Indisk domstol slår fast: Det er i orden, at skoler forbyder piger at gå i hijab

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

I går slog en indisk dommer i New Delhi fast, at det er i orden at forbyde, at muslimske piger går med tørklæde. Genrefoto.
I går slog en indisk dommer i New Delhi fast, at det er i orden at forbyde, at muslimske piger går med tørklæde. Genrefoto. Foto: Staff/Reuters/Ritzau Scanpix.

Kære læser

Dagens Morgensamling følger symbolikken i de næste tre dages vejrudsigt: Først temmelig ustadigt med en del skyer, herefter passerer en våd front, inden et kraftig højtryk bygges op, og til sidst ventes tørt og solrigt vejr med svage vinde og nattefrost.

Nattens begivenheder i Ukraine

Kristeligt Dagblad sørger for et nuanceret overblik. Her er fem overskrifter fra det seneste døgns udvikling i krigen i Ukraine. Du kan læse historierne i deres helhed via linksene herunder.

  • Går Rusland konkurs i dag? I så fald får det næsten kun symbolsk betydning. Læs hele historien her.
  • Vladimir Putins krav under forhandlinger bliver mere realistiske, fortæller Zelenskyj. Læs mere her.
  • Næsten hvert sekund bliver et ukrainsk barn flygtning. Dette tal fremlægger Unicef her.
  • Singapore opfordrer Kina til at bruge "enorm indflydelse"  til at stoppe krigen i Rusland. Få alle detaljerne med her.
  • Danskerne forbereder sig på det værste og køber mere overlevelsesudstyr. Læs, hvad de køber her.

Rasmus Prehn vil redde torsken

Nu bliver det en våd omgang. Minister for fødevarer, fiskeri og landbrug, Rasmus Prehn (S), vil opsætte kameraer på 100 kuttere i Kattegat. Kameraerne skal filme kutternes sorteringsbånd, så man undgår, at fiskere, der fisker efter jomfruhummere, smider torsk ud igen. Det er nemlig ulovligt.

"Hvis de torsk skal overleve, så der også er fisk at fange i fremtiden, er vi nødt til at sætte alle sejl til," siger Rasmus Prehn til Ritzau.

Formanden for Dansk Fiskeriforening tager til genmæle og mener, at det er mistænkeliggørelse af et helt erhverv. Fiskerne selv kalder det ude af proportioner.

Måske farvel og tak til tobak

Vi lader den våde front passere og går hastigt videre. Regeringen fremlagde i går sit udspil til en ny sundhedsreform. Få overblikket over hovedpunkterne her. Når vi trækker vejret ind, skal der ikke længere tobaksrøg med ned i lungerne - i hvert fald ikke for unge født efter 2010. Et af forslagene fra gårsdagens præsentation lød nemlig som forventet på at forbyde salg af tobak til unge født i 2010 eller derefter. Kristeligt Dagblad har spurgt forskellige danskere om deres holdning til tobaksforbuddet.

Indiske skolepiger i hijab sendt hjem

Det er ikke tobak, men beklædning, der er omdrejningspunktet for unge i Indien i dagens næste historie. I går slog en dommer i New Delhi nemlig fast, at det er i orden at forbyde, at muslimske piger går med tørklæde. Det afgørende argument var, at hijab "ikke er en essentiel religiøs praksis" i islam. Afgørelsen kommer efter den sydindiske stat Karnataka har forbudt den religiøse beklædningsgenstand i skoler. Det har ledt til boykot, protester og lukning af skoler. Morgensamling fortalte i går, at der i øjeblikket foregår et opgør mellem det muslimske mindretal og indiske hinduer.

For sjældent besøg på kirkegården? Her er løsningen

Nogle af os oplever et indre opgør, når vi tænker på vores kære afdødes gravsteder. Var det nu ikke på tide at køre forbi og lægge en blomst på graven? En ung iværksætterduo vil gøre det muligt per abonnement at passe sine kæres gravsteder. De to unge mænd fortæller til Kristeligt Dagblad, at man kan vælge mellem tre abonnementer. Abonnementet kan inkludere services som at få tændt et lys hver måned eller at få plantet forårs- og sommerblomster på gravstedet.

Medvind på cykelstierne

I disse uger - godt på vej ind i foråret - finder mange cyklen frem. Det kan resten af Verden også gøre med god samvittighed, for nu indgår den tohjulede jernhest i FN's kamp for klimaet. FN's Generalforsamling har tidligt i morges dansk tid vedtaget en resolution, der støtter brug af cyklen som led i bæredygtig udvikling. Forslaget blev vedtaget enstemmigt. I Danmark har regeringen og støttepartierne afsat 270 millioner kroner, der indtil videre er godkendt til 39 projekter, der skal forbedre danske cykelstier. Så kan vi kun håbe på godt vejr, når nattefrosten er forduftet.

Vidunderlig tid at opleve vidunder

Til sidst en næsten med sikkerhed varm nyhed. Har rejsefeberen ikke allerede meldt sig efter to års coronanedlukning, så kan disse fotos fra New York Times måske få det til at krible i fingrene. Som en anden opdagelsesrejsende kan man udforske et tempel uden andre nysgerrige turister. Cambodia er begyndt at genåbne for turister, og derfor har der muligvis aldrig været et bedre tidspunkt for at besøge Angkor Wat, et buddhistisk tempelkompleks i det nordvestlige Cambodia, som var kandidat til at blive et af Verdens syv moderne vidundere.

Rigtig god tør og skyet onsdag.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage.