Prøv avisen
Interview

”Idéen om, at vi ikke må flyve, minder mig mere om Trumps handelskrig end om en klimaløsning”

Følelsesladede beskrivelser af, hvordan vores kødforbrug får regnskoven til at brænde, er forfejlede, for skyld og skam er dårlige klimapolitiske værktøjer, mener den 63-årige økonom Kirsten Halsnæs. Hun opfordrer politikerne til at handle ved at omlægge Østeuropas kulindustrier til grønne arbejdspladser, og så tror hun i øvrigt, at hendes børnebørn vil få det mindst lige så godt som de nuværende generationer rent materielt. – Fotos: Julie Meldhede Kristensen, Kacper Pempel

At redde klimaet handler ikke om at droppe flyrejser, men først og fremmest om, at udviklingslandene får adgang til grøn teknologi, mener professor Kirsten Halsnæs, der har været med i FN’s klimapanel siden 1993. Hun finder klimadebatten for følelsesladet. Den handler for meget om kød og for lidt om de store løsninger, der virkelig batter noget, siger hun

Avisforsiden viser et billede af en brændende regnskov med teksten ”Amazonas brænder, og det er også din skyld”, og i avisen kan man læse, at det blandt andet er danskernes forbrug af røde bøffer, der får brasilianske jordejere til at brænde skoven af i deres jagt på landbrugsjord.

Den 63-årige professor Kirsten Halsnæs drager et let suk. Udgaven af BT. Metro, som ligger på hendes bord i kontoret på Danmarks Tekniske Universitet, er blot et eksempel på en beskrivelse af klimaet, som hun finder følelsesladet og forfejlet.

”Det er ikke min skyld, hvordan Brasiliens politik og det internationale handelssamarbejde fungerer. Det er en ensidig fokusering på den enkeltes ansvar og en ineffektiv måde at reducere drivhusgasser på, hvis det hele gøres til et personligt forbrugeransvar, hvor skyld og skam dominerer. Men der er også anden og mere positiv tendens, nemlig at politikerne sætter konkrete målsætninger for klimapolitikken. Så der er begge retninger. Jeg bryder mig ikke om skyld og skam som klimapolitiske virkemidler, for det er nu engang ikke særligt handlingsanvisende,” siger Kirsten Halsnæs.

Den spinkle lyshårede kvinde med den sprøde stemme er professor i økonomi, tidligere medlem af Det Etiske Råd, og har siden 1993 været med i FN’s klimapanel som forfatter til IPCC-rapporternes kapitler om de økonomiske konsekvenser af klimaforandringerne.

Kirsten Halsnæs bliver ofte indbudt til at holde oplæg om klima, og overalt lyder spørgsmålet: Hvad kan vi selv gøre for at begrænse klimaforandringerne?

”Der er fint at handle på det personlige plan og skære ned på flyrejser og spise mindre kød, men hvis vi udelukkende debatterer bøffer og flyrejser, så gør vi ansvaret for klimaforandringerne til et meget personligt spørgsmål, og flytrafikken udgør trods alt kun tre procent af verdens samlede CO2-forbrug. Vores handlinger bør efter min mening være en kombination af personlige og politiske handlinger. Hvis vi skal nå frem til verdensmålet om at holde os under 1,5 eller 2 graders temperaturstigning, så skal alle gøre noget – landbruget, transportsektoren og den almindelige forbruger. Danmarks energipolitik, som vi er stolte af, er ikke bare et privat initiativ, men en politisk handling. Når diskussionen handler så meget om kød og flyrejser, overser vi for eksempel, at energiforbruget i boliger, virksomheder og industri har de største udledninger, og at privatbilismen vokser,” siger Kirsten Halsnæs.

Hun mener, at hvis Europa virkelig vil handle, så burde EU som noget af det vigtigste intensivere indsatsen for at hjælpe de østeuropæiske lande, der stadig udvinder kul, med at oprette nye grønne industrier.

”Vi har hele byer i Østeuropa, der lever af kulminer på samme måde som i USA. Det er ikke nok at opføre vindmøller og solcelleanlæg. Der må også skabes lokale arbejdspladser, som erstatter kulsektorens tidligere rolle,” siger Kirsten Halsnæs, der taler for, at klimakrisen løses med økonomiske incitamenter og udbredt internationalt samarbejde.

”Realistisk set handler klimaindsatsen om at sørge for, at de hastigt voksende udviklingsøkonomier og de fattigste lande bygger en energistruktur af vedvarende energi,” siger Kirsten Halsnæs, der er optimistisk i forhold til Indien og især Kina, som har en stor vindmølle- og solcelleindustri.

”Man kan bare se, hvor mange kinesere, vi har på DTU. Kina vil gerne lære og tjene penge på den grønne teknologi,” siger Kirsten Halsnæs.

