Udlændinge, der hører om den danske fristad Christiania, må ofte stå måbende tilbage. Et attraktivt og naturskønt beboelsesområde i hovedstadens centrum har været besat siden 1971, uden at politi og bulldozere har jaget den beskedne skare af mennesker væk. Og det vel og mærke på trods af adskillige domme fra Højesteret, der har fastslået statens ejerskab over området.
Senest i februar i år, hvor Højesteret dømte, at staten i 2004 gerne måtte opsige christianitternes brugsret til Christiania, og at der var givet tilstrækkeligt varsel for statens overtagelse af området. En dom, der nu får christianitterne til at takke ja til at købe Christiania af staten.
LÆS OGSÅ: Er købet af Christiania en god idé?
Og det glæder politikere fra begge sider af folketingssalen, der mener, at Christiania nu bliver "normaliseret".
Men Søren Flinch Midt- gaard, lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, deler ikke politikernes tiltro til, at man vil opnå et "normalt" Christiania. Han har undersøgt Christiania ud fra moralske perspektiver og ser den seneste udvikling som toppen af endnu en normaliseringsbølge, der har rullet frem og tilbage siden fristadens stiftelse.
"Hvis man afkoder folkestemningen, mener jeg, at flertallet af danskerne ønsker at finde en mindelig ordning for Christiania. Vi vil gerne have fjernet nogle af særrettighederne, og vi vil gerne have, at Christiania hører under dansk lov og ret. Men man vil også gerne bevare Christianias særegenhed," siger han og peger på, at det minder om det gamle ordsprog om at ville blæse og have mel i munden.
Men selvom der bliver sagt langt mere om Christiania, end der bliver ført ud i livet, mener Søren Flinch Midt- gaard ikke, at det er ensbetydende med, at den politiske indsats for at normalisere Christiania er unødig. Tværtimod er den helt afgørende for, at Christiania fortsat kan have en eksistensberrettigelse og nyde tilslutning i store dele af befolkningen.
For dels er protest en del af Christinias selvforståelse, og modsættelse af regler vil på den måde altid være i fristadens dna. Men lige så vigtigt vil danskerne have, at der er en retsproces, hvor man forsøger at holde christianitterne ansvarlige for deres besættelse af statens ejendom.
"Politikerne taler til den følelse af grundlæggende uretfærdighed, der opstår, når en gruppe af mennesker slipper af sted med at bryde loven. For det er jo ikke rimeligt i retsforstand. Men vi har alligevel ikke lyst til, at konsekvensen bliver, at Christinia ryddes," siger han.
Ifølge Søren Flinch Midt- gaard er det to moralske grundbegreber, der er i spil, når danskerne forholder sig til paradokset Christiania. Dels Kants moralske teori om, at enhver undtagelse, der ikke kan gælde for alle, er af det onde. Ifølge den skal christianitterne selvfølgelig betale for den grund, de har bosat sig på, for ellers skulle ingen i samfundet jo betale.
Men den anden moralske grundforestilling er handlingskonsekvensialismen, der lægger større vægt på, hvilke konsekvenser en undtagelse har. For hvis konsekvenserne af et regelbrud er gode, bør man måske acceptere regelbruddet. Og her har det betydning, at Christiania er repræsentant for både kultur, klimabevidsthed og nyskabende arkitektur.
"Hvis Christiania så at sige smittede resten af samfundet, så folk besatte huse og parker overalt, så ville det jo være fuldstændig uacceptabelt. Men det er ikke sket endnu flere årtier efter stiftelsen. På den måde åbner det for at se Christinia som en god undtagelse, der viser det danske frisind og rummelighed," siger Søren Flinch Midtgaard.
Og danskerne vil gerne være et frisindet folkefærd, mener han:
"Det danske samfund har på mange måder et meget afslappet forhold til Christiania. Vi går ind for friheden til at leve, som man vil, så længe det ikke skader nogen. Og der kan Christiania leve i mellemrummet mellem almindelig retsbevidsthed og en dansk pragmatisme, der ikke bryder sig om en tvangsudsættelse af christianitterne."