Hvis Danmark bliver ramt af isvinter, kulminerer isen som regel i februar.
Isdækket forstærker kulden. Når isen lægger låg på det lunende hav, skifter Danmark fysisk form fra at være et ørige til at være et stort, hvidt stykke fastland, hvorfra al varme stråler lige ud i verdensrummet i stille og klart vejr.
I de koldeste isvintre kan det derfor blive fastlandsklima med vintertemperaturer, der er næsten lige så lave som i Moskva.
Sådan var det i hvert fald i februar 1947, hvor februars gennemsnitstemperatur blev målt til minus 7,1 grader. Det er den koldeste måned, der er registreret i Danmark.
I så kolde vintre kravler temperaturen gerne ned på den lave side af minus 20 grader i stille og klare nætter.
Så lave temperaturer slår ihjel. Vedbend går ud, og timian, lavendel og mange andre arter i haverne går til grunde.
Den bidende kulde kommer, hvis der for eksempel lægger sig et højtryk vest, nordvest eller nord for Danmark. Så går vinden om i det nordøstlige hjørne og sender fastlandets kulde ind over landet.
Østersøens åbne vand kan godt nok hæve lufttemperaturen nogle steder, men lader samtidig luften med fugt, så den føles rå og kaster masser af sne over Bornholm og det sydøstlige Danmark.
I kolde vintre presser vinden tit havisen ind mod kysterne. Der er kolossale kræfter på spil. Isen sprækker op og bliver skubbet sammen i isskruninger, som kan blive hushøje.
De enorme isskruninger består af relativ klar is, som absorberer det røde lys, mens det energirige blå lys trænger langt ind i ismasserne. Derfor stråler lyset fra dybe lag og huler i isen i smukke blå nuancer.
Det er et syn, man skal nyde, når det er der.
For selv om isskruningerne er mange meter høje, ligger de udsat for vind og vejr og bølger på den åbne strand, hvor de kan smelte forbavsende hurtigt.
Kampen mellem kulde og varme i februar resulterer også i det mærkelige fænomen ”solskoldet sne”, der især ses på syd- og vestsiden af snedriver. Det opstår i kombinationen af hård frost og stærk sol, der fremkalder plusgrader lige under snedrivens hvide overflade.
Det får sneen til at smelte, men den kolde luft får på samme tid vanddampen til at kondensere på overfladen, der fryser til tynd, klar is. På den måde dannes en slags ”drivhuse” med varm luft, der gnaver af snedriverne fra syd og vest på solrige dage, selvom det er hård frost.
Midt i frosten er det begyndelsen på foråret.
Et godt snedække beskytter væksterne mod den værste kulde. Men undertiden falder der ingen eller kun lidt sne, når kulden kommer. Det bliver barfrost - alle haveejeres store skræk.
Barfrosten kan komme som en dræber med tør og kold luft fra nord og nordøst.
Hvis det står på længe, og temperaturen mange nætter kommer under 10-15 minusgrader, visner de fleste grønne planter, og mange følsomme haveplanter dør helt.
Kulden rammer også en del fuglearter, der risikerer at dø af kulde, hvis de ikke når at trække væk i tide.
I 1947 gik det ud over Danmarks kirkeugler, og i de senere års relativt kolde vintre har kulden ramt den nyindvandrede skægmejse, der prøver kræfter med at leve højt mod nord i Danmarks rørskove.
Vinteren kan strenges længe efter kyndelmisse den 2. februar, som regnes som kuldens lavpunkt i året. ”Kjørmes Knud” kan slå til med snestorm og driver og lukkede veje som i et blindt raseri over, at han er truet på livet.
Det er han, for solen stiger hastigt højere på himlen, og i løbet af februar tiltager dagen med godt et par timer.
Mod slutningen af måneden er solen fremme i mere end 10 en halv time, og midt på dagen står den så højt, at den har den kraft til at varme. Det er bare ikke så let.
Det kolde hav, isen og den hvide sne giver sig ikke uden kamp.
I kolde og klare højtryksperioder kan det godt være, at solen får temperaturen op over frysepunkter ved middagstid, hvor det kan føles lunt. Men hver nat stråler al varmen ud i verdensrummet, så kun den isnende kulde bliver tilbage.
