Der er kolonihaver, og så er der kolonihaver.
Hos Kaj og Tove i nummer 37 er kartofler, gulerødder, rødbeder og ærter lagt i lige rækker, og bedene står pænt. Kaj klipper hækken stramt til to gange i sæsonen, holder stien ren, plejer sommerblomsterne og hejser flaget. Nu, hvor de har rundet de 80 år, kniber det med at komme hver dag i Haveforeningen Grøndal i Allerød, men de fleste dage kigger de forbi.
På den anden side af grusvejen bor Tom. Hans hus har førstesal på, og han har lige renoveret en stor terrasse. Han er en ung mand fra København, der kommer her meget, men mest for at slappe af. Det eneste, han dyrker, er to æbletræer. Haven betaler han sig som regel fra at få ordnet.
– Ja altså, der er jo ikke noget, der varer evigt, forklarer haveforeningens formand, I.R. Just.
Ikke engang noget af det mest danske, vi har. Kolonihaverne. For der er grøde i den flere hundrede år gamle kultur i disse år, og konfrontationen står i høj grad mellem folk som Kaj og Tom. Det er gamle over for unge. Det er prydhaver over for græsplæner med legetøj. Og så er det ikke mindst forskellene på, hvad man vil med sin have og det fællesskab, der traditionelt har fulgt med.
Den slags kommer Kaj og Tom ikke op at skændes om, men det er der mange andre, der gør. Nabostridigheder og chikanerier bliver stadig mere almindeligt i de ellers så idylliske haver, og ofte skal der ikke ret meget til.
– Vi må ikke tage biler med ind på koloniområdet, men en dag kom der en ung fyr ræsende. Naboen kom ud og begyndte at råbe op, for han havde børnebørn på besøg. Men så klagede den unge over, at den gamle havde overfuset ham, og de har ligget i nabokrig lige siden. Det er fire år siden nu. Og den slags kommer der stadig mere af. Det er jo to verdener, der brager sammen, når de unge nu er begyndt at købe kolonihave, siger I.R. Just, som også er formand for flere hundrede haveejere under udbryderforbundet Kolonihavernes Fællesrepræsentation.
Der har altid været sammenstød mellem generationerne – også i kolonihaverne. I 1970'erne var de ældre lige så bekymrede over de unges manglende respekt for traditioner som i dag, og diskussion gik, om dette mon var kolonihavekulturens endeligt. Det var det ikke. Alligevel er det dem, der dengang var de unge, som i dag er de frustrerede ældre. Men der er også noget andet og mere på spil i dag, mener antropolog Kirstine Cool, der har skrevet speciale om nutidens haveforeningskultur i samarbejde med Center for Bolig og Velfærd.
I 1970'erne var kolonihaven stadig arbejdernes sted. Det var lidt groft og med øl i hånd, og stemningen var så idealiseret, at der blev skrevet sange om den. Men for cirka 10 år siden skete der noget. Akademikere, selvstændige og de kreative begyndte at interessere sig for kolonihaven, og pludselig var havebænkenes vatterede tæpper i Alt for Damerne. Det blev moderne at have kolonihave. I dag er mange huse renoveret, og haverne har ændret karakter, for de unges huse og haver skal ikke være kontrollerede som de traditionelle, men frodige, sanselige og udtryk for kreativitet frem for ordentlighed.
Samtidig er aktiviteterne i fælleshuset mange steder dødt langsomt ud. De unges idealer om, hvad en kolonihave skal bruges til, er simpelthen grundlæggende forskellig fra de ældres, forklarer Kirstine Cool:
– De ældre dyrker i høj grad haveforeningens fællesskab. Er der nogen, der ikke kommer i fælleshuset om søndagen, går de ældre gerne ned forbi deres hus for at se, om alt er okay. De holder øje med fødselsdage, dødsdage og alle højtider og plejer generelt et meget stærkt netværk. Men de unge kommer ikke i kolonihaven for at finde nye venner. For dem handler kolonilivet mere om æstetik og poesi. Om at mærke det våde græs mellem tæerne og se blomsterne gro.
Den slags går ikke hånd i hånd med kolonihavernes tradition for skydeforeninger og årlige fugleskydningsfester. Særligt ikke, når de unge gerne har børn med i hænderne, hvis de kigger forbi fælleshuset. Derfor er både skydeforeningerne og festerne blevet en sjældenhed mange steder. Øldrikkeriet og de mange sene fællesaktiviteter har heller ikke den samme opbakning i dag, hvor godt 30 procent af beboerne er unge børnefamilier. Og det vækker både ærgrelse og undren hos de ældre.
Det, der dog for alvor får folk op af havestolene og hen over hækkene, er kampen om værdierne, vurderer kulturforsker Johs. Nørregaard Frandsen fra Syddansk Universitet.
Han har skrevet flere bøger om forstadskultur og dansk identitet, og det er lige præcis det, der er på spil i kolonihaverne for tiden: værdier og identitet – i øvrigt lige som ude i resten af samfundet. Her har der aldrig været så mange nabostridigheder som nu, og det skyldes helt grundlæggende, at vi lever i en stadig mere individualistisk tidsalder, der fokuserer på rettigheder frem for fællesskab og pligter. Og hvor vi iscenesætter os på en helt anden måde en tidligere. Identiteten er så at sige blevet udadvendt, så man i dag er det, man viser frem, mener Nørregaard Frandsen. Og her kommer kolonihaverne ind som noget særligt, for der er ikke noget sted, hvor man viser sig mere frem end i kolonihaven. Her står identiteten mejslet ud i kartoffelrækker og staudebede. Eller i smukke terrasser og store trampoliner på græsset.
– Jeg kommer selv fra en landbokultur med den bærende værdi, at man skal holde orden ude og inde. Kolonihaver er på samme måde et meget tydeligt socialt visitkort, forklarer Johs. Nørregaard Frandsen.
Hvert visitkort er tungt ladet med værdier. Og her render kolonihaverne ind i en anden tendens i tiden, nemlig værdikampen, der står stærkere end meget længe. Hos de ældre, hvoraf mange har oplevet Anden Verdenskrig, ligger det stadig dybt, at kolonihaverne opstod som et middel til arbejderklassens overlevelse og igen i krigsårene blev brugt som et regulært kosttilskud. Siden er nødvendigheden af haverne forsvundet og i dag mere og mere erstattet af bekvemmelighed og moderne råhygge. Det vil sige hygge uden øl og med børn.
– Det er jo det nærmest myteomspundne fællesskab omkring mormors kolonihavehus, der er på retur. Det vil sige ikke bare de gode gamle dage, men også drømmen om de gode gamle dage. For nogen er det meget at opgive, siger Johs. Nørregaard Frandsen.
I Haveforeningen Grøndal har formand I.R. Just en noget mere jordnær forklaring på skærmydslerne. For er det ikke altid sådan, at når den lille mand pludselig får magt, så misbruger han den ofte? Det sker for fodbolddommere og håndbolddommere i de lave rækker, buschauffører – alle, der får den magt til at bestemme, som de altid har drømt om. Og den magt har de gamle arbejdere i kolonihaveforeningerne nu fået over de unge og moderne, som vil lave alting om.
– Det er måske ikke underligt, at når folk, der er vant til ikke at have så meget, pludselig råder over 450 kvadratmeter prydhave, så bliver de besidderiske. Så er der ingen, der skal komme og ødelægge det hele. Jeg tror, at det ofte er det, der ligger bag mange af fejderne i disse år. Men det dør vel ud på et tidspunkt.