har det nok gavnet ham politisk, at det ægteskab er slut."

Sådan siger politisk kommentator Jarl Cordua, efter at Søren Pape Poulsen (K) onsdag meddelte på Facebook, at han skal skilles fra sin mand, Josue Medina Vasquez Poulsen.

Bruddet kommer, efter at Søren Pape Poulsen har viderebragt flere af sin mands historier, som viste sig ikke at være sandfærdige. For eksempel at Josue Medina Vasquez Poulsen skulle være i familie med præsidenten for Den Dominikanske Republik, og at han har jødisk baggrund.

Om rækken af sager og nu skilsmissen får nogen betydning for vælgerne og dermed for Søren Pape Poulsens chancer som statsministerkandidat, er for tidligt at udtale sig om, vurderer Jarl Cordua, som selv er medlem af partiet Venstre. 

"Vi har ikke nogen målinger, der viser, om vælgerne har tabt tilliden til Pape. Så det ved vi intet om. Men jeg vil gå så langt som at sige, at jeg ikke tror, det har gavnet ham, at han er blevet taget i at viderekolportere sin ægtefælles skipperskrøner. Jeg tror heller ikke, det har gavnet ham, at han er blevet taget i diplomatiske fodfejl, hvor han har knyttet forbindelse til et fremmed land (ministermøder i Den Dominikanske Republik under en ferietur, red.), uden at Udenrigsministeriet har været inde over," siger Jarl Cordua, som pointerer, at ingen de facto kender baggrunden for skilsmissen.

Også Helene Helboe Pedersen, professor ved institut for statskundskab på Aarhus Universitet, mener, det er for tidligt at sige, hvad sagen vil betyde for opbakningen til Søren Pape Poulsen ved det kommende valg.  

”Min egen forskning viser, at vælgerne er optaget af personsager, og anden forskning viser, at de gerne vil have kompetente, omsorgsfulde og sympatiske politikere. Spørgsmålet er, hvordan skilsmissen og forudgående forløb påvirker vælgerne. Det slår skår i politikernes troværdighed, når de kommer med usande oplysninger. Man kan så spørge, om vi hver især går og tjekker op på de oplysninger, vi får fra vores nærmeste,” siger hun.

Helene Helboe Pedersen tror, at sagen vil understøtte den opfattelse, som mange vælgere i forvejen har af Søren Pape Poulsen som politiker.

”De vælgere, der i forvejen er kritiske over for Søren Pape, vil sandsynligvis blive mere kritiske. Omvendt vil de vælgere, der kan lide Søren Pape, nok ikke tillægge forløbet så stor betydning,” siger Helene Helboe Pedersen.

Efter udmeldingen om skilsmisse vurderer professor ved institut for statskundskab på Aarhus Universitet Rune Stubager, at sagen ikke længere har den store betydning for, om vælgerne sætter kryds ved den konservative partiformand. 

”Indtil meddelelsen om skilsmisse kom, skadede sagen Søren Papes troværdighed,” lyder det fra Rune Stubager, som vurderer, at Søren Pape Poulsen reddede sig nogenlunde ud af den forkerte oplysning om, at præsidenten for Den Dominikanske Republik var ægtemandens onkel, fordi onkelrelationer måske kan fortolkes bredt i nogle lande. Til gengæld var den fejlagtige oplysning om ægtemandens jødiske tro sværere at klare sig ud af.

”Der nærmede vi os en regulær forkert historie. Og spørgsmålet var: ’Hvordan kan vi stole på en mand, der fortæller en forkert historie om noget så fundamentalt?’. Men når han nu har draget en så tydelig og tung konsekvens, tror jeg ikke, at sagen vil skade ham yderligere som politiker, medmindre der kommer nye kompromitterende oplysninger frem. Mange vil have opfattelsen af, at han med skilsmissen så at sige har sonet sine synder, uanset hvem af parterne der har taget initiativet til bruddet. En del vælgere vil formentlig tænke: ’Det kan godt være, at han var blåøjet engang. Det er han så ikke mere,’” siger Rune Stubager.

Om der er ro på sagen nu, er som sagt svært at sige, mener Jarl Cordua.

”Men er der nogen, der synes, at Pape har det hårdt nu, må jeg bare sige, at presset ikke letter, hvis han bliver statsminister. Det er hårdt at være med i toppolitik, det er ekstra hårdt at være med i den absolutte superliga, og det er et job, han har søgt med åbne øjne. Det, man kan undre sig lidt over, er, at de ikke har været lidt mere forberedt hos De Konservative,” siger han. 

På spørgsmålet om, hvorvidt Søren Pape Poulsens chancer for at blive statsminister er forbedret, efter at han nu skal skilles fra sin ægtefælle, svarer Jarl Cordua:

"Nu ved vi ikke, om det er ham eller hans ægtefælle, der har ønsket skilsmisse. Men det er klart, at der kynisk set er smidt noget ballast over bord. Når man ikke længere skal svare for, hvad ægtefællen går og siger, har man heller ikke det store behov for at repetere det. Så alt andet lige har det nok gavnet Pape, at det ægteskab er slut."