Prøv avisen
Serie: Sandheden til forhandling

Danske filosoffer: Identitetspolitik kan flække samfundet på langs

Silas L. Marker (tv) og Vincent F. Hendricks har undersøgt de identitetspolitiske akser, som mennesker i tiden har det med at dele sig op efter. Det er et hajfyldt farvand at svømme ud i, mener forskerne, som foreslår, at vi holder op med hele tiden at tale om krænkelser. – Foto: Leif Tuxen

En væsentlig del af tidens stridspunkter handler om køn, race og etnicitet. Om folket mod eliten. Om de krænkede mod de krænkende. Eller også handler de mest af alt om, at disse debatter bliver så følelsesladede, at de bliver afsporede. Fænomenet kaldes identitetspolitik, og ifølge informations- forskerne Vincent F. Hendricks og Silas Marker kan det foranstalte stor skade og splittelse, hvis vi ikke bliver mere enige om, hvad vi er uenige om

Når erhvervsledere kritiserer skattetrykket, omtaler de sjældent sig selv som krænkede, og de bliver heller ikke betegnet som sådan af deres modpart. Når forældre kritiserer normeringerne i daginstitutioner, dukker krænkelsesfortællingen heller ikke op. Det gør den derimod meget ofte, hvis det emne, der er på dagsordenen, handler om køn, race eller etnicitet. Så bliver det hele ofte så følelsesladet, at alle argumenter og al skelen til, hvad der egentlig er sandt og falsk i sagen, fortoner sig. Så er det de urimeligt krænkende mod de urimeligt krænkelses-parate.

Læs filosoffernes syv råd til at undgå, at debatten løber af sporet her og læs et uddrag af bogen "Os og dem" her.

”I skattedebatten og normeringsdebatten har de pågældende personer nogle meninger og holdninger, som man kan være enig eller uenig i. Men de bliver ikke mødt med reaktioner som, at de skal lære at kunne sige pyt, at de skal blive mere robuste, eller at de ligefrem bør søge professionel hjælp. Det er et spørgsmål om, hvad der bliver genkendt som politik,” siger Silas Marker.

Han er skolarstipendiat og forsker ved center for information og boblestudier på Københavns Universitet og udgiver i næste måned debatbogen ”Os og dem – identitetspolitiske akser, idéer og afsporede debatter” sammen med Vincent Hendricks, som er professor og centerleder samme sted. I bogen forsøger de at beskrive hele den del af moderne politisk debat, som går under betegnelsen identitetspolitik. Begrebet kan spores tilbage til feministiske kredse i USA i 1970’erne, men har ikke været genstand for megen akademisk undersøgelse i Danmark før nu.

De to forskere understreger, at hele det identitetspolitiske felt handler om meget mere, end at nogle mennesker i dagens Danmark kan blive kede af mexicanerfester på et universitet, højskolesang om unge, blonde piger på en handelshøjskole eller en hottentot-karrusel i et sommerland. Det handler om alle de politiske brudflader, som bliver ekstra eksplosive, fordi de bliver gjort til noget definerende for, hvem vi selv er, og hvilken side vi holder med.

”Det, som er interessant ved identitets- politik, er, at det altid er populært at mene noget om. Det er, fordi vi alle har et køn, en race, en etnicitet, et socialklassetilhørsforhold. For meningsdannere er det altid opportunt at tale op, fordi det meget hurtigt optager alle,” siger Vincent Hendricks.

”Men samtidig er det en form for politik, som kan være problematisk. For eksempel har blandt andre World Economic Forum advaret om, at identitetspolitiske akser kan komme til at flække befolkninger på uheldige måder. I et demokrati er det vigtigt, at der kan være forskelligheder og højt til loftet. Men samtidig er der grænser for, hvor store uenigheder du kan have, uden at det går ud over samfundets stabilitet,” tilføjer professoren, som mener, at præsidenterne Trump i USA og Bolsonaro i Brasilien er eksempler på politikere, der bevidst taler kløfterne i samfundet større ved at gøre brug af identitetspolitik:

”Begge er talsmænd for idéen om, at de selv står på den almindelige mands side, og at der er et klart dem at være imod: Eliten i Washington, pressen, byen over for landet, de højtuddannede over for det arbejdende folk, det abstrakte over for det konkrete og så videre.”

De to forskere afviser ikke, at der er en god del sandhed i, at de vestlige samfund oplever en voksende forskel i privilegier, muligheder og opmærksomhed, som følger denne akse. Forskellene mellem land og by, høj og lav er på mange måder blevet større. Men det identitetspolitiske eller populistiske ligger i at sætte hvert enkelt individ lig med hele gruppen.

”Populisme skal her forstås som en konstruktion af folket som én homogen gruppe med én fælles interesse, som er autentisk og moralsk ren, og som står over for en korrupt elite,” siger Silas Marker.

Opdelingen i os og dem ud fra økonomi, geografi og socialklasse er én af de i alt fire akser, de to forfattere peger ud. De tre andre er køn, race og etnicitet, og det er dem, krænkelsesslagsmålene i medierne eller på universiteterne oftest knytter sig til. Det er her, hvor der i debatten ser ud til at tegne sig to fronter. Den ene ser sig selv som tilhænger af lighed og hensyntagen og sine modstandere som racister og sexister. Den anden ser sig selv som tilhænger af tradition, værdier og realitetssans og sine modstandere som krænkelsesparate pedanter, der hidser sig op over bagateller og ikke anerkender uigendrivelige sandheder.

Og er det ikke sådan, at der gives nogle sandheder, for eksempel om vores køn, som den enkelte ikke bare kan relativere? Jo, siger Marker og Hendricks, men det er også en misforståelse, hvis man tolker såkaldte tredjebølgefeminister og queers som mennesker, der benægter fakta. Det gør de ikke, de anfægter normer.

”Det er en kendsgerning, at nogen er født med den ene, andre med den anden slags kønsorganer. Men hvad dertil hører af kulturelle værdier, sociale skel og forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, kan man diskutere. Hvordan vi hver især kulturelt, socialt og økonomisk opfattes, har samfundet skabt nogle strukturer for, og det er dem, der er under kritik,” siger Vincent Hendricks.

”Hvor første feminismebølge i begyndelsen af det 20. århundrede handlede om at skaffe kvinder politiske rettigheder og anden bølge i 1960’erne om at få kvinder ud på arbejdsmarkedet, så er det mest signifikante ved den nuværende tredje bølge selve forhandlingen af køn,” forklarer Silas Marker og uddyber:

”En mand er ikke bare en mand længere. En kvinde er ikke bare en kvinde. Man begynder at sætte spørgsmålstegn ved naturligheden i de begreber og begynder at forhandle sit køn. Bare fordi jeg er født med et eller andet mellem benene, behøver det ikke afgøre, hvordan jeg skal opfatte mig selv, eller hvordan andre opfatter mig. Det bliver en politisk diskussion om strukturer, normer og krav i samfundet.”

De to forfattere forsøger at lade være med at vælge side eller tage stilling til, hvad der er reelle krænkelser, og hvad der er urimelige bagateller at blive krænket over. I stedet munder deres bog ud i syv konkrete råd om, hvordan den enkelte kan medvirke til at holde debatten på sporet, herunder at smide hele krænkelses-narrativet på porten.

Rådene skal forsøge at modvirke, at debatterne bliver trukket skarpere op, end der er belæg for. Nogle gange er forudsætningen for debatten uklar. Det, der konkret er til debat, tilsættes ofte en masse antagelser om, hvad modparten så sikkert også mener. Der opstår det, forskerne kalder identitetspolitiske bobler, hvor en sag optager og aktiverer så mange så hurtigt, at hverken sandheden eller væsentligheden kan følge med.

Har én person på et personalemøde på en videregående uddannelsesinstitution udtrykt, at en kendt gammel højskolesang krænker hende, og har hendes leder beklaget sangvalget, som gengivet i Kristeligt Dagblad den 18. december 2018, gløder såvel de traditionelle som de sociale medier af diskussionslyst. Landets daværende statsminister er klar til på Facebook at erklære sig ”chokeret” og skrive, at ”det kan simpelthen ikke være rigtigt”, og landets nuværende statsminister er parat til at betegne det som ”censur”. Fra den modsatte side af spektret lancerer flere debattører en farverig, men helt udokumenteret konspirationsteori om, at Kristeligt Dagblad har taget emnet op for at flytte befolkningens fokus fra en borgerlig finanslov.

Viljen til at ”dutte folk en mening på, hvis vanvid alle kan forstå”, som Piet Hein har formuleret det, er stor på begge sider. Eller som en kapiteloverskrift i Markers og Hendricks’ bog lyder: ”Den danske sang er en misinformeret shitstorm”.

”Det er et hajfyldt farvand at bevæge sig ud i, når man beskæftiger sig med identitetspolitik. Efterhånden som vi skrev bogen, blev vi klar over, at identitetspolitik ser ud til at komme i hele pakker. Hvis du mener det ene, så køber du også ind i alt det andet. Her må vi kunne blive enige om, at man kan mene én ting uden straks at skulle påduttes hele den identitetspolitiske skabelon,” siger Vincent Hendricks.