Identitetspolitikken er over os i Danmark. Den diskuteres vidt og bredt. Hvad betyder den? Drejer det sig om respekt og ligestilling for alle uanset deres hudfarve, køn og seksualitet? Eller har begrebet et videre indhold end som så?
Selv i den politiske debat på Christiansborg er identitetspolitikkens sprog trængt ind. Pernille Skipper erklærede således under Folketingets afslutningsdebat fra talerstolen, at ”Der er ting, som fru Pia Kjærsgaard og fru Pernille Vermund ikke forstår, fordi de er hvide”.
Baggrunden for den allerseneste accelererende identitetspolitiske debat i Danmark er naturligvis de meget omfattende demonstrationer i USA affødt af en hvid politimands drab på den sorte George Floyd. Efterfølgende bredte demonstrationerne sig til mange andre lande og herunder Danmark.
I det hele taget er identitetspolitikken i moderne tid især knyttet til de sorte afroamerikaneres forhold i USA, selvom der også findes andre grupper, som reagerer identitetspolitisk. I USA får spørgsmålet om afroamerikanernes forhold naturligvis altid en ekstra dimension på grund af landets tragiske historie på området med de sorte amerikanske slaver, der først blev sat fri af præsident Abraham Lincoln under den amerikanske borgerkrig mellem nord- og sydstaterne 1861-1865.
Hundrede år senere var afroamerikanernes forhold omdrejningspunktet for borgerrettighedsbevægelsen, som kort fortalt drejede sig om, at afroamerikanerne skulle have helt de samme rettigheder angående adgang til eksempelvis uddannelser og deltagelse i den demokratiske proces.
Martin Luther King – lederen af borgerrettighedsbevægelsen – erklærede i sin berømte ”I Have A Dream”-tale den 28. august 1963 ved Lincoln Memorial i forbundshovedstaden Washington D.C., at hans drøm for USA var, at hans ”fire små børn en dag ville kunne leve i en nation, hvor de ikke ville blive bedømt på baggrund af deres hudfarve, men på baggrund af deres karaktertræk”.
Martin Luther Kings tale i 1963 er udtryk for en blød identitetspolitik, hvor målet er, at afroamerikanere skal anerkendes som fuldt ligeberettigede borgere i et samfund, hvor hudfarve ikke tildeles nogen afgørende rolle overhovedet, men hvor det alene er afgørende, hvad personer indeholder og bidrager med.
Det er ikke kun afroamerikanerne, som agerer identitetspolitisk. Francis Fukuyama, der er en af de mest kendte nutidige amerikanske politologer, udgav for nogle år siden bogen ”Identity”. Hans mål med bogen var blandt andet at forstå, hvorfor højrepopulismen i den grad vandt frem i både USA og Europa.
Fukuyama mente at finde svaret på højrepopulismens fremmarch i, at ikke mindst den hvide arbejderklasse begge steder mente sig ”kørt over” af globaliseringen og andre gruppers identitetspolitik. Det fik mange i denne gruppe til at stå tilbage rippede for både tidligere tiders levestandard og selvrespekt, når millioner af jobs flyttede til lande, hvor arbejdskraften var billigere, og når man ikke længere som tidligere blev respekteret som nationens rygrad. Reaktionen fra den hvide arbejderklasse var ifølge Fukuyama at støtte højrepopulistiske politikere.
Både den form for identitetspolitik, som King og Fukuyama refererer til, bygger på et ønske om anerkendelse og respekt fra det øvrige samfunds side i forhold til bestemte grupper, som føler sig trådt på. Bag denne form for identitetspolitik er et ønske om inklusion på lige fod i samfundet. Her over for står imidlertid en anden og mere radikal form for identitetspolitik, hvor det er en del af strategien at ekskludere bestemte stemmer i den politiske debat med baggrund i for eksempel en bestemt hudfarve.
Et eksempel på en sådan radikal identitetspolitik i en dansk kontekst er demonstrationen arrangeret af den danske afdeling af Black Lives Matter den 7. juni i København i år. I modsætning til de amerikanske borgerrettighedsdemonstrationer med Martin Luther King i spidsen, hvor hvide og sorte næsten altid gik forrest arm i arm, måtte hvide demonstranter i den danske demonstration ikke gå forrest i demonstrationen ved bannerne. Den radikale identitetspolitik, som en sådan linje er udtryk for, er i virkeligheden Martin Luther Kings linje vendt rundt 180 grader.
Identitetspolitikken spiller en stor rolle i disse år. Det er imidlertid meget afgørende, om den forefindes i en blød eller radikal form. Den første form for identitetspolitik kan åbne for en samtale om prekære emner. Den kan øge anerkendelsen af bestemte grupper. Den er inkluderende. Den anden, radikale form for identitets-politik virker modsat.
Peter Nedergaard er professor i statskundskab på Københavns Universitet.