Og netop det internationale samarbejde er grunden til, at hun afskriver tanken om helt at droppe private flyrejser og turisme på fjerne destinationer.

”Det kan være udmærket, hvis den enkelte sparer på flyrejser, og at virksomheder holder møder via Skype i stedet for at rejse. Men ideen om, at vi helt skal lade være med at flyve, er i konflikt med, at verden skal arbejde sammen om at løse klimaproblemerne. Turisme er enormt vigtigt, for det er blandt andet gennem turisme, at vi udveksler værdier. I den kinesiske hovedstad Beijing efterligner mange den amerikanske livsstil, og man møder mennesker, der køber tasker til flere tusind kroner og betragter det som et tegn på fattigdom at cykle, fordi de tilhører en middelklasse på vej op,” siger Kirsten Halsnæs og fortsætter:

”Hvis vi gennem vores turisme og efterspørgsel efter for eksempel lokalt produceret mad begynder at sætte en dagsorden for en mere bæredygtig livsstil, så kan det være et forbillede. Jeg taler ikke om, at vi bedrevidende skal pådutte andre mennesker vores livsstil, men om at mødet med andre kulturer giver en gensidig påvirkning. Turismen spiller en stor rolle som forbillede for en anden livsstil. Asiens befolkning er så stor og deres livsstil er afgørende for klodens udvikling. Hvis ikke vi må tage på ferie og have samkvem med andre lande, så er vi da sikre på, at vi ikke kan finde en løsning. Idéen om at vi ikke skal flyve, minder mig mere om Trumps handelskrig mod Kina end om en løsning på klimakrisen,” siger Kirsten Halsnæs.

Hendes arbejdsplads DTU er et eksempel på, hvad der sker, når studerende, lærere og forskere fra mindst 100 lande mødes.

”Nogle af de udenlandske studerende begynder også at cykle og praktisere en anden livsstil,” siger Kirsten Halsnæs.

Men selvom flytrafikken kun udgør tre procent af klodens samlede udledning af drivhusgasser, så genererer en tur/returbillet billet til New York tre tons CO2 eller en tredjedel af hver danskers gennemsnitlige årlige CO-udslip, så er det ikke et godt sted at begynde den private klimaindsats?

”Jo. Det kan være udmærket, men hvis vi drastisk skal nedbringe flytrafikken, vil det ændre hele den måde, vores samfund fungerer på. På lang sigt er løsningen at få udviklet nye typer af fly, der ikke udleder så meget CO2, for vi er afhængige af at kunne mødes,” siger Kirsten Halsnæs.

Hun tror heller ikke på, at vi skal tilbage til 1950’ernes nøjsomme livsstil, hvor de fleste danskere reparerede deres ting, kun spiste årstidens frugt og grønt, og hvor udenlandsrejser var forbeholdt de mest velhavende.

”Vi vil som samfund gerne have en god kræftbehandling, og det havde vi heller ikke i 1950’erne. Sygdomsbehandling og økonomi følges ad. Hvis nogen ønsker at leve som i 1950’erne, så må de endelig gøre det. Men den livsform har intet at gøre med, hvad milliarder af mennesker i de store vækstøkonomier i Indien og Kina ønsker sig. Vi skal ikke kigge efter de mennesker, der i forvejen har så meget velfærd, at de ikke ønsker materielle fremskridt. Det er ikke en løsning, der har nogen gang på jord i det 21. århundrede,” mener Kirsten Halsnæs.

Men er der ikke grænser for, hvor meget vækst, kloden og vores økosystemer kan holde til?

Kirsten Halsnæs henviser til, at den diskussion var oppe allerede i 1700-tallet, hvor den engelske økonom Malthus hævdede, at befolkningstallet voksede mere end fødevareproduktionen, og det var også et tema i bogen ”Grænser for Vækst” fra 1972.

”Idéen om, at der er en grænse for vækst, overser, at der sker en teknologisk udvikling. Jeg tror, at mine børnebørn og oldebørn får et lige så godt eller bedre liv, end jeg selv rent materielt, men det kræver, at de kan samarbejde internationalt om at løse problemerne. Der kommer flere klimaproblemer. Det kritiske bliver, om verdens lande kan finde sammen om at løse problemerne og udvikle nye grønne teknologier. Mange synes, at vækst er et ondt ord. Det mener jeg ikke. Vi kan kun få teknologisk udvikling, hvis vi får en vækst. Og den teknologiske udvikling er afgørende for at begrænse udslippet af drivhusgasser. Vækst handler om at blive dygtigere og gøre sig umage. Og hvis ikke vi bliver dygtigere, kan vi ikke løse klimaproblemerne. Jeg er slet ikke pessimist. Det går meget hurtigere end forventet med at få indført forskellige former for vedvarende energi. Store lande som Indien og Kina har erkendt, at der er penge i bæredygtig teknologi, og det er noget, der kommer til at batte.”