Klokken var tre om natten, da Jørn Lunds kone blev vækket af telefonen. Det var fra sygehuset.
”Deres mand har fået hjertestop, og man er i gang med at genoplive ham,” lød stemmen i røret.
Hun skyndte sig af sted og fik at vide, at det ikke var sikkert, hendes mand ville overleve.
Det var godt to uger siden, Jørn Lund, der er kendt sprogforsker og sprogpsykolog og tidligere formand for Dansk Sprognævn, var blevet indlagt. Han havde længe hostet og følt sig utilpas, og den nat, mens han lå på hospitalet, satte noget slim sig fast i halsen på ham, så han ikke kunne trække vejret, men:
”På hospitalet havde ingen holdt øje med mig,” skrev Jørn Lund, der overlevede, for nylig i en kronik i dagbladet Politiken, der er en personlig beretning om hans møde med det offentlige danske sundhedsvæsen, hvis hjælp han havde brug for i mere end et år.
”Travlhed på gangene på grund af influenza, et utal af læger indover, tilstanden forværredes, min kone blev så utryg ved behandlingen, at hun ikke forlod min stue, men sov ved min side i 14 dage,” skriver han om tiden på hospitalet, der blev begyndelsen på det lange sygdomsforløb, som han kalder ”et mareridt”.
For Jørn Lund overlevede, men da han vågnede efter 11 dage i koma, havde han hverken nogen kropsfornemmelse eller balance, og derudover havde han svært ved at tale.
Herefter ventede en lang genoptræningsproces både i regionalt og kommunalt regi. Men det viste sig ikke ligefrem at blive en mere opløftende oplevelse, end den han beskriver fra sygehuset. Snarere tværtimod.
Efter et godt, men kort ophold med intens genoptræning på Hvidovre Traumecenter kom han videre til Center for Neurorehabilitering i Dianalund i Vestsjælland.
”Men det blev en stor skuffelse. Lægerne har rekorden i neglect (forsømmelighed, red.). Jeg så vist en læge smutte forbi, og hvis der er en journal, må den bygge på andenhåndsviden,” skriver Jørn Lund, hvis kone gradvist så sin mands tilstand blive forværret, men på trods af gentagne henvendelser til overlægen lykkedes det hende ikke at komme igennem for at fortælle om sin bekymring.
Også ved udskrivningssamtalen ”glimrede både læger og sygeplejersker ved deres fravær”, skriver Jørn Lund, som siden kom i kommunal rehabilitering, hvor han også måtte kigge langt efter personale – og efter anden åndelig stimulans end tv, som han skriver.
”Det virkede mere som opbevaring af syge borgere end rehabilitering,” skriver Jørn Lund.
Desuden måtte han senere betale 50.000 kroner af egen lomme for at komme til intensiv talepædagogisk og fysisk træning i otte uger, fordi hans kommune ikke bevilger støtte til den slags, når man som borger er fyldt 65 år.
”Men pyt. Jeg er primært indigneret på andres vegne. Havde jeg ikke været en sparsommelig mand, måtte vi gå fra hus og hjem.”
Det danske sundhedsvæsen beskrives ofte som et af verdens bedste. I internationale opgørelser ligger vi ofte i top. Men Jørn Lunds beretning rejser imidlertid spørgsmålet om, hvorvidt vi har et så omsorgsfuldt, effektivt og lige sundhedsvæsen, som vi tror.
Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen
Det er trist læsning, men Jørn Lund berører desværre nogle ret generelle problemer i det danske sundhedssystem, så det kommer ikke meget bag på mig. Derfor er det også vigtigt, at han deler sine oplevelser med os, for vi kan lære rigtig meget af dem – på flere planer.
For det første bør de institutioner, han har været tilknyttet, reflektere over deres måde at gøre tingene på. Men på et overordnet plan lærer han os noget meget generelt. Det, der især gør mig trist, er at få bekræftet – for jeg oplever det selv – hvor dårligt de forskellige instanser i vores sundhedsvæsen nogle gange spiller sammen. Jeg synes, der er en tendens til, at man inden for de regionale og kommunale sektorer arbejder med at optimere sine egne institutioner i stedet for at fokusere på helheden og overgangene.
