Engang drømte ideologer i den vestlige verden om, at de liberale demokratier skulle herske over hele kloden. Men i stærke, autoritære regimer som Kina og Rusland er der ikke mange tegn på liberalt tankegods, og i de seneste år har også Tyrkiet bevæget sig længere og længere væk herfra. Idéen om en fælles, liberal verdensorden vakler.
For 30 år siden stod den liberale verdensorden i form af globalisering, frihandel og international lov og ret ellers som sejrherren ved afslutningen af den kolde krig, og det var blot et spørgsmål om tid, før hele verden ville byde ind på den nye orden, vurderede mange. USA’s tidligere præsident George Bush senior proklamerede, at denne nye verdensorden ville sejre, og den amerikanske politolog Francis Fukuyama blev berømt og berygtet for at forudsige, at vestlig liberalisme var verdenshistoriens endemål.
Sådan skulle det ikke gå. Stærke magter i Asien baserer sig på andre tankesæt, og selv USA’s præsident har et kritisk blik på globalisering og frihandel. I Europa har lande i øst taget et opgør med den liberale verdensorden, og forfattere og intellektuelle er også begyndt at kritisere den vestlige liberalisme. Nyere eksempler på dette ser man hos den franske forfatter Michel Houellebecq og den amerikanske politolog Patrick Deneen, der sidste år udgav bogen ”Why liberalism failed” (Hvorfor liberalismen fejlede).
Journalisten Anna Libak, der har skrevet bogen ”Forstå populismen!”, har bemærket det stigende oprør mod den liberale verdensorden. Hun forstår godt kritikken af den, men mener, at det er forfejlet, når man vil gøre op med det liberale. Kritikerne forveksler nemlig liberalisme med den rigtige skurk, som er globalisme.
”Det er et fænomen, der opstår efter Murens fald, hvor der drages den konklusion, at det vestlige værdisystem har sejret. Det er kun et spørgsmål om tid, før alle vil blive som os. Vi får et ideal om den globale landsby. Man tror, at jo mere vi blander os med hinanden, jo mere gensidigt afhængige vi bliver, desto mere tolerante vil vi blive, og desto mere vil demokratiet vinde frem overalt. Grænseoverskridelse bliver normen, og det mener jeg ikke ligger i den oprindelige tanke med liberalismen,” siger Anna Libak, der var folketingskandidat for Venstre ved det seneste valg.
Bestræbelsen på at skabe den globale landsby hvilede desuden på den antagelse, at det var den vestlige verdens værdier, der ville blive udbredt over hele kloden. Det har vist sig ikke at være tilfældet. Samtidig er den vestlige verden relativt set blevet svagere, og pludselig føles grænseoverskridelsen som en trussel i stedet for som noget progressivt.
Det er årsagen til, at begejstringen over den liberale verdensorden er kølnet, mener Anna Libak. Oprøret kom også til udtryk ved europa-parlamentsvalget for nylig, hvor de partier i EU, der satte globaliseringens negative konsekvenser på dagsordenen – klimaet, migrationen og de globale markedskræfter – fik fremgang.
”Demokratiet har historisk set udviklet sig til at stå på to ben. Det ene er de internationale institutioner, der voksede frem efter Anden Verdenskrig og satte grænser for, hvad befolkningerne i nationalstaterne kunne beslutte. Det var for at undgå en ny Hitler. Det andet er det repræsentative demokrati i nationalstaterne. Desværre er balancen tippet. For mange beslutninger er henlagt til internationale fora, traktater, pagter og konventioner, og folk føler ikke, at de har indflydelse på deres lands fremtid. Samtidig ser vi klimaforandringer – også som følge af globaliseringen. Deraf kommer oprøret mod den såkaldte liberale verdensorden,” siger Anna Libak.
I essayet ”Gensyn med fremtiden”, der udkom sidste år, beskriver den nationalkonservative forfatter Kasper Støvring ligeledes den vestlige liberalismes mangel på virilitet. Man har mistet den naive tro på, at verden snart vil være klar til at overtage vestlige værdier, og så er det en kendsgerning, at ikke-liberale regimer både kan begejstre deres folk og skabe velstand, mener han.
”Der er sket en magtforskydning, hvor særligt ikke-vestlige civilisationer har revitaliseret en autoritær samfundsmodel. Her vægter for eksempel religion, hierarki og kollektivitet højere end sekularisme og individualisme, som den vestlige liberalisme har ophøjet. Det er særlig tydeligt i Rusland og i Tyrkiet. I Kina har de haft enorm succes med at kombinere en autoritær stat med kapitalisme for at skabe velstand. Det har brudt illusionen fra liberalismens velmagtsdage i 1990’erne om, at globalisering og ensretning var eneste vej frem,” siger han.
Også i Østeuropa er der grøde i ikke-liberale styreformer. Her har lande som Polen og Ungarn gjort sig bemærket og er kommet i EU’s skudlinje på grund af tiltag mod pressefrihed og homoseksuelles rettigheder. Disse strømninger vil i nogen grad smitte af i Vesteuropa, forestiller Kasper Støvring sig.
”Under visse former er der også i Vesten et alternativ til den liberale verdensorden. Betoningen af nationalstaten, grænsekontrol og kristen kultur for eksempel. Og en skepsis mod visse dele af EU. Men det med at inddrage visse frihedsrettigheder og lave indskrænkninger i pressefriheden og kontrollere domstolene er jeg mere skeptisk over for,” siger han.
Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) mener, at det mest af alt er historieløshed, der er skyld i, at den liberale verdensorden står så meget for skud i disse år.
”Der er kommet flere til, som ikke har oplevet verden under den kolde krig. For ikke at tale om de af os, der kan huske lidt af Anden Verdenskrig og efterkrigstiden. Historieløsheden har bredt sig, og det er den væsentligste grund til, at mange nu foreslår alternativer til det liberale demokrati,” siger han.
Uffe Ellemann-Jensen har ikke selv ændret holdning til den liberale verdensorden, men anerkender, at man nogle steder ikke har været gode nok til at tage hånd om de personer, der er kommet i klemme i globaliseringen. Og han tror desuden ikke på, at den liberale verdensorden er i fare for at gå under.
”Jeg tror, at den vil blive ved med at stå stærkt især i Vesteuropa. Der er eksempler på, at lande som Kina, Rusland og Tyrkiet kan opleve fremgang under autoritære regimer, men så blæser de til gengæld på grundlæggende frihedsidealer. Jeg tror, at Europa på trods af historieløsheden lige nu ønsker at holde fast i de værdier, der knytter os sammen,” siger han.