Iben Thranholm forlader Stram Kurs

Teolog og journalist Iben Thranholm, der under valgkampen stillede op for Stram Kurs, har forladt partiet. Hun begrunder valget med den racismedom, som partileder Rasmus Paludan netop har fået i landsretten

”Jeg tager klart afstand fra enhver form for ytring, som retten har dømt som værende racistisk,” skrev Iben Thranholm i en pressemeddelelse i går.
”Jeg tager klart afstand fra enhver form for ytring, som retten har dømt som værende racistisk,” skrev Iben Thranholm i en pressemeddelelse i går. . Foto: Bjarke Ørsted / Ritzau Scanpix.

Hun havde håbet på, at hun kunne påvirke Stram Kurs i en positiv retning – men tog fejl.

Sådan lyder den begrundelse, som én af partiet Stram Kurs’ spidskandidater, teolog og journalist Iben Thranholm, giver for, at hun nu har valgt at forlade partiet. Valget er truffet efter at Østre Landsret torsdag i sidste uge stadfæstede byrettens racismedom over Rasmus Paludan. Dommen giver ham 14 dages betinget fængsel for en ytring, der sammenkobler ”de fleste negere i Sydafrika” med personer, der har en intelligenskvotient på under 70.

”Jeg tager klart afstand fra enhver form for ytring, som retten har dømt som værende racistisk,” lyder det i en pressemeddelelse fra Iben Thranholm udsendt i fredags.

På Rasmus Paludans egen Facebookside skriver partistifteren, at han ærgrer sig over beslutningen.

”Det er ærgerligt, at Iben Thranholm vælger at forlade os, så snart der er en smule bølgegang,” skriver Rasmus Paludan.

Om årsagen til udmeldelsen skriver han:

”Da Iben Thranholm åbenbart mener, at sandheden skal forties, så forstår jeg godt, at Stram Kurs ikke er det rigtige sted for hende alligevel.”

Iben Thranholm meldte sig ind i Stram Kurs, efter at hun i en klumme i avisen Udfordringen havde kritiseret partiet for at være ”et parti, der bygger på ekstrem tomhed. Der er ingen ånd, kun protest”. Rasmus Paludan læste klummen og henvendte sig til Iben Thranholm.

”Efter vi havde snakket frem og tilbage så jeg en mulighed for at tilføre partiet en alternativ, positiv og opbyggelig vision til forskel fra den megen negativitet, som har præget højrefløjen i årevis. Derfor tog jeg springet i håbet om, at jeg kunne ændre noget og bidrage positivt. Tiden og erfaringen har vist, at jeg tog fejl og med landsrettens dom i går ser jeg min rolle i partiet som udspillet,” forklarer hun i pressemeddelelsen.

Ved folketingsvalget den 5. juni fik Iben Thranholm 455 personlige stemmer i Nordsjællands Storkreds. Partiet fik i storkredsen 1,5 procent af stemmerne. På landsplan fik Stram Kurs 1,8 procent af stemmer og kom ikke i Folketinget.