Prøv avisen

Imam kræver undskyldning for Muhammed-tegninger

Raed Hlayhel (tv.) vil have en undskyldning for de 12 muhammed-tegninger, som blev bragt i Jyllands-posten.

Omstridt imam kritiserer Jyllands-Posten for at provokere med tegninger af profeten Muhammed

"Denne type demokrati er intet værd for muslimer...", "Den dag vil aldrig komme, hvor muslimerne vil kunne acceptere den slags nedgørelse...", "Artiklen har fornærmet alle muslimer i verden. Vi kræver en undskyldning!!!".

Sådan lyder det i en meddelelse fra den århusianske imam Raed Hlayhel med direkte henvisning til 12 tegninger af profeten Muhammed, bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten for knap en uge siden.

De 12 tegninger blev bragt i kølvandet på, at forfatteren Kåre Bluitgen havde oplevet, hvordan nogle tegnere ikke ønskede at illustrere hans kommende bog om Muhammed af frygt for yderligtgående muslimer, der ville opleve det som et brud på islams forbud mod at skildre Muhammed.

Morgenavisen Jyllands-Postens side beskrev selv tegningerne som et forsvar for "verdsligt demokrati og ytringsfrihed", men sådan opfattes det ikke af imam Raed Hlayhel, som kritiserer avisen for at misbruge demokratiet til at nedgøre muslimer.

"Den stupide person, som har taget den uhensigtsmæssige holdning, må bære ansvaret for og konsekvenser af sin handling alene ... Det vil være utåleligt at leve side om side, hvis I ikke har evnen til at tage hensyn til andre folks følelser," lyder det blandt andet i den skriftlige meddelelse fra Raed Hlayhel, som ikke taler dansk.

At tegningerne virker som en provokation mener faktisk også Lars Refn, en af de 12 tegnere, som bidrog til Jyllands-Posten. Derfor valgte han med sin tegning af skoledrengen Mohammed at sende et signal til Morgenavisen Jyllands-Posten fremfor til muslimerne.

"På tavlen står der på persisk med arabiske bogstaver, at "Morgenavisen Jyllands-Postens redaktion er en flok reaktionære provokatører". Naturligvis skal vi ikke lade os censurere af frygt for nogle få yderligtgående muslimer, men for Jyllands-Posten handler det kun om at puste til ilden, så snart muligheden byder sig. Der er intet konstruktivt i det," siger Lars Refn, som derfor også valgte at tegne en lidt anden Muhammed end de øvrige 11 tegner.

"Jeg kender kun en Mohammed, og det er en dreng fra Valby Skole. En ganske almindelig dreng med muslimsk baggrund, som ikke truer nogen som helst," siger Lars Refn.

Flemming Rose, kulturredaktør ved Morgenavisen Jyllands-Posten, afviser, at de 12 tegninger var tænkt som en provokation. De var derimod tænkt som et modsvar til de stadig flere situationer, hvor kulturmiljøet bevidst eller uebvidst udøver selvcensur i behandlingen af islam, forklarer Flemming Rose.

"Vi har set, hvordan oversættere i vestlige lande ønskede anonymitet i forbindelse med udgivelsen af Ayaan Hirsi Alis islamkritiske bog, ligesom vi har set det britiske kunstmuseum Tates Gallery fjerne en skulptur med Bibelen, Koranen og den jødiske Talmud af frygt for muslimernes reaktioner, men uden at have talt med muslimerne selv," siger Flemming Rose, som advarer mod udviklingen.

"Religiøse følelser kan ikke gøre krav på særbehandling i et sekulært samfund. I et demokrati må man af og til acceptere at blive kritiseret eller gjort til grin. I Putins Rusland er der eksempelvis en voksende censur, som ikke står i loven, men som opstår af frygt. Den fejl skal vi ikke begå," siger Flemming Rose, som påpeger, at også muslimer tidligere har afbildet Muhammed.

Det er ikke første gang, at den århusianske imam Raed Hlayhel gør sig bemærket. For godt et år siden blev han stærkt kritiseret fra alle sider, også fra andre imamer og muslimske organisationer, da han i en fredagsbøn blandt andet hævdede, at danske kvinder med deres påklædning og opførsel selv var skyld i voldtægt.