Hvad føler du dig som? Identitet er blevet den enkeltes valg

Før var identiteten given. I dag er den mere flydende. Men det er ulykkeligt at måtte definere sig selv hele tiden, mener både præst og psykologiprofessor

”Vi lever i en højindividuel kultur, hvor der er stærkt fokus på at være særegen og på den enkeltes rettigheder. Det kan der være rigtig meget godt at sige om, men det går også ud over det faktum, at vi som samfund har brug for at kæmpe sammen,” siger professor Carsten René Jørgensen fra psykologisk institut ved Aarhus Universitet.
”Vi lever i en højindividuel kultur, hvor der er stærkt fokus på at være særegen og på den enkeltes rettigheder. Det kan der være rigtig meget godt at sige om, men det går også ud over det faktum, at vi som samfund har brug for at kæmpe sammen,” siger professor Carsten René Jørgensen fra psykologisk institut ved Aarhus Universitet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Forestillingen om, at man kan vælge sin egen identitet med afsæt i køn, etnicitet, hudfarve med mere, bider sig fast. Et af de mere ekstreme eksempler er en 69-årig hollænder, som kræver at få taget 20 år af sin biologiske alder, fordi han ikke føler sig komfortabel med den, og fordi han er blevet diskrimineret på en digital datingtjeneste.

Lyt til ny lydserie "morgensamling" om identitet og andre store spørgsmål.

Hans ønske om at få ændret sit fødselsår fra 1949 til 1969 er formentlig mest ment som en provokation. Men tilbage står, at rammerne for, hvem vi definerer os som, er rykket gevaldigt de seneste år.

”Der er åbenlyst en udbredt forestilling om, at vi har næsten grænseløse muligheder for at vælge og skabe os selv – en forestilling, der er både illusorisk og potentielt problematisk i den forstand, at virkeligheden jo svarer igen på et tidspunkt,” siger professor Carsten René Jørgensen fra psykologisk institut ved Aarhus Universitet.

Og når man efterfølgende erfarer, at ikke alle anerkender den identitet og det selvbillede, man har konstrueret, kan det give smertefulde oplevelser af nederlag og desillusionering, mener Carsten René Jørgensen, som er i gang med at skrive bogen ”Identitetskriser” og tidligere har udgivet værkerne ”Identitet” og ”Danmark på briksen”, der også kredser om identitetsdannelse.

I Danmark har der ikke været sager om juridisk aldersændring, men i sommer lagde ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) op til at åbne for juridisk kønsskifte for personer under 18 år. Det vil for ekempel sige, at ens personnummer ikke skal vise, at man er dreng, hvis man mener, man er pige.

Når mennesker i stigende grad definerer sig med afsæt i noget helt specielt, kan det være vigtigt for den enkelte, men dårligt for sammenholdet. For de mange egenartede identiteter kan gøre det svært at skabe politisk konsensus i større sammenhænge, siger Carsten René Jørgensen.

”Vi lever i en højindividuel kultur, hvor der er stærkt fokus på at være særegen og på den enkeltes rettigheder. Det kan der være rigtig meget godt at sige om, men det går også ud over det faktum, at vi som samfund har brug for at kæmpe sammen,” siger forskeren.

Stjerneeksemplet lige nu er USA, hvor det nylige midtvejsvalg blev stærkt præget af identitetspolitik på begge sider, mener han.

”Demokraterne bor i kosmopolitiske byer, mens republikanerne bor på landet og har en mere traditionel opfattelse af tilværelsen. Men selvom begge grupperinger kan se, at den økonomiske ulighed i landet er blevet meget stor, kan de ikke finde sammen om løsninger til glæde for alle. I virkeligheden kan vi få de samme problemer i Danmark, fordi man fokuserer på, at ret marginale identitetskategorier kan blive anerkendt eller få særrettigheder, mens uligheder stormer derudad.

På længere sigt kan det give os ganske alvorlige problemer, såsom at vi ikke for alvor formår at standse klimaforandringerne, og at der simpelthen er grundlæggende samfundsmæssige problemstillinger, vi ikke ser. For eksempel en langsom forvitring af grundlæggende samfundsinstitutioner og retsstatsprincipper,” siger Carsten René Jørgensen.

Identitetspolitik som begreb opstod med de sociale bevægelser i 1960’erne og 1970’erne – i USA med for eksempel Black Power og Gay Liberation, en frigørelsesbevægelse for homoseksuelle, i Danmark med hippiebevægelsen og rødstrømperne. Sidst i 1990’erne stødte den såkaldte queer-bevægelse til med sin kamp for, at kønsidentitet kan være både selvvalgt og flydende.

Med alle identiteterne fulgte behovet for at forsvare sit eget ståsted. Helt lavpraktisk er det blevet sværere at tale med hinanden hen over grupperingerne, fordi man kan komme til at krænke eller føle sig krænket.

”Den politiske drivkraft i identitetspolitik er vrede. Vrede over, at der er andre, der truer ens måde at forstå sig selv og verden på. Vrede over at føle sig ikke-respekteret, overset eller betydningsløs,” siger Carsten René Jørgensen.

