Røret om regeringens tidligere overbetaling af privathospitaler, som er blevet kritiseret af blandt andre Rigsrevisionen, handler om, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) som først sundhedsminister, senere som finansminister tøvede med at stoppe overbetalingen. I et forsøg på at løse problemet uden om Løkke og gøre løsningen til en vindersag kom Lene Espersen (K) galt af sted, fordi hun ikke gav Folketinget retvisende oplysninger om, at hun kendte til overbetalingen fra daværende sundhedsminister Jacob Axel Nielsen (K) og hans embedsmænds beregninger. Men hele forløbet bekræfter også et indtryk af et dårligt samarbejde i regeringen, siden Løkke og Espersen erstattede Anders Fogh Rasmussen (V) og Bendt Bendtsen (K) som partiledere. Konsekvensen er forudsigelig. Den seneste meningsmåling gav ringe tal for de to regeringspartier.
Andre aspekter af sagen er sluppet for opmærksomhed. Måske fordi de er så indviklede. Hvis læseren har besvær med at forstå alt i det følgende, er det ikke underligt, men jeg forsøger at forklare, hvorfor "spindoktorer" fortsat ikke har fundet en klar plads i det danske regeringssystem.
Røret begyndte for et par uger siden med en hidtil ubekræftet påstand i en ny bog om, at man i centraladministrationen havde fået ordre til at slette mails for at sløre overbetalingen af privathospitalerne. I Økonomi- og Erhvervsministeriet oplyste man dog, at ministerens særlige rådgiver, populært kaldet "spindoktoren", havde forsøgt at give en embedsmand ordre til at slette mails. Det var dog ikke sket. (Det må også betragtes som en omgåelse af offentlighedsloven og almindelig forvaltningsskik). Dertil kommer, at særlige rådgivere ikke kan give almindelige embedsmænd ordrer.
Formelt falder det tilbage på den daværende økonomi- og erhvervsminister, Lene Espersen, at hendes "spindoktor" havde forsøgt at give en ulovlig ordre. Men enhver kan uanset uddannelse blive minister. Derfor kan man ikke forvente, at en minister kan alle regler på fingrene. Efter traditionen er det departementschefers opgave at orientere ministre om love og regler. Dertil kommer, at en "spindoktor" er underlagt departementschefens instruktionsbeføjelse. Det burde føre til, at "spindoktoren" i denne sag havde fået en påtale af departementschefen. Men det har vi ikke hørt om. I det hele taget kunne forløbet omkring Lene Espersen rejse spørgsmål om omfanget og kvaliteten af den rådgivning, som departementschef Michael Dithmer i sin tid gav hende.
Der har også været røre om Frank Korsholm, der var "spindoktor" for sundhedsminister Jacob Axel Nielsen. Den 1. oktober skrev Politiken, at Sundhedsministeriets departementschef, Kristian Wendelboe, kritiserede Frank Korsholm for at have givet De Konservative oplysninger fra Sundhedsministeriet om overbetalingen. Det var galt, at han havde gjort det, før regeringen var enig i sagen, mente Wendelboe, der også nævnte, at Korsholm ikke havde journaliseret mailen, som han havde pligt til.
Spørgsmålet er også her, om departementschefen tidligere har påtalt det over for "spindoktoren". Hvis han ikke har gjort det, kan det kun undskyldes, hvis han først nu hører om den ujournaliserede mail til De Konservative.
Uklarheden om regler og normer for "spindoktorerne" er fortsat betydelig. Det viser en mail fra Kristian Wendelboe, som Berlingske Tidende offentliggjorde den 30. september.
Ifølge Kristian Wendelboe var det i orden, at Korsholm i marts 2009 havde sendt et "talepapir" til Lene Espersen, selvom han ikke var ansat til at hjælpe hende: "I det her tilfælde har rådgiveren lavet et udkast til et konservativt politisk udspil, hvilket ikke er usædvanligt". Departementschefen mener altså, at "spindoktoren" godt må agere partipolitisk, hvis bare han venter, indtil regeringen er enig og journaliserer.
Men var regeringen enig på det her tidspunkt? For mig at se stemmer departementschefens udtalelser til Politiken ikke overens med mailen til Berlingske Tidende. Hvis jeg har ret, viser det, at det må være svært for "spindoktorer" at finde ud af, hvad de må og ikke må, når de, som skal holde dem på dydens smalle vej, heller ikke helt kan finde den vej.
En "spindoktor" er ansat til at hjælpe en minister. Det kan de godt gøre i ministerens egenskab af partipolitiker. Problemet er, at det er uklart, hvor langt de må gå. Grænserne "opfindes" af departementschefer hen ad vejen. En vej til at komme videre kunne være at beskrive ministres, departementschefers og "spindoktorers" job udførligt. Det er nemlig aldrig sket.
Tim Knudsen er ansat ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet