Prøv avisen

Idealet om velfærd for alle er under afvikling

Ifølge professor Ove Kaj Pedersen er idealet om universelle velfærdsrettigheder - hvor alle skulle have det samme, uanset om de kan forsørge sig selv eller ej - fortid i dansk politik. Foto: Modelfoto/Casper Christoffersen/Ritzau Scanpix

S-regeringens kurs vidner om et grundlæggende ændret syn på, hvem der har ret til velfærd, mener professor Ove Kaj Pedersen, manden bag teorien om konkurrencestaten. Tidligere S-formand er enig i, at velfærdssystemet har ændret karakter, men advarer mod et opgør med de universelle rettigheder

”Drømmen om den universelle velfærdsstat er opgivet.”

Så kort kan diagnosen over det ideal, der har kendetegnet det danske velfærdssamfund i et halvt århundrede, siges.

Ordene er Ove Kaj Pedersens, professor emeritus ved Copenhagen Business School og grundlæggeren af begrebet konkurrencestaten.

Konkret mener han, at idealet om universelle velfærdsrettigheder, hvor alle skulle have det samme, uanset om de kan forsørge sig selv eller ej, er fortid i dansk politik. Han kommer dermed tidligere formand for Socialpolitisk Forening og direktør i Socialstyrelsen Knud Aarup i møde. Aarup konkluderede i mandagens Kristeligt Dagblad, at globaliseringen og konkurrencestatstankegangen har ændret vores samfund så fundamentalt, at det er tid til at erkende, at den universelle velfærdsmodel må afvikles.

En erkendelse, der, ifølge Aarup, forudsætter et grundlæggende opgør med de social rettigheder, der i årevis har været et allemandseje. Farvel folkepension, argumenterede han blandt andet.

”Knud Aarup har ret. Konkurrencestaten er i dag dominerende. Og det ser vi ikke alene på den måde, social-politikken nu er blevet en del af beskæftigelsespolitikken på, men også på den paradoksale måde, den nuværende regering og støttepartier indrømmer det. Mette Frederiksen (S) taler ikke mere om velfærdsstaten, men om velfærdssamfundet. Sammen med sit parti og støttepartier er hun vendt tilbage til fortidens liberale-konservative forestilling om, at alle havde pligt til at forsøge sig selv, og det kun er i det tilfælde, at man absolut ikke kan, at man har ret til offentlig forsørgelse. Den lille forskel mellem velfærdsstat og velfærdssamfundet indebærer derfor et stort skift i idealer,” siger Ove Kaj Pedersen og nævner som eksempel regeringens bebudede pensionsreform, hvor man arbejder for en tidligere tilbagetrækning for en særligt udsat gruppe på arbejdsmarkedet, frem for at hæve pensionen for dem, som ikke er på arbejdsmarkedet.

En bevægelse fra at sikre ydelser til alle til at udforme ydelser til nogle.

SF’s politiske ordfører, Karsten Hønge, er grundlæggende uenig. Den universelle velfærdsmodel er ikke døende, og debatten om at afvikle universelle sociale rettigheder som folkepensionen er farlig.

”Den tankegang er som borebiller i et hus’ bærende træværk. Hver gang, vi borer en universel rettighed ud – om det så er folkepensionen eller børnechecken – så bliver det næste, at vi borer nye rettigheder ud. Knud Aarup har måske en pointe i, at vi skal gentænke folkepensionen, og det kan betyde, at vi skal blive bedre til at differentiere ydelsen, men vi skal ikke fjerne den.”

At differentiere, er det ikke netop et opgør med at se rettigheder som universelle?

”Det mener jeg ikke. Det er nærmere en diskussion om, hvordan vi regulerer velfærden inden for den universelle velfærdsstats rammer. Alle skal have ret til folkepension, men de, der har mindst, skal have mere end dem, der har mest.”

Mogens Lykketoft (S), tidligere socialdemokratisk formand og i otte år landets finansminister, medgiver, at den universelle velfærdsstat har været truet, men den er ikke døende.

”Ja, vores velfærdssystem har ændret karakter. Men jeg mener ikke, at løbet er kørt. Tværtimod synes jeg, at vi er i gang med at vende tendensen. Vi har i årevis mistænkeliggjort de svageste, mens vi har været large over for de privilegerede med skattelettelser. Det har selvfølgelig haft en betydning for velfærdsstaten, for det har ført til øget ulighed, og udviklingen har kaldt på et opgør. Men at tage et opgør med de grundlæggende universelle rettigheder som folkepensionen løser intet. Den danske velfærdsmodel er en social kontrakt, der omfordeler ydelser inden for et livsforløb. Det bør vi styrke.”

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl frygter, at tiden med universel velfærd snart kan være fortid.

”Jeg har i årevis oplevet, hvordan mange politikere vil blæse og have mel i munden. Man har foregøglet danskerne, at man kunne beholde velfærdsstaten, som vi har kendt den, samtidig med at vi har underdrejet den med globaliseringen og særligt EU. Det store spørgsmål er i dag, om man er villig til at slå ring om velfærdsstaten og dermed beholde den. Det vil jeg gerne, men det tror jeg ikke, de andre partier er villige til, og derfor frygter jeg, at den universelle velfærdsstats dage er talte, for det er ikke muligt at opretholde den på globaliseringens præmisser.

Skal man tro Ove Kaj Pedersens analyse, bevæger velfærdsstaten sig mod en konservativ-liberal velfærdsmodel. De Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, byder da også et opgør med den universelle velfærdsmodel velkomment.

”Det har aldrig været et konservativt ønske at have en velfærdsmodel, hvor alle skal have det samme. Det er af hensynet til samfundets svageste, at vi skal have en velfærdsstat. Ikke af hensyn til de mange, der kan klare sig udmærket uden sociale ydelser,” siger hun.