”Det er en del af en kæmpe kulturel bevægelse, hvor vi bruger identiteten til at definere os som helt specielle, og hvor der samtidig opstår en konflikt mellem de forskellige grupper, fordi de opleves som uforenelige.”

Som forperson for LGBT Danmark, interesseorganisation for lesbiske, bøsser, bi- og transpersoner, arbejder Peder Holk Svendsen dagligt med et af de områder, hvor identitetspolitikken fylder rigtigt meget.

For netop køn og seksualitet er blevet en af den vestlige verdens helt store identitetsmarkører.

”Tilbage i tiden kunne min farfar finde identitet i, at han var brugsuddeler – han var ham gutten, der kørte rundt og vejede korn op. Det var i traditionalistisk forstand noget, man kunne bygge en selvforståelse op fra. I dag, hvor man har adgang til en helt anden virkelighedsforståelse, er identitet blevet noget meget komplekst,” siger Peder Holk Svendsen, der også er cand. mag. i religionsvidenskab og historie.

Han tror ikke på, at der er nogen, som ”shopper” identiteter, for eksempel blandt de over 60 navngivne kønsudtryk.

”Men jeg kan godt forstå, at man i den brede befolkning undrer sig, når der bliver kastet postulater op om, at man kan vælge sit eget køn eller identitet fra den ene dag til den anden. Og så bliver debatten skarpskåren,” siger han.

Sognepræst, debattør og foredragsholder Nana Hauge sammenligner sammenstødet mellem særegne identiteter og samfundets funktionsdygtighed med dynamikken i en familie.

”I mine foredrag om Laura Ingalls’ bøger bruger jeg det eksempel, for hvis alle i familien ikke forstår at undertrykke egne lyster og følelser, kan de simpelthen ikke overleve,” siger hun.

”Laura kæmper for at undertrykke, at hun er misundelig på sin søster, eller at hun gerne vil være ligesom indianerne. For det menneskelige fællesskab kræver, at man ofrer sig. I mange tusinde år har livet været baseret på gensidige ofre og på ’opgivelse’ af identitet. I dag er egne følelser målestokken for alt. Det er det, jeg synes, er problematisk: At identitet er blevet noget, man kan tage på sig, uanset fakta og uanset hensyn til fællesskabet,” siger Nana Hauge, som mener, at identitet er givent:

”Og vil man ikke tage imod den gave, vil jeg som kristen mene, at man har forkastet sin bestemmelse. Det kan kun føre til splittelse og ulykkelighed, for mennesker kan ikke rumme at skulle definere sig selv hele tiden. Jeg er sikker på, at det er en af grundene til, at så mange bryder sammen.”

Professor Carsten René Jørgensen ser også, at det forudsigelige grundlag er under pres.

”Vi forsøger at nedbryde det, man kan kalde den givne identitet, og der er selvfølgelig frihed i, at ens identitet ikke er skæbnebestemt. Det er en flot fortælling, at man kan vælge sig selv, men det kan vi kun i en vis udstrækning. For der er jo forhold, der er givne. Vi kommer ind i verden med et bestemt temperament, vi er vokset op i en bestemt slags familie og kultur, vi har en historie, som har formet os. Sådan noget kan man ikke løbe fra.”

Med de mange nye identiteter følger også en diskussion om, hvilke identiteter der er mere trendy end andre. For eksempel er den hvide midaldrende mand ikke i høj kurs, fordi han stadig er styrende i magtstrukturerne, ligesom han af mange tillægges skylden for imperialisme, kolonialisme og generel undertrykkelse.

”Den hvide heteroseksuelle mand ligger allernederst i popularitetsparametret, sådan som det ser ud fra det politisk korrekte segments side. Mens listen over populære identiteter toppes af transkønnede lige nu,” siger historiker, journalist og forfatter Mikkel Andersson.

Han er en af de få kilder, som Kristeligt Dagblad har talt, der tør kaste sig i den opgave at opstille en rangliste over populære identiteter. Men også Carsten René Jørgensen mener, at ens selvværd kan blive styrket, hvis man bliver en del af en gruppe, som nyder høj identitetspolitisk status.

”Men jeg vil ikke kaste mig ud i, hvad det kunne være for nogle,” siger psykologiprofessoren, som pointerer, at menneskets identitet er forbundet med to grundlæggende psykologiske behov.

”Behov for selvafgrænsning – for at have en identitet, som adskiller sig fra andres identitet. Det kan eksempelvis være en identitet som kristen, der på en række punkter adskiller sig fra identitet som hindu eller muslim. Og behov for at være knyttet til andre, der på betydningsfulde parametre opleves at være ligesom en selv. At være del af et fællesskab af ligesindede med en form for fælles livsform, eller hvor man samles omkring et fælles tredje, eksempelvis en religion, uddannelse eller profession. De to behov kan naturligvis komme i konflikt med hinanden – og vi kan komme i tvivl om, hvordan vi skal finde en balance imellem dem. Som jeg ser vores kultur i disse år, er de to behov ved at komme ud af balance.”