Prøv avisen
Reportage

Identitetskrise i Thisted? Fabrikkerne er forsvundet én for én

Tillidsmand Torben ”Julle” Rasmussen og Susanne Sørensen er blandt de 167 medarbejdere, der nu skal finde et nyt job, da Coloplast lukker produktionen i Thisted for i stedet at flytte den til Ungarn. – Foto: Peter S. Mygind

I sidste uge lukkede Coloplast endegyldigt sin fabrik i Thisted efter 53 år. Dermed er alle de fabrikker, der kom til byen med egnsudviklingsstøtte i 1960’erne og 1970’erne, forsvundet, og hundredvis af arbejdspladser er flyttet til især Østeuropa. Men en målrettet arbejdsmarkedspolitik har sikret de fleste nyt job

En 48-årig kvinde traver tværs over det grå linoleumsgulv i hal 3 med en sort attachémappe i hånden. Med undtagelse af hendes skridt, der runger let i det store, tomme rum, er der stille. For få måneder siden ville man knap kunne få ørenlyd på grund af den insisterende lyd af maskiner. Nu er det kun de lyseblå udsugningsrør i loftet, der indikerer, at dette har været medicovirksomheden Coloplasts produktionshjerte i et halvt århundrede.

”Jeg har haft en fantastisk tid her. Så det er lidt vemodigt at være her nu,” siger Susanne Sørensen, mens hun med armene viser, hvor maskinerne stod, indtil de for nylig blev læsset på lastbiler og kørt til Ungarn.

Susanne Sørensen har haft sin daglige gang på Coloplast i knap 25 år. Først som operatør af ”posemaskinen”, hvor hun pakkede stomiposer. Senere som planlægger af produktionen. Men denne dag, den 31. juli 2019, er det ikke arbejde, der bringer hende til det 10.000 kvadratmeter store Coloplast-kompleks på Industrivej i Thisted. Faktisk det modsatte. I sin sorte attachemappe har hun personaleskilt, firmatelefon og -computer, der skal afleveres til it-afdelingen. Ligesom når den fyrede politibetjent i en Hollywood-film lægger pistol og politiskilt på chefens skrivebord, inden vedkommende endegyldigt forlader styrken.

”Coloplast er en del af min identitet. Jeg har været her næsten hele mit arbejdsliv. Nu skal jeg ud og genopfinde mig selv i en alder af 48 år. Vinke farvel til en tryg hverdag. Det giver da lidt sommerfugle i maven,” siger Susanne Sørensen.

I efteråret 2017 fik Susanne Sørensen og hendes kollegaer beskeden om, at Coloplast ville rykke den sidste produktion fra Thisted til Ungarn. På det tidspunkt var antallet af medarbejdere barberet ned til 167 efter mange års nedskalering af fabrikken. Ancienniteten hos de ansatte var i gennemsnit knap 20 år. Gennemsnitsalderen var over 50. Den største demografiske gruppe var de mange ufaglærte kvinder, der arbejdede ”på gulvet”.

”Som mange andre herude har jeg ikke en uddannelse at falde tilbage på. Og der er ikke nogen anden arbejdsplads i Thisted, der ligner Coloplast. Så man spørger sig selv: ’Hvad skal jeg være, hvis ikke jeg skal være her?’,” siger Susanne Sørensen.

Netop det spørgsmål har også optaget Torben ”Julle” Rasmussen, der er tillidsmand på fabrikken. Han kommer til at være ansat et halvt år efter lukningen for at assistere sine kollegaer i den forestående ledighedsperiode.

”Når man kommer ud på arbejdsmarkedet som midaldrende, uden en uddannelse, og måske ikke har fysikken til at tage et hårdt, fysisk arbejde, så er mulighederne begrænsede. Og min store bekymring er, at der er nogen, der ikke magter at komme videre,” siger Torben ”Julle” Rasmussen.

Fra Coloplasts side har man forsøgt at give de ansatte gode forudsætninger. Op til syv måneders løn afhængig af anciennitet. Løbende kurser og andre tilbud om opkvalificering. Virksomhedsbesøg og ”jobbørs”, hvor man møder det lokale erhvervsliv.

Alligevel har stemningen på fabrikken været tynget af omstændighederne. For det er ikke bare en arbejdsplads, der forsvinder – det er en institution. Der er sportsklubber for de ansatte og personalefester og en hel masse andet, der rækker videre end bare et otte-til-fire-job. Torben ”Julle” Rasmussen har mødt sin kone på fabrikken, så for hans vedkommende er kollegaerne bogstaveligt talt familie, og det er ikke unormalt.

