Hverdagen i Litauen er hård, lønnen lav, og det er svært at lægge penge til side, når man vil danne familie.
Sådan lyder Kestutis Jurkonis’ vurdering. Og når udsagnet kommer fra en, som forlod hjemlandet for at arbejde syv dage om ugen, 250 timer om måneden, på en dansk minkfarm, giver det ekstra vægt til ordene om en hård østeuropæisk hverdag.
I dag er arbejdet på minkfarmen skiftet ud med bedre forhold på en virksomhed i Holstebro, der fremstiller maling, og der er kommet ro på familielivet med mere fritid.
”Jeg er meget glad for mit nye arbejde, hvor jeg har været halvandet år. På fabrikken er der ingen konflikter, ingen problemer, kollegerne er flinke, og jeg har aldrig kradsmærker op ad armene mere,” smiler Kestutis Jurkonis og henviser til arbejdet med minkene.
I sit nye arbejdsliv har han fri i weekenderne allerede fra klokken 12 om fredagen.
”Før var jeg træt hele tiden, men nu kan vi foretage os ting som familie, cykle ture i naturen sammen og slappe af,” siger han og tager imod i familiens hjem i Halgård ved Holstebro.
Lejligheden ligger i en ejendom langs Herningvej med både beboelse og firmakontorer. Her hører have til, hvor tomatplanterne står flot.
På førstesalen er der dækket kaffebord med oreos og fyldte chokolader. Fladskærmen på væggen er indstillet på en litauisk tv-kanal, for dansk er et svært sprog at fange, når man ikke kan det flydende.
Litauisk er et af de sprog, der har kønsbestemte endelser på efternavne, så hans hustru Inas efternavn er Jurkoniene. Hun er netop begyndt at arbejde i nabobyen Tvis hos TMK, som fremstiller køkkener. Så begge har fået danske kolleger og regner med, at det er godt for sprogindlæringen. På minkfarmen talte man kun engelsk. Datteren Ema på 12 år går i 6. klasse på Tvis Skole og taler flydende dansk.
Familien er faldet til her i Vestjylland og har ingen planer om at flytte tilbage til Litauen. Dermed er de en del af den stadig større gruppe østeuropæere, som bliver i Danmark.
”Vi har det godt her, lønnen er bedre, og danskerne er flinke. Jeg kunne skrive en bog om forskellen på litauere og danskere,” siger Kestutis, og Ina sætter ord på forskellighederne:
”Danskerne er ligetil, smiler mere og giver gerne et kram, og så er der mere social lighed i Danmark.”
I 2013 udgjorde borgere fraØsteuropa mere end 60 procent af den samlede beskæftigelsesvækst i Danmark. Siden har det tal været for nedadgående, og i første kvartal 2018 faldt andelen af arbejdstagere fra Østeuropa og Polen til henholdsvis 11 og knap 3 procent. Det viser nye tal fra Dansk Arbejdsgiverforening.
Og en del af dem vælger altså at blive i Danmark på trods af, at en række østeuropæiske lande opfordrer arbejdstagere til at vende tilbage. Flere køber hus her, sådan som familien i Halgård også har planer om.
Hvor østeuropæere i 2013 udgjorde 1,1 procent af boligkøberne, sker 2,4 procent af alle boligsalg i dag til købere fra Polen, Rumænien og de baltiske lande. Det vurderer Danmarks største ejendomsmæglerkæde, EDC.
Fortrinsvis erhverver østeuropæere boliger i den lave ende af prisskalaen og går efter de ”billigere” områder – Sydsjælland, Lolland, Falster og Vestjylland.
Men man skal nu længere væk fra Holstebro, hvis man vil finde et billigt hus, mener Kestutis Jurkonis.
”Heromkring er husene dyre. Vi overvejer at købe bolig, men har lige købt en bil, så det bliver ikke lige med det samme.”
Økonomisk kan tilflytterne fra Østeuropa være en gevinst for små bysamfund, som ellers oplever fraflytning. Til gengæld er det tilsyneladende begrænset, hvor meget de tager del i det lokale liv. Og selvom Ema har flere danske venner, har hendes forældre det ikke.
Er det svært at blive venner med danskere?
”Det er selvfølgelig en anden kultur, og det er lidt svært at komme ind i den, også på grund af sproget. Vi bruger ikke nærsamfundet meget. Vi har en dansk ven, som hjælper os, og som vi hjælper – vi passede for eksempel hans hund, da han var på ferie,” svarer Ina.
De går begge til forældremøder på skolen. Men kommer ikke i kirken og deltager hverken i foreningsliv eller idrætsklub. Ferierne går til Litauen på familiebesøg. Alligevel føler de sig hjemme på egnen.
”Jeg har arbejdet i Norge og i England tidligere. Men det er meget rarere her,” siger Kestutis, og Ina tilføjer, at hun græd hver eneste dag i begyndelsen, da de boede i England. Ni måneder var nok, så flyttede de til Danmark.
”Hvis min familie har det godt, har jeg det godt, men når det gælder fodbold, holder jeg med Litauen,” siger Kestutis på spørgsmålet om, hvor de hører hjemme.
”Da vi kom til Danmark i 2011, var her mange litauere. Men for 2-3 år siden flyttede de næsten alle sammen hjem. Forholdene i Litauen er blevet bedre, og mange har tjent penge til at bygge hus der. Måske har de også fået børn, som de gerne ville have i skole derhjemme,” siger Keatutis.
Selv kunne familien ikke tænke sig at flytte tilbage til Litauen – de griner af spørgsmålet, som har været debatteret, men Ema vil i hvert fald ikke. Det er også på grund af hende, de overvejer at købe hus her. Men datteren har nu sine egne fremtidsplaner.
”Når jeg er færdig med skolen, tror jeg, jeg flytter til Aarhus eller København. Jeg vil gerne studere noget med design,” siger hun.
Forældrene sukker og smiler. Måske flytter de tilbage til Litauen, når de engang bliver gamle, men lige nu og mange år frem hører de til i Danmark. Mange i familien bor heller ikke i Litauen længere. Ina har sin mor og søskende der, og Kestutis har sine forældre og ældste bror.
”Men mine andre søskende bor i Vesteuropa. I Tyskland, Irland og England,” siger han.