Blicher længes efter foråret og håber på sydvestenvind og tåge. Lavtryk og vind fra sydvest er mere effektivt, når Danmark skal tøs op.
Februar kan være vinter fra først til sidst, men er sjældent kun brutal.
I mine drengeår tog jeg, min bror Jacob og vores lystfiskerkammerat Anders på fisketure året rundt på Nordbornholm.
Og en solrig søndag sidst i februar tog vi gennem snelandskabet til Hammerknuden for at fiske torsk.
Det var en kold fornøjelse, og torsken glimrede ved sit fravær.
Så efter nogen tids ihærdigt fiskeri fandt vi et sydvestvendt sted i klipperne, hvor vi slog os ned med vores madpakker og termoflasker med varm kakao.
Luften var helt stille den dag. Solen bankede ind mod stedet, hvor sneen stort set var væk, skønt den lå ankelhøjt over lyngen og græsset i det flade terræn neden for klipperne.
Dér fandt vi pludselig forår i februar. Solen havde lunet stenene og klipperne, og vi blev fristet til at smide frakkerne og de uldne trøjer. Med ét sad vi i solen i skjorteærmer.
Vi glemte alt om stortorsken, der ikke ville bide, og nød den uventede forsmag på sommerhalvårets lys og varme.
Erfaringerne fra fisketuren gav mig en varig glæde: I de seneste år, hvor jeg har boet nær de sydvendte klinter på Glænø Strand, har jeg hvert år taget til stranden på solrige og stille dage i februar. Og altid, selv i frost, har det været som at tage forskud på foråret.
Fra årtusindskiftet og frem til 2009 var vintertemperaturerne i Danmark så høje, at mange eksotiske vækster overlevede fint i danske haver. Rosmarin på friland stod pludselig som meterhøje buske i haverne. Det var en fryd at plukke vældige, fede grene af buskene eller blot at kærtegne dem venligt og blive gengældt af søde middelhavsdufte. Og så sætter de et mylder af lyseblå blomster, som til min overraskelse kan være fremme allerede i februar.
De milde vintre i 2000'erne betød, at rosmarin, figner, mandler, abrikoser, laurbærtræer, oliven og selv pinjetræer klarede sig gennem de danske vintre mange steder. Men i 2009-2010 tog vinteren en hård revanche.
De frostsvedne rosmarinbuske stod i min have frem til 1. maj 2010 i håb om, at de ville begynde at skyde. Men de var lige så døde som mit pinjetræ, der nåede at få seks år, blive en meter højt og få en stamme på tykkelse med et håndled.
De eksotiske vækster var stendøde, og sydlandsduftene og middelhavnsdrømmene gik op i røg i et bål i haven en dag i maj.
Nu har jeg plantet nye rosmarinbuske i blind tillid til klimaforandringerne, og de har da klaret den første vinter.
På stille og milde dage sidst i februar sker det ofte, at solsortene bryder ud i deres melodiske sang, der er så alvorslet og tankevækkende, fordi pauserne har hovedrollen. Det er endnu lidt tidligt for fuglenes forårskur, men det skader ikke at træne. Solsortene slår tonen an, og snart følger lærkernes og ringduernes sange.
Fuglenes forsigtige anslag kan lynhurtigt blive slået ud af kuldefremstød og vintervejr fra nordøst. Men hvis det milde vejr fortsætter, byder februar på forårstegn på stribe.
Erantis og vintergæk står som regel i fuldt flor, og pludselig dukker krokus op i plænen. De små krokus stammer fra Alpernes enge, hvor de blomstrer og åbner sig i april og maj, så snart solen har smeltet vinterens tykke dyne af sne. I de danske haver står de tit underligt sarte, nøgne og uanselige i græsset i lang tid allerede i februar uden at folde sig ud. Men de er klar, og hvis solen er rigtig gavmild og skinner på en lun dag sidst på måneden, kan de pludselig åbne deres skød og byde velkommen til de første bier.
Den brutale februar viser sig fra sin blideste side.