”Coloplast har fyldt rigtig meget i mange menneskers liv. Mit eget inkluderet. Men det er også en stor, international virksomhed, der har fokus på bundlinjen, og man har vurderet, at det vil være bedst for forretningen at flytte produktionen ud af landet. Det er ærgerligt, men sådan er det,” siger Torben ”Julle” Rasmussen, hvorefter han læner sig frem og tilføjer:

”Det var jo faktisk den samme tankegang, der fik fabrikken til Thisted i første omgang.”

Coloplast kom til Thisted i 1966. Det skete i kølvandet af ny lovgivning fra Folketinget, der skulle fremme udvikling i udkantsområder. Ikke ulig den situation, man ser i dag, var politikerne nemlig opmærksomme på, at den økonomiske vækst ikke var ligeligt fordelt over hele landet, og derfor lavede man den særlige lov om egnsudvikling.

Loven gav støttemuligheder for udkantskommuner og virksomheder, der ønskede at flytte dertil, og dette førte til en industriel opblomstring i Thisted. Det fortæller Michael Riber Jørgensen, museumsinspektør for nyere tid på Thisted Museum.

”De lokale erhvervsfolk og politikere fandt hurtigt ud af, at man kunne bruge egnsudviklingsstøtten til at etablere en helt ny industri i byen. Derfor oprettede man i fællesskab et erhvervsråd, der skulle sælge Thisted til de københavnske virksomheder. Og det lykkedes i stor stil,” siger Michael Riber Jørgensen.

Coloplast var den første til at rykke produktionen til Thisted. Senere fulgte den store høreapparatproducent Oticon. Og en håndfuld andre. Med sig bragte de vækst, nye indbyggere og masser af arbejdspladser – ikke bare på selve fabrikkerne, men også i det omkringliggende erhvervsliv, der kom med i slipstrømmen på den nye industrialisering. I 1976 anslog Thisted Erhvervsråd, at man på et årti havde skabt 20 nye virksomheder og 1700 arbejdspladser.

”De nye fabrikker blev definerende for udviklingen i Thisted. For eksempel var der mange kvinder, der fik arbejde på fabrikkerne, og på den måde kom de til at spille en afgørende rolle i kvindefrigørelsen lokalt,” siger Michael Riber Jørgensen og påpeger, at arbejdsstyrken i Thisted Kommune blev forøget med næsten 3000 kvinder op gennem 1970’erne.

Industrialiseringen fortsatte op gennem 1980’erne og 1990’erne og nåede et højdepunkt i starten af det nye årtusinde. Her var der 430 medarbejdere på Coloplast. Oticon toppede på hele 750. Men herefter gik udviklingen hurtigt den anden vej. De danske produktionsvirksomheder fik for alvor øjnene op for begrebet outsourcing, og i Thisted betød det, at fabrikkerne én for én droslede ned og lukkede. Senest Oticon, som lukkede i 2018 for at flytte en del af produktionen til Polen. Og nu Coloplast, der kom som den første og lukker og slukker som den sidste.

”Det er et skel i Thisteds historie. For hvad skal der ske, når det ikke længere er fabrikkerne, der driver udviklingen?,” spørger Michael Riber Jørgensen retorisk.

Thisted Museum forsøger selv at besvare dette spørgsmål i en kommende udstilling, hvor man dykker ned i byens historiske udvikling, fortæller museumsinspektøren:

”Det er altid det sværeste at se tendenserne i ens samtid, men vi har identificeret en ny periode, som vi har givet arbejdstitlen ’Netværket’. Her er omdrejningspunktet de mindre virksomheder, der skyder op, hvor sammenholdet og fortællingen om Thy er helt central.”

I Oticons gamle fabriksbygning er ”Netværket” for alvor rykket ind. Hvor der for et år siden sad montricer og loddede høreapparater, er der opstået et såkaldt ”inkubatormiljø” for lokale iværksættere. Små, åbne enmandskontorer er linet op ned gennem en længe i bygningen – der er blevet omdøbt til Thy Huset – og hvert skrivebord er afmærket med firmalogo.

Der er kommunikationsbureauer. Konsulenter. Softwareudviklere. Endda en andelskasse, så man nemt kan få finansieret sit næste start-up. Pludselig kommer der en mand drønende på en segway, og i forbifarten komplimenterer han journalistens t-shirt, der i dagens anledning er af det lokale tøjmærke ELSK.