Som læge ansat i regionen oplever jeg eksempelvis, hvordan de enkelte kommuner stiller meget forskellige tilbud til rådighed. Og ofte er tilbuddene slet ikke gode nok.
Dermed opstår der det centrale problem, som Jørgen Lund også oplever, nemlig at der er en mangel på kontinuitet.
Det er godt, at der nu kommer en patientansvarlig læge, der i tæt samarbejde med den praktiserende læge skal være en slags forløbstovholder, som driver forløbets plan frem og sørger for, at den bliver holdt. Det tror jeg både vil give en større tryghed for patienter og pårørende, som dermed ved, hvem de skal gå til med spørgsmål og usikkerheder. Men det vil også gavne lægerne, som vil kunne arbejde mere fokuseret.
Karin Friis Bach, formand for Dansk Selskab for Patientsikkerhed og medlem af regionsrådet i Hovedstaden for Radikale
Det er en dybt trist og alvorlig situation, som Jørn Lund fortæller om her. Det havde ikke behøvet at gå så galt, som det gjorde. Han skitserer nogle problemer, som jeg mener, vi delvist kan rette op på ved at prioritere flere penge til et sundhedsvæsen, som der virkelig er pres på.
Jeg tror ikke, der findes hverken læger eller sygeplejersker, som med vilje behandler patienter dårligt. Jeg tror, de har de bedste intentioner, men meget ofte har de simpelthen ikke tid til at løse alle de opgaver, de skal. Særligt i perioder med overbelægning, som Jørn Lund også skriver om, ved vi, at der opstår problemer. Men generelt tror jeg ikke, vi løser tidsudfordringen kun ved at tilføre flere penge. Det handler også om, at man må tænke kreativt.
Meget apropos Jørn Lunds kronik så er kommunikation meget vigtigt for patientsikkerheden. Og mere og bedre kommunikation behøver ikke koste flere penge, det handler først og fremmest om, at en given ledelse træffer en beslutning om, at man vil satse på god kommunikation og sætte tid af til den.
Mange steder er der allerede en rigtig god pårørendeindragelse, men som Jørn Lund og hans kone og datter har oplevet, så er det ikke sådan alle steder. Vi ved også fra nye undersøgelser, at det er noget, som sundhedspersonalet faktisk efterspørger mere af.
Jeg tror faktisk, man vinder tid ved at lære patientens behov at kende, og det kan man jo bedst gennem de mennesker, der kender vedkommende allerbedst.
Gorm Greisen, overlæge ved Rigshospitalet og formand for Det Etiske Råd
Det er tydeligt, at vi her har at gøre med en skuffet, frustreret patient, som er blevet dårligt behandlet i det offentlige system, og det er meget sørgeligt.
Alligevel handler det ikke bare om, at nogen kunne og burde have gjort noget anderledes rent praktisk. For mig at se er der tale om et medmenneskeligt svigt. Man kunne sagtens tale om tid og ressourcer i denne sammenhæng, og mange vil bruge det som forklaring, men jeg synes i høj grad, det handler om en patient og hans pårørende, som ikke føler sig taget vare på.
Og det bør der være plads og tid til – og mange steder tror jeg også der er det – uanset hvor travlt lægerne og sygeplejerskerne har, eller hvor begrænsede ressourcerne er.
Som et eksempel har jeg selv arbejdet i Afrika, hvor alle muligheder og ressourcer var begrænsede, men jeg oplevede faktisk, at det ikke behøvede at trække fra validiteten af den menneskelige kontakt.
Herhjemme har vi naturligvis langt flere og bedre muligheder, men vi er ikke perfekte. Der er stadig i dag mange ting, som læger ikke kan og en del ting, vi ikke har tid til. Min pointe er, at det skal vi have en åben samtale med patienterne om. Vi skal ikke vende ansigtet væk, fordi vi har travlt, eller fordi vi ikke ved, hvad vi skal sige. Vi skal se dem ind i øjnene og dele og forklare vores vilkår. Vi skal fortælle dem, at vi arbejder så godt, som vi kan for at give patienten en kvittering på, at de er blevet hørt og set.
Det behøver ikke tage lang tid, og det tror jeg vil give de fleste mennesker en følelse af at være blevet taget hånd om.