”Det er ELSK’s direktør. Han holder til nede i kælderen,” siger Kim Bak Kristensen, erhvervschef for Thy Erhvervsforum, og nikker i retning af fartbøllen, der har kurs mod kantinen.

”Jeg tror, der er ét lokale i hele bygningen, der står tomt. Det siger noget om, at når der opstår en mulighed som denne i Thy, så rykker man sammen i bussen,” fortsætter han.

Thy Erhvervsforum er en udløber af det gamle Thisted Erhvervsråd og har ligeledes fokus på at fremme erhvervslivet i området. Men modsat sin forgænger, så sælger man ikke Thisted på støttekroner og et stort arbejdsudbud. Man sælger Thy på en fortælling om at være tæt på naturen.

Fortællingen er illustreret med to reklameplakater for det lokale smørprodukt Bakkedal, der hænger på Kim Bak Kristensens kontor i Thy Huset. ”Fitnesscenter i Thy”, står der på den ene, hvor en kvinde løber gennem klitheden i Nationalpark Thy. ”Jacuzzi i Thy” på den anden, hvor Vesterhavet slår ind mod kysten.

”Det brand, der hedder Thy, bærer en del nye erhverv med sig. Thy står for kvalitet. Og hver gang man putter en krone i markedsføring i Thy, så får man en krone og 46 øre tilbage. Det er der mange, der lever af,” siger Kim Bak Kristensen.

Der er succeshistorier om, at man kan bruge Thy til at sælge alt fra forsikringer til tøj og til teglsten – for slet ikke at tale om fødevarebranchen, der har tjent allermest på Thy-bølgen. Og det er Kim Bak Kristensens pointe: Fabrikslukningerne har ikke haft de katastrofale følger, som man kunne frygte, for de er blevet erstattet af andre erhverv.

”Der er masser af vækst i Thy. Ledigheden er rekordlav. Så de medarbejdere, der kommer ud på arbejdsmarkedet, fordi Coloplast og Oticon lukker, kan sagtens finde et job. Det kræver bare, at man er omstillingsparat,” siger Kim Bak Kristensen.

Der er endnu larmende stille i Coloplasts hal 3. Her er hverken et moderne kontorfællesskab eller naturskønne reklameplakater. Men måske ændrer det sig snart. Bygningen er i hvert fald solgt til en lokal erhvervsmand, der har planer om at starte noget nyt i de gamle haller. Og stemningen på gangene er da heller ikke så gravkammeragtig, som den tidligere har været.

”Når jeg kigger på de folk, som Coloplast har afskediget igennem de seneste 10 år, så er der ikke mig bekendt nogen, der er gået i stå. Folk er kommet i arbejde. Så man må konstatere, at erhvervslivet formår at opsluge dem, der kommer ud på arbejdsmarkedet. Også de ufaglærte,” siger Torben ”Julle” Rasmussen.

Erfaringen fra Oticon-lukningen er den samme. Kun ganske få er stadig ledige, selvom det er mindre end et år siden, fabrikken lukkede. En del har taget springet over i servicesektoren og fundet arbejde der. Det er også Susanne Sørensens plan. Hun er allerede optaget på Social- og Sundhedsskolen i byen, hvor hun skal læse til sosu-assistent.

”Vi er en gruppe fra Coloplast, der skal starte på uddannelsen sammen. Det er rigtig dejligt. Så føles det ikke helt fremmed,” siger Susanne Sørensen.

Hun har hørt fra tidligere kollegaer, der har taget samme spring, at det skulle være godt. Og så er der jo brug for hænder i den branche, hører man. Så selvom Susanne Sørensen vil savne Coloplast, er hun fortrøstningsfuld.

”Det er selvfølgelig trist, at Coloplast lukker, for det er en god arbejdsplads. Men jeg ser det også som en mulighed for at prøve noget nyt af. Det er også ved at være sidste chance, hvis jeg skal have en uddannelse,” siger den 48-årige thybo og griner.

Kim Bak Kristensen, erhvervschef for Thy Erhvervsforum, oplever, at man har været god til at skaffe nye jobs til de mange, der blev afskediget, da Oticon og Coloplast lukkede. – Fotos: Peter S. Mygind.
Egnsudviklingsstøtten blev definerende for Thisted, fortæller Michael Riber Jørgensen, museumsinspektør for nyere tid på Thisted Museum, som her står med et ældre avisudklip om betydningen af de mange arbejdspladser.